“Kære lærere…” – et brev til mine tidligere lærere

379 Views 0 Comment

Jeg skriver det her brev til jer, fordi jeg håber, at I kan lære af min historie. Jeg var 11 år, da jeg startede på jeres skole. Jeg var en glad pige, ret tilbageholdende, men jeg havde gode venner. Jeg kunne godt lide at tage i skole. Det eneste, jeg ikke kunne lide, var at skulle række hånden op og sige noget i undervisningen. Jeg ved ikke, om I lagde mærke til det, men da jeg var omkring 15 år gammel, begyndte jeg at få det dårligt. Jeg var tit ked af det, glædede mig ikke til skolen længere, havde svært ved at koncentrere mig og mistede nok også lige så stille nogle af mine venner. I dag ved jeg, at det hele hang sammen med, at jeg er autist. Jeg har Aspergers. Men det vidste jeg ikke dengang. Jeg fik først min diagnose, da jeg var 22.

Havde I en mistanke?
Har I nogensinde tænkt, at jeg måske var lidt anderledes? Og har I så også tænkt over, hvad det kunne være? Jeg ved, at jeg var ekstremt god til at tilpasse mig og lade, som om jeg ikke var autist. Så jeg kan godt forstå, at I ikke bemærkede præcis det. Men I har da sikkert lagt mærke til et eller andet. Jeg var mere anderledes end bare den typiske stille pige, synes I ikke det?

Skolepædagogen
Hej med dig. Du var den første, jeg nogensinde snakkede med om mine problemer. Min veninde fik mig til at snakke med dig. Jeg var meget nervøs, men jeg var nok også glad for at have nogen at snakke med. Jeg ved, at du prøvede virkelig meget at hjælpe mig, men det var svært. Vi kunne ikke rigtig finde ud af, hvorfor jeg havde det så dårligt og jeg havde heller ikke overskud til at gøre noget ved det. Men du hjalp mig med at kontakte skolepsykologen. Tak, fordi du gjorde det.

Skolepsykolog A & B
Hej med jer. Der er nok ikke mange skoler, der har to skolepsykologer. Men det havde vi på vores skole. Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan det skete, at jeg snakkede med jer begge to. Jeg kan generelt kun huske få ting fra min skoletid. Jeg snakkede nok først med dig, skolepsykolog A. Var det ikke også dig, der overtalte mig til at fortælle min mor, at jeg havde det dårligt, sådan at jeg kunne starte i terapi? Det var et svært skridt for mig. Skolepsykolog B, du startede nok først senere på vores skole. Men du prøvede også at hjælpe mig. Jeg ved, at det ikke var nemt for jer. Jeg var ikke glad for at skulle snakke med psykologer. Jeg følte, at der var noget galt med mig. Og vi vidste jo ikke, at det nok kun var min autisme, der gav mig de fleste udfordringer. Jeg vil nok først og fremmest sige tak til jer, fordi I forsøgte at hjælpe mig. Måske kan min historie også hjælpe jer lidt. Det kan være, I kan lære mere om autisme igennem mit brev. Så næste gang, I møder en pige, der har de samme udfordringer som mig, kan I hjælpe hende med at forstå sig selv bedre.

Lærer A
Kære lærer A, du underviste mig i et fag, som jeg elskede. Jeg var også virkelig god til det. Jeg tror, de første to år fik jeg kun 12-taller. Men jeg rakte aldrig hånden op. Så du ”tvang” mig bare til at sige noget i undervisningen. Det var jeg ikke særlig glad for. Jeg ved godt, at I også bare har regler. I skal nok få alle elever til at sige noget i undervisningen. Men jeg ville have ønsket mig, at du bare havde spurgt mig, hvorfor jeg ikke sagde noget i undervisningen. Det kunne have været rart, hvis vi kunne have fundet en løsning sammen. Du troede, at jeg ikke ville dele min viden med alle andre. Men sådan var det slet ikke. Det gjorde mig faktisk ked af det, at du sagde det. Næste gang, du har en stille pige eller dreng i klassen, kunne du så måske overveje at spørge ham/hende, om der er noget, du kunne hjælpe med, sådan at de følte sig mere trygge i at sige noget foran klassen?

Lærer B
Kære lærer B, dit fag kunne jeg også rigtig godt lide. Og jeg var nok også ret god til det. Du er en virkelig unik person. Du kan læse folk på en helt anden måde end alle andre. Det tror jeg i hvert fald. Du kiggede altid på mig, som om du vidste præcist, hvad der foregik inden i mig. Men alligevel spurgte du aldrig ind til det. Jeg er ret sikker på, at du vidste, at der var noget galt. At jeg havde det dårligt. Jeg håber, at I alle sammen forstår, at jeg ikke skriver det her brev for at skælde jer ud. Jeg har bare en masse spørgsmål. Jeg er nysgerrig. Og jeg håber, at jeg kan hjælpe jer lidt med, at I kan hjælpe andre elever mere. Er det noget tysk, at man som lærer ikke spørger ind til, hvordan eleverne har det? Jeg er i mellemtiden flyttet til Danmark, så jeg har også oplevet et helt andet skolesystem. Det ville være spændende at vide, om der er forskel mellem danske og tyske lærere.

Lærer C
Hej med dig. Du underviste mig i det samme fag som lærer A, bare nogle år senere. Jeg kunne stadig rigtig godt lide faget. Jeg var nok ikke ligeså god til det længere, som jeg var i starten, men jeg var stadig nogenlunde god. Vi skulle på et tidspunkt have en mundtlig eksamen. Jeg sagde til dig, at jeg ikke kunne overskue det. Jeg havde det psykisk for dårligt på det tidspunkt. Men det fortalte jeg dig ikke. Den største grund til, at jeg ikke ville til eksamen, var nok også, at det var i et andet lokale og man skulle alene til eksamen. Der kom min autisme i spil. Men som sagt, så vidste ingen af os noget om min autisme dengang. Jeg var alligevel ret overrasket over, at du aldrig spurgte mere ind til det. Det ville have været så dejligt, hvis vi kunne have fundet en løsning sammen. Hvis jeg for eksempel ville have vidst mere om omstændighederne af eksamenen, så kunne jeg nok have klaret det.

Lærer D
Hej, lærer D. Du var faktisk aldrig min underviser. Men du var vores vejleder. En dag i ellevte klasse kom jeg hen til dig og sagde, at jeg bare ikke kunne overskue at tage til undervisningen. Jeg havde det ret dårligt dengang. Du sagde, at jeg godt kunne få lov at springe den ene time over, bare en enkelt gang. Men det måtte aldrig ske igen. Jeg havde det virkelig svært de sidste to år af gymnasiet, fordi vores klassesammensætning var helt anderledes. Jeg havde næsten ikke nogen venner i mine forskellige klasser. Der var bare generelt alt for mange ændringer, så min autisme gik fuldstændig amok. På et tidspunkt spurgte jeg dig også, om jeg kunne skifte en klasse. Det var min biologi klasse, jeg havde det sværest med. Jeg skulle så have et brev fra min mor med og snakke med forstanderen, men så fik jeg lov til at skifte denne ene klasse. Fordi jeg havde det psykisk dårligt.

Vil I gøre mig en tjeneste?
I gjorde alle sammen jeres bedste. Det er jeg sikker på. Jeg havde det virkelig svært de sidste år af gymnasiet og uden min autisme diagnose var der nok ikke meget, I kunne have gjort anderledes. Men vil I gøre mig en tjeneste? Hvis I møder en, der ligner mig, vil I så ikke spørge en ekstra gang ind til, hvordan han/hun har det og om I kan hjælpe? Måske har personen bare brug for en lille ting, man gør anderledes, og så er det allerede en kæmpe hjælp.

0 Kommentar/e

Kommentar schreiben