Folk skulle lade være med at dømme andre

For nogle måneder siden havde jeg en samtale på sprogskolen for at finde ud af, om jeg skulle skifte til et højere modul. Det var en af de første gange, jeg var helt ærligt omkring nogle af mine udfordringer i skolen. Men det gik ikke, som jeg havde forventet. Faktisk har jeg aldrig følt mig så kritiseret i hele mit liv, tror jeg. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad for nogle intentioner den kvinde, jeg snakkede med, havde, men jeg fortæller jer bare, hvordan jeg oplevede det hele.

Kvinden fortalte mig, at der var muligheden for, at jeg kunne gå til en åben ”klasse”, hvor man arbejder selvstændigt på nogle opgaver og bare kan spørge om hjælp, når man har brug for det. Jeg forklarede hende så, at det ikke var en god idé for mig, fordi jeg har brug for struktur. Jeg skal være i en klasse, hvor jeg har nogle faste rammer. Hun svarede bare: ”Jamen, det er jo dig, der skal lave planen”. Det lød, som om hun troede, jeg var for doven eller dum til at planlægge mine egne opgaver. Og sådan er det jo overhovedet ikke. Jeg er virkelig god til at arbejde selvstændigt. Problemet er bare, at jeg ikke kan overskue alt andet. Jeg ville ikke kunne finde ud af, hvordan jeg kan få nye opgaver eller hvordan jeg kan spørge om hjælp for eksempel. Jeg følte mig helt misforstået.

Så snakkede vi om noget andet. Jeg havde skrevet en stil, for at hun kunne se, hvor god mit dansk er. En del af den stil var besvarelsen af et spørgsmål, der handlede om, hvad for nogle årsager man kunne forestille sig for et eller andet. Man skulle først beskrive en statistik og så besvare spørgsmålet til det. Men det gjorde jeg ikke. Og det spurgte hun mig så om. Det er jo fint nok. Jeg havde allerede tænkt, at hun ville spørge om, hvorfor jeg ikke havde svaret på spørgsmålet. Og jeg havde virkelig tænkt over det i lang tid, om jeg ikke bare skulle tvinge mig til at svare på spørgsmålet. Jeg forklarede hende så, hvorfor jeg ikke gjorde det. Jeg havde ikke svaret, fordi man skulle spekulere om nogle årsager. Og det kan jeg ikke. Hvis jeg ikke kender svaret, så kan jeg simpelthen ikke bare skrive noget, der måske kunne passe. Den måde, hun reagerede på min forklaring, var den værste jeg kunne have forestillet mig. Hun sagde: ”Altså, du skal da virkelig arbejde på din holdning. Det kan da ikke være, at du bare ikke gider og siger, at du ikke kan det. Du skal virkelig ændre noget i din tankegang.” Hun sagde det på en måde, der gjorde, at jeg følte mig helt forkert. Jeg følte mig så kritiseret og som om jeg ikke var god nok. Det var, som om hun så mig som en, der bare er doven og ikke gider. Jeg har aldrig oplevet før, at jeg følte, at nogen talte ned til mig. Jeg kan godt forestille mig, at det ikke lyder så forkert, når man læser det hun sagde, men det var bare den måde, hun sagde det på, der gjorde det så forkert. Jeg blev så ked af det, at jeg begyndte at græde.

På det tidspunkt havde jeg ikke fået diagnosen Aspergers, men jeg havde hørt om Aspergers og var ret sikkert på, at jeg havde det. Den eneste grund til, at jeg var så ærlig omkring mine udfordringer den dag, var, at jeg var begyndt at acceptere mine egne udfordringer. Jeg vidste, at jeg ikke bare var skør, men at det kunne være Aspergers. Jeg havde ikke længere tanken om, at jeg var forkert eller ikke god nok. Men så var der pludselig den her kvinde, der sagde lige præcis det til mig. At min opførsel ikke er god nok. Jeg var så sur. Jeg kunne ikke forstå, hvordan hun kunne tage sig retten til at dømme mig uden at vide noget som helst om mig. Jeg fortalte hende så, at der var en mistanke om, at jeg kunne have Aspergers. Jeg forklarede hende, at det kan være, at min hjerne bare fungerer anderledes og at der er ting, der er mere udfordrende for mig end for andre. Jeg sagde det til hende, for at hun kunne mærke, at hun ikke bare kan dømme andre. Og det forstod hun. Hun var virkelig ked af at have reagerede på den måde og hun undskyldte sig mange gange. Måske skammede hun sig også lidt.

Man kunne tro, at jeg var glad til sidst. Hun sagde jo undskyld. Men jeg er ikke glad. Jeg er vred! Jeg er ked af det! Jeg er skuffet! Hvorfor skal man have en diagnose for at blive accepteret med sine udfordringer? Hvorfor er det ikke nok, hvis jeg forklarer, at jeg har nogle udfordringer? Hvorfor bliver jeg dømt for at have udfordringer? Må man ikke have udfordringer uden at have en diagnose? Jeg har fået diagnosen Aspergers nu, så jeg har en officiel forklaring på mine udfordring. Men man skulle ikke have brug for det. Folk skulle bare lade være med at dømme andre.