Gæsteindlæg: Min Aspergers

Jeg hedder Trine, er 27 år, og jeg fik først min autisme-diagnose fra tre år siden. Jeg har været i systemet, siden jeg var sytten år med forskellige diagnoser som anoreksi og personlighedsforstyrrelser, men blev ved med at blive kastet rundt med, fordi “der lå noget mere bag”. Det viste sig at være Aspergers syndrom, og pludselig gav det hele mening. Jeg bor i et bomiljø på et Autismecenter og i dagligdagen har jeg støtte formiddag og aften. Ellers hækler, tegner og skriver jeg – jeg finder meget ro i det kreative 🙂

Den anden dag blev jeg spurgt om, hvad Aspergers syndrom egentlig er. Det er et stort spørgsmål, synes jeg. Det er et svært spørgsmål.

Aspergers er en autismespektrumforstyrrelse. For mig betyder det, at jeg nogle gange opfatter verden på en lidt anderledes måde end mine medmennesker. F.eks. tænker jeg mig til mine følelser – i stedet for at mærke efter, hvad jeg føler. Jeg tænker mig til medfølelse og empati, som jeg har skrevet om før. Det betyder også, at jeg har svært ved at overskue det sociale. Ikke, at jeg ikke godt kan hygge mig, når jeg er social – men det er hårdt for mig. Jeg har lister med ting, som jeg kan sige, når jeg er sammen med andre folk – som jeg også har skrevet om før. Udadtil ser det ikke ud til, at jeg har det svært, når jeg snakker med andre mennesker – men da jeg f.eks. var sammen med min veninde den anden dag, var jeg fuldstændigt kvæstet bagefter. Det var kun en time – og selvom det var hyggeligt, så græd jeg hele aftenen bagefter. I modsætning til mange med f.eks. socialangst – så er det lettere for mig, når der er flere mennesker samlet. Det er lettere for mig at være til fest – måske, fordi man får lidt at drikke. Nej, mest, fordi der til en fest er flere mennesker – og for mig betyder dét, at der ikke er lige så meget pres på den enkelte i forhold til at skulle være på.

Jeg har svært ved at tyde andres intentioner på grund af min Aspergers. Jeg har i løbet af årene lært at forstå ironi – men det er ikke noget, som er kommet naturligt til mig. Det er noget, som jeg har måttet tillære mig. Jeg kan stadig blive i tvivl om, om folk nu virkelig mener det, de siger – men igen, det er ikke så slemt længere. Det er mest i forhold til flirt – der synes jeg, at det er ekstra svært at forstå den andens intentioner. Men det er måske meget normalt.

En anden ting er, at jeg lader op, når jeg er alene – men det behøver ikke at hænge sammen med autismen. Det kan også handle om, at jeg bare er introvert. Min far får f.eks. energi af at være sammen med andre mennesker – det giver ham energi til at tage på arbejde osv. Jeg bliver drænet af at være sammen med andre mennesker. Igen – det er ikke, fordi jeg ikke kan lide det – men det dræner mig. Jeg får energi til at stå op og ud af sengen, ved at være alene.

Min Aspergers betyder også, at jeg er meget rigid. Hele min dag er delt ind i rutiner og klokkeslæt. Selv det at tisse, gør jeg på bestemte tidspunkter. Sker der en ændring i planen, så kan det hele hurtigt vælte for mig, og jeg bliver angst. Det betyder, at jeg har brug for at planlægge familie- og venindebesøg ned i de mindste detaljer – men så kan jeg til gengæld også lettere komme afsted og få en god oplevelse. Det kan måske udefra minde en smule om ocd udefraset med mine meget strikse rutiner – men der er en væsentlig forskel. Jeg har ikke tvangstanker, som fortæller mig, at der sker noget skidt, hvis jeg ikke gør, som jeg plejer at gøre – jeg bliver “bare” stresset. Alting bliver uoverskueligt, og jeg kan ikke andet end at sætte mig ned på gulvet og græde.

Min stresstærskel er generelt meget lav. Jeg tåler ikke for mange indtryk på en dag, og jeg kan ikke gå i skole eller arbejde, fordi det presser mig for meget at skulle afsted til noget fast. Jeg ved aldrig, hvordan mit overskud er, så det er svært for mig at lave aftaler ude i fremtiden, selvom jeg samtidigt har brug for at planlægge tingene i god tid. Det er ret besværligt, faktisk.

Når jeg erfarer noget, har jeg svært ved at overføre det til en ny situation – og derfor har jeg svært ved at lære af mine erfaringer. Alle situationer er forskellige – og bare, fordi jeg kom igennem noget den ene dag, betyder det ikke – for mig – at jeg kan komme igennem det den næste dag. Det er ikke det samme – der er alt for mange forskelle. Jeg kan også være ked af det samme tre dage i træk – og på tredjedagen ved jeg igen ikke, hvad jeg er ked af – for kan det være det samme som de sidste par dage? Det er svært for mig at mærke. Og det er svært at tænke sig frem til altid. Nogle gange – ofte – har jeg brug for hjælp til at finde ud af, hvad det egentlig er, jeg mærker.

Jeg er meget detaljeorienteret. Nogle gange er det svært at se tingene som en helhed – jeg fokuserer på de bittesmå detaljer. Tag f.eks. de følelser, som jeg lige har fortalt om – dem, som jeg ikke kan overføre. Overordnet set er situationerne måske temmelig ens. Jeg sidder og græder, og der er sket noget slemt fra to dage siden. Men i dag sidder jeg på gulvet, og igår sad jeg på sofaen, og når den ting er anderledes, kan følelserne så være de samme? For mig betyder det heller ikke noget, om jeg havde en god dag igår, hvis jeg har det skidt i dag. Jeg kan ikke rigtigt bruge den erfaring til noget – for nu er det i dag, det handler om. Så betyder igår ikke noget.

Det er også svært for mig at komme ud af et uhensigtsmæssigt mønster, når jeg først er kommet ind i det. Det kan der være mange grunde til, men for mig handler det nok om min autisme. Hvis jeg først har tænkt selvskade som løsning på mit problem – så bliver det løsningEN. Det bliver det, jeg gør. For det er det, jeg plejer at gøre. Det er helt vildt svært for mig at bryde ud af det igen og begynde at tænke i andre baner.

Der er generelt langt fra tanke til handling for mig. Jeg sidder og tænker tingene igennem femhundrede gange, før jeg får dem gjort. Det har hjulpet, efter vi er begyndt at skrive mine planer ned – ellers gennemgik jeg hvert eneste trin ved f.eks. et bad igen og igen og igen, inden jeg rent faktisk fik taget det bad.

Relationer er svære for mig. Jeg knytter mig meget til enkelte personer – og så er jeg rigtig bange for, at netop den person forsvinder. Det er svært for mig at have alt for mange personer i mit liv. Det bliver hurtigt alt eller intet.

Min tænkning er meget sort/hvid. Jeg har ikke alle de nuancer, som mange “almindelige” mennesker har. Enten har jeg det godt – eller også har jeg det skidt. Alle de følelser, som ligger der midt i mellem, har jeg rigtig svært ved at mærke eller sætte ord på. Det er ikke kun i forhold til følelser – det er i forhold til virkelig mange ting. Jeg er blevet meget bedre – men f.eks. hed det engang altid alt eller intet i forhold til min spisning. Og i forhold til veninder. Enten sås man hele tiden – eller også sås man slet ikke. Enten er man venner, eller også er man ikke venner. Der er ikke noget midt imellem. Åh, jeg kunne komme med så mange eksempler – men nu, når jeg skal, kan jeg ikke komme i tanke om nogen.

Jeg har efterhånden flere venner med Aspergers syndrom – og vi er vidt forskellige mennesker. Med faktisk vidt forskellige problematikker. Det er svært at generalisere, hvad Aspergers er – jeg kan kun prøve at forklare, hvad det er for mig.