Spiseforstyrrelse og selvskade

For nogle dage siden hørte jeg, at 20% af alle med en spiseforstyrrelse også har autisme. Jeg er en af dem. Jeg fik en spiseforstyrrelse, da jeg var 17. Men det er ikke det eneste. Siden jeg var 15, har jeg også haft problemer med selvskade. Jeg besluttede mig for at skrive om begge ting samlet, fordi jeg synes, at de på en måde er det samme. Både spiseforstyrrelsen og selvskaden er strategier jeg bruger, når alt bliver for meget for mig. Selvfølgelig er det forskellige handlinger, men jeg synes, grunden til, at jeg bruger eller har brugt de her strategier, er det samme.

Det gik meget op og ned med både min spiseforstyrrelse og selvskade de sidste par år. Jeg er begyndt at skære i mig selv, fordi jeg havde det dårligt. Jeg var ked af det hele tiden, men jeg vidste ikke hvorfor. Og jeg vidste heller ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Så jeg begyndte at skære i mig selv. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg overhovedet fik ideen til det. Men det hjalp mig med at kunne tænke på noget andet og glemme mine følelser.

Spiseforstyrrelsen begyndte så to år efter, fordi jeg følte, at ingen forstod mig, især psykologer og læger. Jeg vidste, at jeg havde et problem, fordi jeg var ked af det hele tiden. Men det føltes, som om ingen kunne se det. Jeg tænkte derfor, at folk ville tage mine problemer seriøse, hvis man kunne se, at jeg havde problemer. Derfor ville jeg tabe mig. Efter kort tid mistede jeg kontrollen. Jeg blev så glad, når jeg tabte mig. Så det ville jeg ikke stoppe med. Der var dog alligevel altid nogle uger eller måneder, hvor jeg spiste ret normalt. Det var mest, fordi jeg virkelig elskede chokolade og kager og det var svært at lade være med at spise det. Men hver gang mine følelser overvældede mig, holdte jeg op med at spise igen eller skar i mig selv.

Siden jeg har fået min Aspergers diagnose, giver det meget mere mening for mig, hvorfor mine følelser overhovedet overvælder mig. Jeg holdte for eksempel op med at spise hver gang, der er skete nogle store forandringer i mit liv. For eksempel da jeg flyttede til Danmark. I dag ved jeg, at det bare er på grund af Aspergers, at jeg er ikke så god til at håndtere forandringer. Nu kan jeg arbejde med det.

De sidste par måneder har jeg fået det meget bedre, men jeg ved ikke, om jeg ville sige, at jeg er helt rask. Jeg tror også, at tankerne bliver der stadig i lang tid. Hver gang jeg har det dårligt, tænker jeg stadig over, at jeg har muligheden for at skære i mig selv eller stoppe med at spise.

I vil bestemt gerne høre, hvordan jeg er nået dertil, at jeg er blevet ret god til at ignorere de her tanker. Jeg ved det egentlig ikke helt. Men det, der har virkelig hjulpet mig meget, var at få Aspergers diagnosen. Når jeg nu for eksempel laver for meget om dagen og får det dårligt om aftenen, ved jeg hvorfor. Og jeg ved, at jeg nok skal få det bedre, hvis jeg slapper af. At have den her klarhed og forklaring for mine følelser hjælper mig meget.

Det jeg ville sige til andre, at de kunne gøre for at få det bedre, er at have en aftale med nogen, man stoler på og som kan hjælpe. Jeg har for eksempel en kontaktperson, jeg virkelig stoler på. For nogle måneder siden aftalte vi, at jeg skulle spise tre gange om dagen. Hun sagde, at det ville hjælpe mig og at det var det første skridt til at få det bedre og vi nok kan arbejde på alt andet. Jeg har stolet på hende og gjorde det. Jeg har nu spist tre måltider hver dag i fire måneder. Det går selvfølgelig ikke altid helt perfekt, men jeg ved også godt, at jeg altid kan snakke med min kontaktperson, når det ikke går godt. Og det hjælper mig med at jeg kan holde det ud og ikke giver op.

Der er også noget andet, der hjælper mig lidt. I starten tænkte jeg, at det var helt skørt og jeg havde slet ikke lyst til at være med til det. Men jeg blev overrasket og det gør ting faktisk lidt nemmere nogle gange. Jeg har lavet nogle planer med min kontaktperson for, hvad jeg kan gøre, når jeg får det dårligt. Det er virkelig bare en lille ting at have sådan en plan, men det hjælper bare med at se en udvej eller et alternativ.

Hvis du selv har tanken om at holde op med at spise eller vil skære i dig selv, lad være med det. Jeg ved godt, at jeg selv har skrevet, at det har hjulpet mig, men det er kun i kort tid og bagefter skal du kæmpe endnu hårdere for at komme ud af det igen. Og hvis du allerede har de her problemer, så husk, at der er en vej ud!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *