I de sidste syv år har jeg set rigtig mange psykologer, sygeplejersker og læger, men alligevel fik jeg min Aspergers diagnose først for nogle uger siden.
Det hele begyndte, da jeg var 15. Jeg havde det ikke godt. Jeg var tit ked af det, måske også lidt depressiv, men jeg vidste aldrig hvorfor og jeg kunne slet ikke forklare det. Efter noget tid begyndte jeg også at skære i mig selv.
Første skridt: skolepsykolog
En veninde, jeg havde snakket med om mine problemer, overbeviste mig efter noget tid, at jeg skulle snakke med skolepsykologen. Det hjalp ikke rigtig. Han sagde egentlig bare, at jeg skulle begynde at se en psykolog. Men så skulle jeg snakke med mine forældre om, hvordan jeg havde det, og det ville jeg ikke. Jeg var omkring 16, da jeg endelig besluttede mig for at fortælle min mor om det hele. Hun var helt vildt overrasket og vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige eller lave. Men hun hjalp mig selvfølgelig med at finde en psykolog så.
Søg efter en psykolog
Jeg ved ikke hvordan det er for børn og unge at finde en psykolog i Danmark, men i Tyskland er der rigtig lange ventelister. Så det var rigtig svært at finde en psykolog. Og så er det jo selvfølgelig også sådan, at psykologen skal passe og man skal kunne stole på den. Det var så nok sværest for mig, fordi jeg havde svært ved at stole på psykologer. Efter noget tid fandt jeg en, men så stoppede hun terapien, fordi hun syntes, at jeg ikke tog imod hendes forslag godt nok.
Mistanke om Aspergers
Efter en lang søgning efter en ny psykolog fandt jeg så en. Men efter noget tid kunne jeg så se, at jeg alligevel ikke stolede på ham. Faktisk har han dog været meget bedre, end jeg troede. Han sagde til min mor, at jeg måske skulle udredes for Aspergers. Jeg kan ikke helt huske, hvorfor jeg ikke blev udredt, men det hang nok sammen med, at jeg slet ikke kunne genkende mig i det, jeg læste om Aspergers. Derudover blev jeg udredt for alt muligt i børne og ungdomspsykiatrien noget tid efter og der tænker man jo, at de ville også udrede mig for autisme, hvis der er nogle tegn på det.
Depression? Personlighedsforstyrrelse?
For at få en henvisning til børne og ungdomspsykiatrien, skulle jeg snakke med en psykiater. Han var helt sikkert på, at jeg havde en depression og han snakkede endda om medicin. Testene fra børne og ungdomspsykiatrien viste dog noget andet. Lægen der havde mistanken om, at jeg kunne have en begyndende personlighedsforstyrrelse. Jeg var 17 dengang, så de kunne ikke stille en sikker diagnose.
Spiseforstyrrelse
Jeg følte, at de slet ikke kun forstå mig i børne og ungdomspsykiatrien. Jeg kunne ikke forklare, hvordan jeg havde det og tænkte derfor, at de ikke tog mine problemer seriøse. Min idé var så, at, hvis man kunne se mine problemer, ville jeg blive taget seriøst. Jeg var altså nødt til at tabe mig og begyndte så at få en spiseforstyrrelse.
Ny psykolog
Jeg har så fundet en ny psykolog. Jeg stolede faktisk virkelig på hende. Jeg var i behandling hos hende i 1 ½ år, tror jeg. Da jeg var 19, besluttede jeg mig så for at tage til Danmark i et halvt år. Det halve år blev så til mere end tre år. Men jeg følte mig i hvert fald klar til det. Jeg troede, at jeg havde styr på mine problemer.