Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, men før jeg fik en depression, troede jeg altid, at en depression betyder, at man får det dårligt, snakker med en psykolog, måske får medicin og får det så bedre igen. Jeg troede, at en depression var ligesom en forkølelse eller et brækket ben, bare en slags sygdom, man har i noget tid og bagefter er det hele fint igen.
Det første, der ikke passer i det her billede for mig længere, er depressionen i sig selv. Man læser jo tit om depressioner, men jeg tror, at man overhovedet ikke kan forestille sig det, før man sidder ned og virkelig forsøger at forestille sig det. Og selv hvis man gør det, kan man nok ikke helt forstå en depression, undtagen at man selv har haft en. Man har det virkelig dårligt, er ked af det uden grund eller føler sig tomt og har ingen energi. Det alene er allerede ret ekstremt. Men jeg tror, det sværeste for mig, var nætterne. Jeg vågnede tit midt om natten og havde en virkelig dårlig følelse ind i mig. Jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal beskrive det. Jeg har ikke mistet mange mennesker i mit liv, men jeg tror, den her følelse, jeg havde, var ligesom jeg havde mistet hele min familie. Jeg var ekstremt ked af det. Og den følelse havde jeg hver nat i mange uger.
Det, der heller ikke passer i mit tidligere billede af en depression, er tiden efter en depression. På et tidspunkt så jeg en video fra kræftpatienter, som fortæller, at tiden efter sygdommen stadig er svær, fordi man altid er bange for, at sygdommen kommer tilbage. Og man kan heller ikke glemme den tid, da man har fået behandlingen, og lade som om alt er ligesom før. Sådan tror jeg også, man har det med en depression. Hver gang, man har det dårligt i nogle dage, er man bange for, at depressionen kommer tilbage. Og man har stadig alle minder om, hvor dårligt man havde det med depressionen. Det kan man ikke bare glemme.
I dag er jeg rask igen og jeg har det ok, men jeg er ikke helt tilfreds med vejen derhen. Jeg føler, at jeg ikke rigtig fik den rette behandling. I starten fik jeg kun tilbudt at snakke med en ergoterapeut. Det er også fint nok til at starte med, men det tog bare alt for lang tid for dem for at finde ud af, at jeg havde brug for medicin. Og da jeg så fik medicin, skulle jeg ikke længere snakke med ergoterapeuten. De havde nemlig en mistanke om at jeg kunne have en personlighedsforstyrrelse. Det blev jeg så udredt for, men det havde jeg ikke. Men så føltes det, som om de ikke vidste, hvor jeg skulle henvises til. Det endte så med, at jeg blev henvist til spiseforstyrrelsesteamet, fordi jeg også havde en spiseforstyrrelse. Der fik jeg dog selvfølgelig ikke længere behandling for depressionen. Først mange måneder senere begyndte jeg i depressionsbehandling igen. Og det varede kun nogle uger, fordi så fik jeg jo mistanken om Aspergers. Så det betyder, at jeg egentlig aldrig var i terapi for depressionen undtagen at jeg fik medicin. Og det synes jeg ikke, er helt optimalt.
Det, jeg også bare synes var svært, var, at vi ikke kendte grundene til, at jeg fik en depression. Da jeg fik depressionen, skete der bare en masse i mit liv. Jeg flyttede, skulle på ferie til Tyskland og starte på et nyt job bagefter. Så blev jeg fyret efter nogle dage og havde ikke nogen sted at bo. Det var alt for mange forandringer på en gang. Men jeg vidste jo ikke, at jeg er dårlig til at håndtere forandringer. I dag ved jeg jo, at jeg har Aspergers og at der ikke skulle ske for mange forandringer i mit liv. Men tidligere tog jeg ikke hensyn til det og derfor gik det bare op og ned med depressionen hele tiden.
Noget jeg også synes, var virkelig irriterende, var, at nogle af mine problemer blev til sidst mistolket som depression selvom det var Aspergers. Som jeg har skrevet i ”Mit energi batteri”, har jeg tit ikke så meget energi. Da jeg fortalte min psykolog om, at jeg ikke havde særlig meget energi, troede hun, at det stadig var et tegn på en depression. På det tidspunkt vidste vi ikke, at jeg har Aspergers, men jeg er sikkert på, at det var grunden til min lave energi.