For fire uger siden havde jeg det helt vildt godt. Jeg var glad, motiveret, mødtes med venner og så frem til jul. For tre uger siden ændrede sig det hele lige pludselig. Jeg mistede al min energi og motivation. Jeg var ked af det, kunne ikke glæde mig til noget som helst og havde ikke noget overskud tilbage. Hvordan det skete, vil jeg fortælle om i det her blogindlæg.
Hvordan det hele startede
Det hele startede om fredagen for tre uger siden. Jeg fik en blærebetændelse, men af en eller anden grund tænkte jeg slet ikke på, at jeg måske skulle tage til lægen. Det ville godt nok heller ikke have været så nemt for mig, fordi jeg helst ikke vil snakke i telefonen. Så hvordan skulle jeg have fået en lægetid? Og jeg plejer heller ikke at tage til læge alene. Men jeg kunne jo ikke så hurtigt have fundet en, der kunne tage af sted med mig. Jeg lå derfor bare i sengen hele dagen og ventede på, at det ville blive bedre. Det gjorde det desværre ikke.
Ved vagtlægen
Næste dag blev min kæreste og jeg enige om, at jeg nok skulle til vagtlægen. Jeg var meget heldig, fordi min kæreste ringede til vagtlægen for mig og lægen havde det fint med at snakke med min kæreste. Nogle læger insisterer desværre på, at de vil snakke med patienten selv. Men det ville jeg slet ikke kunne have overskuet. Jeg havde det bare virkelig dårligt. Jeg havde aldrig haft en blærebetændelse før og jeg troede bare, at man skulle tisse tit og at det så måske gjorde ondt at tisse. Men jeg havde altså konstant smerter i maven eller i ryggen eller begge steder. Det var meget værre, end jeg havde forestillet mig det. I hvert fald kom vi så til vagtlægen og det var en kæmpe udfordring for mig. Jeg hader allerede at tage til min egen læge, men ham kender jeg i det mindste lidt og han kender mig. Men nu var det et helt andet sted og en læge, som jeg slet ikke kendte. Lægen var så faktisk ret sød, men det gik ekstremt hurtigt, så jeg havde overhovedet ikke tid til at stille alle de spørgsmål, jeg havde i hovedet. Folk uden diagnose har jo for det meste allerede en masse spørgsmål, når de tager til læge, men som autist har jeg nok dobbelt så mange spørgsmål. Dem fik jeg desværre ikke svar på.
Antibiotika
Jeg blev sendt hjem med en recept til antibiotika. Jeg var så usikker. Man hører så meget om antibiotika og andet medicin og jeg havde ingen ide, hvad der var rigtigt og hvad der ikke var. Virker p-piller stadig, når man tager antibiotika? Må jeg spise mælkeprodukter? Er der andet, jeg skal undgå? Hvor vigtigt er det at tage pillerne præcis hver ottende time? Kan jeg gøre noget for at min tarm ikke bliver helt ødelagt? Er der en måde at undgå bivirkninger på?
En uge senere
Jeg tror, at jeg allerede om søndagen havde det meget bedre, fysisk i hvert fald. Men jeg kunne ikke overskue noget som helst. Det var stadig sådan, at min kæreste hentede alt for mig og jeg bare lå i sengen. Om tirsdagen skulle jeg i skole for at præsentere noget. Vi er i gang med projektarbejde, hvilket ender i en eksamen i midten af december. I hvert fald skulle jeg præsentere, hvor langt jeg var kommet i processen. Jeg kunne overhovedet ikke overskue det. Jeg ville bare gerne hjem i sengen. Al min motivation og energi var væk. Jeg var hele tiden ked af det og der var ingenting, der kunne gøre mig glad. Jeg snakkede meget med min kæreste om det og han fik mig til at indse, at det egentlig gav mening. Jeg havde lige været syg og min krop havde nok stadig brug for at komme sig efter det. Så jeg slappede af og gav det tid.
To uger senere
Efter to uger havde jeg det stadig ikke bedre. Inden jeg fik blærebetændelsen, arbejdede jeg 2,5 time på mit skoleprojekt hver dag. Det fungerede rigtig godt. Jeg stod tidligt op, arbejdede og kunne nyde eftermiddagen. Jeg håber inderligt, at ingen af mine lærere kommer til at læse det her inden min eksamen, fordi vi egentlig skulle arbejde 37 timer om ugen. Så allerede før blærebetændelsen arbejdede jeg ikke engang halvdelen af den tid, vi skulle. Men jeg var rent faktisk produktiv og fik lavet en masse. Så det var ikke et stort problem for mig. Der har ikke været et eneste semester, hvor jeg har arbejdet så meget, som vi skulle. Og jeg har altid klaret mig. Så jeg tænkte, at jeg nok også kunne klare mig den her gang med 2,5 time per dag. Jeg har jo ikke andre muligheder, fordi jeg ikke har overskud til mere. Eller skulle jeg hellere sige ”havde”?!
Mit projekt
Nu har jeg nemlig endnu mindre overskud. Jeg prøver at arbejde hver dag, men jeg tror ikke, der har været en eneste dag, hvor jeg har arbejdet mere end højst to timer, efter jeg var syg. Jeg har virkelig prøvet alt. Jeg har skrevet i kalenderen, hvornår jeg skulle arbejde. Jeg har lavet aftaler med min kæreste. Jeg har programmeret sammen med ham. Jeg har lavet et belønningssystem. Ingenting hjælper. Mit overskud og min motivation kommer bare ikke tilbage. Noget, der nok gør det endnu sværere lige nu, er, at jeg skal i gang med noget i mit projekt, som er helt nyt. Jeg skal lære mig det hele selv. Og det kræver endnu mere energi.
Jeg får ikke lavet noget
Det er nok ikke rigtigt at sige, at jeg ikke får lavet noget som helst, men det er virkelig meget lidt. Det er jo ikke kun skoleting, jeg ikke har overskud til, men jeg mangler energi og motivation til alt. Der er rigtig mange dage, hvor jeg virkelig bare ligger i sengen hele dagen og ser film. Jeg har to små strategier, der hjælper mig med at få lavet lidt og komme ud. Det første er, at jeg stadig prøver at mødes med venner. Og det andet er, at jeg prøver at være produktiv, når mine kontaktpersoner fra kommunen besøger mig. Det er lidt nemmere at komme i gang med ting, når man ikke er alene om det.
Tre uger senere
Nu er der gået tre uger, siden jeg mistede min energi og motivation. Og det er ikke blevet bedre. Men jeg har muligvis fundet ud af, hvad grunden til det hele er. Jeg har nemlig snakket med min psykiater for nogle dage siden og han har en mistanke. Han tror, at det hele slet ikke hænger sammen med, at jeg var syg. Han tror til gengæld, at jeg har mistet min energi, fordi jeg er stoppet på min angstmedicin for fire/fem uger siden. Jeg har slet ikke tænkt over det, men det giver jo egentlig god mening. Så nu skal jeg tage min medicin igen og så ser vi, om noget ændrer sig de næste par uger. Jeg skal i hvert fald nok holde jer opdateret.