Kassetænkning

Jeg havde egentlig planen om at skrive om det her emne allerede for flere måneder siden. Jeg havde bare ikke et godt eksempel for at forklare, hvad jeg mener med kassetænkning. Men nu tror jeg, jeg har fundet et godt eksempel. Jeg ved dog slet ikke, om kassetænkning er noget, der har med min Aspergers diagnose at gøre eller om det er noget helt normalt. Der er i hvert fald mange i min familie og vennekreds, der synes, min måde at tænke på er ret anderledes.

I de sidste par måneder har jeg virkelig lagt mærke til, hvor meget jeg tænker i kasser. Jeg kategoriserer mennesker og oplevelser og det er svært for mig at blande kasserne. Min familie lagde faktisk allerede mærke til det, da jeg var lille, men jeg tænkte slet ikke over, at jeg kunne tænke anderledes. For mig har det for eksempel altid været sådan, at jeg havde to familier. Mine forældre blev skilt, da jeg var fem, så for mig havde mor-familie og far-familie slet ikke noget med hinanden at gøre. Hvis jeg for eksempel var ude at spise med mor-familie, ville jeg aldrig have fået ideen til at invitere far-familie til det. I de sidste år har det dog ændret sig ret meget. Mange fra mor-familie og far-familie er virkelig gode venner og min mor har for eksempel endda været på ferie hos min stedmor. I mit hoved inddeler jeg det stadig i mor-familie og far-familie, men egentlig er de blandet ret meget sammen. Tidligere har de bare været meget adskilte, men for mig var det jo helt normalt.

Det var faktisk ikke kun sådan, at min familie var opdelt i to kasser, men min familie og mine venner var også opdelt sådan, at jeg egentlig ikke ville have mine venner på besøg hjemme hos mig, da jeg stadig boede sammen med min familie. Jeg har en bedste veninde i Tyskland, som er ligesom en søster og hun må gerne være med til familiefester osv., men det er helt anderledes med andre venner. Jeg tror, en af grundene til, at jeg ikke kan lide at blande min familie og mine venner, er den position, jeg kommer til at være i. Da jeg stadig boede hjemme hos min mor og fik besøg af venner, var jeg jo bindeledet mellem dem. Så det føltes, som om jeg havde ansvar for, at de kunne snakke sammen. Og det er jeg bare ikke god til. Jeg kan ikke lide at have ansvaret for at starte en samtale og holde den kørende. Det er jo også sådan, at man opfører sig forskelligt afhængig af, hvem man er sammen med. Hvis jeg er sammen med folk fra forskellige kasser, hvordan skal jeg så vide, hvordan jeg skal opføre mig?

Lad os komme videre til det mest spændende eksempel. For mig kan en enkelt person nemlig også være i forskellige kasser og det betyder, at jeg også opfører mig forskelligt overfor dem afhængig af, hvilken situation vi er i. I mit blogindlæg ”Specialpædagogisk støtte (SPS)” har jeg allerede fortalt, at jeg har fået en SPS mentor til mit studie. Han læser det samme som mig, er et år ældre og går på et højere semester. To gange om ugen har vi også lektiecafe og der er min mentor også lektiehjælper. Det er allerede to vidt forskellige ting, så det betyder, at han allerede er i to forskellige kasser. Men nu er vi også blevet venner. Så nu er han i tre kasser. Det var faktisk slet ikke så nemt at blive venner, fordi jeg opførte mig, som om jeg var ligeglad med ham. Jeg kunne altid godt lide ham, men det var jo lige meget, fordi han var jo bare min mentor. Selv hvis jeg er nysgerrig, så spørger jeg ham jo ikke om personlige ting, når vi har vores mentortime. Han kan godt komme til at spørge om noget, der ikke har så meget med studiet at gøre, men så svarer jeg bare og spørger ikke om det samme, selv hvis jeg godt kunne tænke mig at gøre det. Når han er i mentor kassen, er han bare min mentor og ikke mere. Når han er lektiehjælper, så ser det allerede lidt anderledes ud. Der er det ”tilladt” for mig at føre small talk med ham. Men før vi begyndt at mødes udenfor skolen, har jeg aldrig vist ham, at jeg kunne lide ham. Han var jo ikke i vennekassen, så det var på en måde ikke tilladt. For mig gav det virkelig meget mening. Det gør det nok også stadig. Til lektiecafe har jeg derfor også for det meste kun snakket med ham om vores studie og sådan noget. Da vi så besluttede os for at mødes, var jeg godt nok lidt forvirret. Han passede jo pludselig ikke ind i kasserne længere. Og jeg skulle også først lige finde ud af, hvordan jeg skulle opføre mig, hvis vi skulle være venner. Men jeg tror også, jeg har forvirret ham lidt. Jeg var jo ikke virkelig god til at vise ham, at jeg overhovedet var interesseret i at mødes med ham.

Hvis jeg kunne vælge, så tror jeg faktisk, at jeg helst ville have mit liv helt struktureret og i kasser. Jeg er meget spændt på at høre, om det for det meste er autister, der kan genkende sig i mine tanker eller om der også er neurotypiske (ikke-autister), der har det ligesom mig.