Mit navn er Julie, jeg er 21 år og den heldige ejer af en servicehund. Jeg har autisme og ADD.
Jeg bor på bosted og er rigtig glad for at bo her. Jeg elsker dyr og har to kaniner, som bor frit i min lejlighed og så selvfølgelig min dejlige servicehund Indy. Han er en sort formel 1 labrador på næsten 3 år og jeg har haft ham i 2 år. Jeg kan rigtig godt lide at træne med alle mine dyr og lære dem tricks.
Min hverdag inden Indy
Inden jeg fik Indy, var min hverdag præget af massiv selvskade. Jeg kom sjældent ud af min lejlighed, jeg havde mest bare lyst til at give op. Jeg var bange for at være alene i min egen lejlighed og turde ikke sove, hvis ikke jeg vidste, der var et personale lige inde ved siden af. En tur i byen for at handle eller i biografen var nærmest helt udelukket. Jeg var meget afhængig af personalet på mit daværende bosted.
Hvordan jeg fik Indy
En dag sad jeg og så tv og der kom et indslag om en krigsveteran, der
fortalte om, hvordan en servicehund havde hjulpet på mange af hans
problemer. Jeg syntes, det lød meget spændende og tænkte, måske en
servicehund også kunne hjælpe på mine problemer? Så jeg gik i gang med
at undersøge det lidt nærmere. Efter jeg havde tænkt over det i nogle
måneder, om jeg var klar til det store ansvar, det jo er at få en hund,
besluttede jeg mig for at ansøge. Jeg skrev en ansøgning til kommunen
sammen med min kontaktperson på bostedet og sendte den til min
sagsbehandler. Det var en meget lang proces, inden jeg fik svar: et
halvt år. Der var mange indover, som alle anbefalede en servicehund til
mig. Så endelig, lige på min fødselsdag, fik jeg et opkald, at de havde
besluttet at bevillige mig en servicehund. Den bedste fødselsdagsgave,
jeg kunne ønske mig! Men nu skulle det først sendes videre til
foreningen, der uddanner servicehundene, så der skulle gå endnu et halvt
år, inden jeg endelig fik hunden. Jeg skulle også først godkendes af
foreningen til at jeg kunne passe på en hund og tage mig af den. Og så
skulle de høre om, hvilke problemer jeg havde, så de vidste, hvilken
hund der ville passe bedst til mig. Så Indy og jeg blev matchet sammen.
Opstartsfasen
Dagen, jeg fik ham, var helt klart en af de bedste i hele mit liv! Når man får en servicehund fra den forening, Indy er fra, får man også tre dage, lige når man får hunden, hvor man træner med træneren, der har oplært hunden. Træneren forklarer, hvad hunden kan og viser det og retter en i, hvordan man får hunden til at gøre det. Og man tager ud i byen og øver sig i at bruge hunden og det, den har lært. Det var lidt hårdt, men meget vigtigt at få det lært så man kan bruge hunden.
For mig var det meget hårdt at få en servicehund lige i starten. Der er mange nye ting at lære og man skal lige vænne sig til et helt nyt ansvar. Men efter nogle måneder er det knap så hårdt.
En servicehund har jo lært mange ting når den kommer, og den er også testet og udvalgt for sit temperament, hvilket gør det meget nemmere at få den. Den er f.eks. renlig og den har lært alt det basale og meget mere, så det er jo helt klart ikke lige så hårdt, som det ville være at få en helt almindelig hund.
Træning
Men selvom en servicehund er vel trænet, er der stadig meget træning og vedligeholdelse af træning, man selv skal klare, efter den er kommet. Derfor er det jo også vigtigt, man synes, det er sjovt at træne med hunden. Det er klart, at nogle perioder, hvor jeg har det svært, er det også ekstremt hårdt at få trænet lige så meget med Indy, som jeg normalt ville gøre. Så nogle perioder står det også lidt stille med træningen, men det bliver altid holdt ved lige.
Hvad Indy kan
Jeg har ofte hørt, at folk bliver meget overrasket over, at man kan have en servicehund, når man hverken er blind eller fysisk handicappet, og jeg bliver tit spurgt, hvad servicehunden så har af opgaver. For selvom jeg sagtens selv kan samle ting op fra gulvet eller åbne døre, har Indy stadig nogle meget vigtige opgaver. Han kan lave nogle mærkeøvelser, hvor han enten trykker hovedet på mit lår eller lægger sig hen over mig. Det er med til og give ro og kan gøre, jeg ikke får en total nedsmeltning eller bliver mere bange og utryg. Han kan også nogle øvelser, der hedder at blokere, hvor han f.eks. sidder bagved mig, imens vi står i kø i en butik. Det er med til at skabe plads omkring mig og dermed gøre mig mere tryg ved og stå i en kø, som ellers er noget, der er meget angstprovokerne for mig. Jeg har også selv lært ham at hente min mobil til mig, så jeg kan skrive efter hjælp, når jeg har det meget svært. En meget vigtig ting, han også kan, er at puffe til mig hvis jeg begynder at slå mig selv i hovedet. Eller også så sætter han sig på mig, men begge dele er med til at stoppe mig i det. Det var nogle af hans opgaver – dem som jeg synes, er mest vigtige.
Ulemperne ved en servicehund
En af de ting, der godt kan være rigtig træls ved at have en servicehund, er at folk kigger meget efter en, når man er ude at handle. Man bliver tit konfronteret med, at der ikke må komme hunde ind, og man skal ofte forklare sig. Indimellem er der nogle, der er meget nysgerrige og vil vide, hvorfor man har en servicehund, når man jo ikke ser handicappet ud. Og jeg må indrømme, det kan være utrolig irriterende, når jeg allerhelst bare gerne vil være usynlig, når jeg er ude i byen.
Indy gør en forskel
Men en servicehund er ingen mirakelkur og livet er stadig til tider utrolig hårdt for mig. Indimellem har jeg stadig mest af alt lyst til bare at give op. Men så kommer Indy og kigger på mig og får mig måske lokket med ud på en gåtur, og så husker jeg, at jeg ikke kan give op, for jeg har jo ham, der er afhængig af mig og jeg har ansvaret for ham. Og selvom det kan være utrolig hårdt at have en hund, der jo kræver aktivering og gåture, så opvejer fordelene det helt klart!
Efter jeg har fået Indy, har jeg helt klart oplevet, at jeg har fået det bedre og er blevet mere glad. Jeg er også blevet langt mere selvstændig! Jeg kan sagtens være i min lejlighed alene nu og sover også uden et personale i nærheden. Jeg tager i biografen og handler ind hver uge, dog med hjælp fra personalet. Jeg var i oktober ude og rejse for første gang i 5-6 år, og Indy var selvfølgelig med. Så er der også fordelene ved bare at være hundeejer. Jeg er kommet i meget bedre form fordi jeg går rigtig mange kilometer hver dag. Og jeg har noget at stå op til hver morgen, for Indy skal jo have sin gåtur.