Når man bliver diagnosticeret med noget, plejer det at være sådan, at man får en forklaring. Man snakker med lægen om, hvad for nogle symptomer man har, hvordan man skal håndtere dem, hvad der kunne hjælpe og hvad det betyder for fremtiden. Jeg elsker forklaringer, især præcise forklaringer. Jeg ville ønske, jeg havde en brugsanvisning for hele livet.
Da jeg blev diagnosticeret med Aspergers fik jeg dog ingen forklaring. Man kunne godt sige, at jeg ikke skulle have brug for en forklaring, fordi jeg har været autist hele mit liv. Men jeg synes ikke, jeg er særlig god til det. Jeg havde en depression, jeg har en spiseforstyrrelse, problemer med selvskade og jeg er virkelig ikke god til at håndtere følelser. Jeg føler mig, som om jeg har ingen idé, hvordan man fører et normalt, godt og sundt liv. Jeg har aldrig taget mig af mig selv godt nok og jeg har svært ved at lytte til mine følelser. Så jeg kunne virkelig godt bruge en forklaring på, hvordan man passer på sig selv, især når man har Aspergers. Men sådan en forklaring har jeg aldrig fået. Jeg ved godt, at man ikke kan få en meget præcis forklaring, men lidt hjælp kunne virkelig være dejligt.
Da jeg blev diagnosticeret, blev jeg sendt fra lokalpsykiatrien, hvor jeg blev diagnosticeret, til kommunen. Der havde jeg så en kontaktperson, men der var to skifte kort efter, hvor jeg hver gang fik en ny kontaktperson. Så det hele var lidt ustruktureret og jeg fik ikke nogle gode forklaringer, hvordan jeg kan håndtere autismen bedst.
I starten følte jeg egentlig ikke engang, at jeg havde brug for en forklaring. Diagnosen var jo en forklaring i sig selv. Med diagnosen fik jeg en forklaring på, hvorfor jeg tænker og føler, som jeg gør. Og det troede jeg, var nok. Men nu savner jeg en forklaring på, hvordan jeg skal håndtere de her tanker og følelser. Jeg synes, der er lidt synd, at jeg ikke fik den forklaring med diagnosen til at starte med. Men jeg tror, jeg kan godt arbejde med min kontaktperson på at forstå Aspergers bedre.
Det, jeg også synes, kunne hjælpe mig, ville være et autistisk forbillede. En kvinde, der også har Aspergers, men har et velfungerende liv. De fleste piger, jeg kender med Aspergers, er sygemeldte eller kan kun arbejde få timer om ugen. Og det er ikke det, jeg ønsker mig for min fremtid. Jeg vil gerne studere og have et rimelig normalt liv. Men lige nu føler jeg ikke, at jeg kan opnå det. Jeg tror, jeg har en lille fase, hvor det føles, som om Aspergers er min fjende og det hindrer mig i at gøre mange ting. Jeg ved teoretisk godt, at Aspergers ikke kun er noget negativt og at man godt kan lære at have et godt liv med det. Men det tager nok lidt tid, indtil det også føles sådan for mig.