Jeg har en hemmelighed

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal starte det her blogindlæg. Som I kan se i titlen af det her indlæg, har jeg holdt noget hemmeligt i noget tid. Måske skulle jeg bare sige det med det samme og forklare resten senere. Så her kommer hemmeligheden: Min spiseforstyrrelse har været tilbage i nogle måneder og jeg er også kommet i behandling på grund af det. Jeg ved slet ikke, hvorfor jeg har holdt det hemmeligt i så lang tid, men det skete bare. I starten troede jeg, at det sikkert bare ville være en fase, hvor spiseforstyrrelsen banker på i kort tid og forsvinder igen meget hurtigt. Men sådan var det desværre ikke.

De sidste år
Det er desværre ikke første gang, jeg har en spiseforstyrrelse. Siden jeg var 17, har spiseforstyrrelsen været der i bølger. For to år siden troede jeg egentlig, at jeg havde sagt farvel til spiseforstyrrelsen. Jeg havde det godt i lang tid og det var, som om jeg havde lært, at jeg ikke skulle bruge spiseforstyrrelsen for at undgå mine følelser. Det havde jeg slet ikke brug for. Men så kom spiseforstyrrelsen alligevel tilbage sidste år.

Tilbage igen
Jeg vil slet ikke gå i detalje med min spiseforstyrrelse. Jeg vil ikke have, at nogen bliver triggered af det og får det dårligere igennem mit blogindlæg. Men i hvert fald var der forskellige grunde til, at jeg begyndte at tænke mere over mad, vægt og udseende igen.

Endelig i behandling
Det tog mig desværre lang tid at komme i behandling. Men nu har jeg et rigtig godt team, der støtter mig. Jeg er kommet i behandling ved den lokalpsykiatri i vores region, der har mest viden om spiseforstyrrelser. Så det er rigtig godt. Det er faktisk sådan, at jeg ikke kun får hjælp af en psykolog og en psykiater i lokalpsykiatrien, men jeg har også tider på endokrinologisk afdeling, hvor der er mere fokus på mad, vægt og mit fysiske helbred. Jeg har allerede mødt en læge der og snart skal jeg også snakke med en diætist og en sygeplejerske.

Fremtidsudsigter
Jeg tror stadig, jeg har en lang vej foran mig. Jeg har jo haft min spiseforstyrrelse on/off i næsten ti år. Men jeg er ret sikker på, at jeg endelig har fundet det rigtige sted for at få behandling. Især min psykolog virker super sød og der er god kemi mellem os. Så jeg er meget optimistisk.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *