Emotionelle faser efter diagnosen

Det sker tit i livet, at man gennemgår emotionelle faser. Det kan være under en graviditet, ved flytning, når man mister nogen eller bare ved en større forandring i livet. Jeg har lagt mærke til, at jeg også er gået igennem flere emotionelle faser efter min Aspergers diagnose. Faktisk er jeg stadig ved at gå igennem faserne. I den her uge er det lige præcis ét år siden, at jeg har fået min diagnose og jeg tror, jeg er i den tredje og fjerde fase.

Fase 1: Lettelse
Da jeg fik min Aspergers diagnose, var jeg meget lettet de første uger eller endda måneder. Jeg var virkelig glad for diagnosen. Det lyder måske mærkeligt for andre, at jeg var så glad, men det var bare en kæmpe lettelse. Jeg havde følt mig anderledes og mærkelig i mange år, men jeg vidste aldrig hvorfor. Min diagnose gav mig pludselig en forklaring. Den fik mig til at forstå, at jeg ikke er mærkelig, men at der er mange, der oplever verdenen ligesom mig.

Fase 2: Erkendelse
Efter at jeg var så lettet, kom jeg langsomt i den næste fase. Grunden til, at jeg blev udredt for autisme, var, at jeg så dokumentaren ”De skjulte talenter” og så fik mistanken om, at jeg kunne have Aspergers. Efter at jeg fik mistanken og især efter diagnosen, begyndte jeg at læse virkelig meget om autisme. Det gjorde, at jeg erkendte mere og mere, hvor mange autistiske træk jeg egentlig har. Jeg tænkte oftere og oftere: ”Nåh, jeg reagerer nok sådan, fordi jeg har Aspergers.”. Autisme er en del af min personlighed. Så egentlig kan jeg ikke differentiere mellem autismen og mig selv. Men jeg begyndte at tænke over, hvilke af mine reaktioner, opfattelser og tankemønstre er autistiske. Når jeg sammenligner mig med andre autister, er der også bare så mange ting, hvor vi ligner hinanden. Det var en hel ny indsigt for mig.

Fase 3: Frustration
Efter at jeg erkendte, hvor autistisk jeg egentlig er, kom frustrationsfasen. For at være ærligt, kæmper jeg stadig tit med at være frustreret. De autister, der har accepteret deres diagnose, siger tit meget stolt, at de accepterer sig selv fuldt ud som autist og at de ikke ville ønske sig at være neurotypisk, altså ikke at have autisme. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige det samme. Men jeg har altid været meget åben og ærlig på den her blog og jeg fortæller også om de ting, der ikke er så positive og pæne. Så jeg indrømmer det: Jeg har tit ønsket mig ikke at være autist. Og det gør jeg nok stadigvæk nogle gange. Autisme kan være virkelig anstrengende og energikrævende og en gang imellem føler jeg mig bare begrænset. Der er jo en grund til, at autisme tit bliver set som handicap. Det behøver ikke være rigtigt, men jeg får nogle gange følelsen af, at neurotypiske har det nemmere end autister i hverdagen og det er bare frustrerende.

Fase 4: Accept
Når jeg ikke lige er frustreret, har jeg faktisk nået at komme til den næste fase. Jeg skifter tit mellem frustration og accept. Det er i hvert fald mit mål at acceptere min Aspergers diagnose og mig selv som autist fuldt ud. Det er nok et stort mål. Jeg tror, der findes mange, der ikke accepterer sig fuldt ud. Men jeg tror, jeg er på en god vej. For at være ærligt har en af mine læsere hjulpet mig med det. På et tidspunkt har jeg skrevet et blogindlæg om, at det kunne være dejligt at have en autistisk rollemodel. Efter at jeg har uploadet den tekst, har en kvinde skrevet til mig, at jeg er sådan en rollemodel for hende. Først da jeg læste det, lagde jeg mærke til, hvor godt jeg egentlig klarer mit liv. Jeg støder på udfordringer hver eneste dag, men jeg mestrer dem også. Jeg bor selvstændigt, jeg har sparet penge til at kunne forsørge mig selv, jeg er startet på et studie, jeg er ved at lære at være bedre til at passe på mig selv og jeg klarer min hverdag ret godt. Når jeg ikke lige er ind i frustrationsfasen, er jeg faktisk virkelig stolt af alt det.