Jeg kan ikke mere – Aspergers og depression

Det her er sikkert et af de sværeste blogindlæg, jeg nogensinde har skrevet. Grunden til det er, at jeg bare ikke kan overskue at skrive indlægget. Jeg vil rigtig gerne dele med jer, hvordan jeg har det og hvad der sker i mit liv, men jeg ved ikke, hvor jeg skal finde energien til det. Jeg har prøvet at gå i gang med blogindlægget så mange gange, men jeg kom aldrig videre end én sætning. Det føles umuligt for mig at få mine tanker på skrift. Jeg går ud fra, at I allerede kan gætte jer frem til, hvad der hindrer mig, ud fra titlen af det her indlæg – en depression.

Hvordan det hele startede
Måske har I allerede læst, at jeg er i praktik i øjeblikket. Det er en del af min uddannelse, at man skal være i praktik i tre måneder. Jeg fik lov til at arbejde deltid, så jeg strækker perioden over seks måneder. Jeg var ret nervøs, inden jeg startede, men alt gik virkelig godt, da jeg først kom i gang. Jeg har virkelig søde kollega, et godt arbejdsmiljø og meget spændende opgaver. Det lyder ret overskueligt, ikke også?

De første tegn
Allerede efter den første uge opdagede jeg dog nogle tegn på, at det alligevel ikke gik så godt. Jeg var virkelig udmattet hver dag. Jeg begyndte at tage en lur om eftermiddagen og lave mindre i min fritid for at samle noget energi. Jeg troede, at det stadig var normalt og måske bare hang sammen med min Aspergers. Jeg har altid svært ved nye ting og har brug for tid til at vænne mig til forandringer. Alle, jeg snakkede med om det her, mente også, at det var helt normalt at være udmattet efter arbejde. Jeg havde også stadig lyst til tingene, så derfor var jeg ikke alt for bekymret. Men på et tidspunkt ændrede det sig.

Hvordan det fortsatte
I starten valgte jeg selv ikke at lave så meget i min fritid længere, fordi jeg vil spare min energi til at lave vigtige ting. Men senere hen manglede jeg simpelthen ikke kun energien til at lave noget, men jeg kunne heller ikke nyde noget som helst længere. Jeg mistede interessen ved næsten alt. Efter arbejde brugte jeg næsten al min tid i sengen. Enten sov jeg eller så film. Men så skete det lige pludselig en weekend, at jeg ikke engang kunne overskue at se film længere. Der blev jeg bekymret og tænkte, at jeg nok havde brug for hjælp til at finde ud af, om der ikke alligevel er noget galt. Heldigvis kunne jeg få en hurtig tid ved min psykiater.

Mine symptomer
Jeg har så mange symptomer, at jeg på et tidspunkt skrev dem ned for at få et overblik. Jeg har jo allerede fortalt jer om den manglende energi og at jeg mistede glæden og interessen ved alt muligt. Det er nok noget af det værste. Men det påvirker mig også ret meget, at jeg græder hele tiden, at min angst er blevet værre og at jeg har kvalme hele tiden. Jeg har også svært ved at koncentrere mig og tage beslutninger. Det er ikke lige så godt, når man skal fungere på arbejde. Der er faktisk stadig flere symptomer, men jeg vil ikke lige fylde hele siden med det.

Aspergers eller depression?
Da jeg havde skrevet alle mine symptomer ned, kunne jeg godt se, at det så ud, som om jeg havde googlet ”depression” og kopieret alle symptomer. Men jeg var stadig i tvivl, om det virkelig var en depression eller om det hele bare hang sammen med min autisme. Det kunne jo godt have været, at jeg havde mistet min energi pga. min autisme og så udløste det alt andet. Men jeg er jo heller ikke læge, så selvfølgelig kunne jeg ikke selv stille en diagnose. Heldigvis skulle jeg jo snart snakke med min psykiater og han kunne give mig nogle svar. Han mente nemlig, at det ligner ret meget en depression. Så nu er jeg tilbage på antidepressiv medicin og venter på at få det bedre.

Hvad skal der så ske med min blog?
Det er aldrig nemt at holde en blog kørende. Men I kan sikkert forestille jer, at det er endnu sværere når man har en depression. Måske har I set, at jeg har spurgt på Facebook, om der var nogle, der var interesserede i at skrive et gæsteindlæg. Det er nemlig min plan at dele nogle flere gæsteindlæg de næste par uger. Så kan jeg for det første få lidt ro uden at der slet ikke sker noget på bloggen og I kan også lige få nogle andre perspektiver end kun min egen. Det synes jeg også, er virkelig spændende. Jeg håber, at jeg snart er klar til også selv at skrive igen og at I kan lide gæsteindlæggene i mellemtiden. Hvis der er nogle af jer, der nu tænker, at de også kunne være interesserede i at skrive et gæsteindlæg, må I altid gerne skrive til mig enten her på bloggen eller på Facebook.