Jeg er handicappet. Hvad så?

For nogle dage siden læste jeg en beskrivelse af en bog om autisme. Forfatteren skrev, at hun ikke ville bruge ordet ”handicap”, fordi hun ikke synes, at ordet er pænt. Hun synes, det er for negativt. Da jeg læste det, vidste jeg med det samme, at jeg ville skrive et blogindlæg om emnet ”handicaps”. Jeg synes nemlig, at man har et vist ansvar, når man snakker offentligt om handicaps. Lige meget om det nu er som forfatter, blogger, journalist eller lignende. Og når man synes, at ordet ”handicap” bliver set som et negativt ord, synes jeg, at man skal prøve at gøre noget ved det.

Før jeg fik min Aspergers diagnose, vidste min familie ingenting om autisme. Da de så lærte, at autisme ikke er en sygdom men et handicap, ville de ikke rigtig bruge ordet handicap. Jeg syntes også i starten, at det var mærkeligt. Men hvad er så mærkeligt ved ordet? Vi tænker nok på mennesker, der ikke kan bestemte ting og har brug for hjælp. Men hvad skulle der være forkert ved det? Eller er det, at vi er bange for ting, der er anderledes og ukendte? Autister er ikke farlige, bare fordi de tænker på en anden måde. Jeg tror, at min familie heller ikke ville kalde mig handicappet, fordi jeg er så højtfungerende. De tror nok, at jeg er for klog og kommer for godt igennem mit liv. Men der ser jeg problemet. Jeg synes, at det virker, som om samfundet tror, at handicappede mennesker ikke kan have et godt liv, er dumme eller ikke så meget værd.

Men handicaps betyder jo egentlig bare, at man har svært ved bestemte ting og skal tilpasse nogle ting for at fungere bedre. Blinde kan for eksempel ikke se, men de kan stadig godt finde rundt med en blindestok. Folk med amputationer har måske brug for en protese og dem, der ikke kan bevæge deres ben, har brug for en kørestol. For mig betyder det, at jeg tit har brug for pauser og ikke kan være sammen med mennesker i for lang tid. Men når jeg passer på mig selv og tilpasser tingene mine behov, så kan jeg have et ret normalt liv. Og kun fordi jeg er handicappet, betyder det ikke, at jeg ikke kan opfylde mine drømme og rykke nogle grænser. Jeg kommer til at opfylde mine drømme. Jeg skal måske bare gå en anden vej end de fleste andre.

Som autist er jeg også bare meget logisk tænkende. Jeg har Aspergers syndrom og Aspergers er et handicap. Jeg kan bedre lige at sige ”Jeg ER autist” i stedet for ”Jeg HAR autisme”, fordi man jo ikke kan tage autisme væk fra mig. Så hvis jeg siger, at jeg er autist, så passer det lige så meget, at jeg er handicappet. Sådan er det jo bare. Lige meget om man synes, at ordet er pænt eller ej, så er det jo sandheden.

Da jeg fortalte min far, at jeg bedst kunne lide at sige ”Jeg ER autist”, sagde han: ”Husk, at du også er Nici”. Men det ene udelukker jo ikke det andet. Kun fordi jeg er autist, betyder det ikke, at jeg ikke også er mange andre ting. Jeg ser autisme mere som en af mine egenskaber, ligesom jeg ser det som en egenskab, at jeg er en kvinde. Kvinder tænker på en anden måde end mænd. Så alt jeg laver eller siger, er på en kvindelig måde. Og man ER jo kvindelig og HAR ikke kvindelighed, fordi man kan jo ikke lægge det fra sig. Og det er det samme med autisme. Det kan jeg ikke lægge fra mig. Så det er en del af mig, men kun en del ud af flere.