Mere autistisk efter diagnosen?

De sidste par uger har jeg tænkt meget over, om jeg er blevet mere autistisk efter min Aspergers diagnose. Jeg tror nemlig, at det kan virke sådan for andre. For at finde ud af, om jeg er den eneste, der har det sådan, skrev jeg sammen med nogle autistiske piger i en Facebook gruppe. Faktisk er der mange, der oplevede, at deres familier eller venner sagde til dem, at de virkede mere autistiske efter deres diagnose.

Jeg tror, der er mange ting, der lader mig virke mere autistisk overfor min familie. Det første er, at det ser ud som om jeg har haft mindre energi de sidste måneder. Jeg mister for eksempel hurtigt min energi, når jeg skal føre en samtale med folk, jeg ikke kender. Jeg har flere teorier om, hvorfor der virker som om eller måske også er sådan, at jeg har mindre energi end tidligere. For det første har jeg generelt ikke så meget energi længere, siden jeg flyttede til Danmark som 19-årige. Der er nok mange, der med det samme tænker: “Hvorfor er hun så stadig i Danmark?”. Men jeg er ret sikkert på, at det ikke hænger sammen med Danmark i sig selv. Forskellen er bare, at jeg stadig var et barn, da jeg flyttede.

Jeg gik på gymnasiet, havde altid den samme struktur i mine dage og skulle næsten aldrig mestre nogle udfordringer alene. Jeg tror faktisk ikke engang, at jeg nogensinde var ved lægen alene, før jeg var 18. Til køreskolen tog jeg for eksempel heller aldrig alene, men jeg meldte mig til sammen med mine venner og i teoritimerne var vi også altid sammen. Jeg skulle heller næsten aldrig være bekymret for small talk med folk, jeg ikke kendte, fordi jeg aldrig lærte nye mennesker at kende. Det lyder mærkeligt, men jeg havde jo mine venner og derfor mødte jeg ikke så tit nye mennesker. Mit liv var ligesom en tryg boble. Nu, hvor jeg bor i Danmark, er der nye udfordringer hele tiden. Jeg har i de sidste år været i forskellige grupper og skoler, hvilket altid er en udfordring. Jeg har ikke nogen struktureret hverdag. Jeg skal klare møder alene. Hver måned kommer der nye ting, jeg skal prøve. Så det forklarer, hvorfor jeg har mindre energi, siden jeg flyttede til Danmark. På den anden side tror jeg også, at jeg tillader mig ikke at have energi siden min diagnose. Før diagnosen havde jeg altid dårlig samvittighed over ikke at have noget energi. Og jeg har ikke engang altid lagt mærke til det. Tit troede jeg bare, at jeg var i dårligt humør. Nu mærker jeg, når noget tager mig energi og jeg giver mig tid til at lade op igen. Så det kan godt virke, som om jeg er blevet mere autistisk.

Den anden ting, der lader mig virke mere autistisk, er, at jeg siger mere fra, siden jeg fik min diagnose. Tidligere gjorde jeg altid det, der blev forventet af mig. Nu lytter jeg til mig selv. Til nytår skulle jeg for eksempel have været på en båd sammen med min familie og deres venner. Jeg vidste, at vi ville have været af sted i mange timer og det ville have været for meget for mig. Derfor tog jeg ikke med. Min familie kunne godt have sagt: “Jamen tidligere var sådan nogle situationer jo heller ikke noget problem. Hvorfor så nu?”. Jeg ser det dog på den måde, at jeg har lært mig selv bedre at kende, er blevet bedre til at passe på mig selv og gør det, der er bedst for mig.

Den tredje ting, der gør, at andre kunne synes, at jeg er blevet mere autistisk efter min diagnose, er, at jeg har brug for meget hjælp. Jeg var tæt på at skrive “mere” hjælp, men det er nok svært at sammenlige det med tidligere. Hvis man skulle sammenligne tiden i Tyskland med tiden i Danmark, så ville jeg igen sige, at jeg i Tyskland aldrig skulle lave noget alene og derfor ikke havde brug for at bede om hjælp. Hvis man sammenligner før diagnosen og efter diagnosen, er det dog virkelig sådan, at jeg beder mere om hjælp. Men jeg tror ikke, at jeg virkelig har brug for mere hjælp. Jeg kunne nemlig også godt have brugt hjælp tidligere. Jeg var bare bange for at spørge. Siden jeg fik diagnosen, tænker jeg bare: “Det her er en svær situation. Det ville være nemmere med lidt hjælp. Hvorfor spørger jeg så ikke bare?!”. Jeg har jo to kontaktpersoner til, at de kan hjælpe mig og mine venner har heller ikke noget problem med at hjælpe mig. Tit er det jo kun små ting ligesom at sende en pakke. Det er en virkelig nem ting til mine venner, så det er ingen problem for dem at hjælpe mig med det.

Sammenfattende ville jeg derfor sige: Jeg virker måske mere autistisk, men jeg er det ikke. Jeg har bare lært mig selv bedre at kende, lytter til mig selv og passer på mig selv.

2 kommentarer til “Mere autistisk efter diagnosen?”

  1. Michael Thomsen

    det kan jeg sagtens følge – jeg fik først min diagnose for et par måneder siden – og meget sent jeg er 55 år gammel. men alt passer som fod i handske – det er som at få en ny frihed, hvor jeg ikke længere behøver at simulere at være normal og at alle de tillærte rutiner der skal dække over ubehaget ved at være sammen med mennesker ikke længere er nær så nødvendige nu de afsløres som noget der ikke

    1. “Som fod i handske”?! Det er da godt nok et udtryk, jeg aldrig har hørt før 😉
      Er glad for at høre, at din diagnose hjalp dig 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *