“Kan autister…?” – de mest googlede spørgsmål

Hvis man googler ”Kan autister”, bliver der forslået mange forskellige spørgsmål. I det her blogindlæg vil jeg forsøge at svare på spørgsmålene. Autisme er dog et virkelig bredt spektrum, så jeg kan ikke svare for alle. Derfor vil jeg for det meste kun svare ud fra mit eget perspektiv.

Kan autister elske

Jeg kan både elske og blive forelsket. Jeg har for eksempel været i et forhold med min kæreste i 1,5 år og vi er virkelig glade sammen. Jeg tror ikke, at man kan generalisere, at autister ikke kan mærke bestemte følelser, kun fordi de har autisme. Men i mit tilfælde er det faktisk sådan, at jeg nogle gange ikke ved, hvad jeg føler. Af og til tager det lidt tid, indtil jeg kan forstå mine følelser. Men som sagt er det heller ikke altid sådan.

Kan autister få børn
Nogle af de her spørgsmål har jeg faktisk lidt svært ved at forstå. Jeg går ud fra, at spørgsmålet ikke drejer sig om, hvorvidt vi kan få børn. Fordi hvorfor skulle vi ikke det? Så længe man kan have sex, kan man også få børn. Medmindre man fejler noget fysisk selvfølgelig. Jeg kunne forestille mig, at spørgsmålet handler mere om, hvorvidt autister kan opdrage børn. Jeg har ikke selv børn, men jeg vil gerne have nogle. Jeg kunne forestille mig, at det kommer til at blive udfordrende, men jeg er også ret sikker på, at jeg kan blive en god mor. Kun fordi jeg tror, at jeg kan opdrage børn, betyder det dog ikke, at alle autister kan. Jeg ved, at der er autister, der ikke kan leve uden hjælp og ved dem kunne jeg godt forestille mig, at det ville være svært at skulle have ansvar for et andet menneske.

Kan autister få kørekort
Godt spørgsmål. Jeg har et kørekort, men jeg tog prøven, inden jeg fik min diagnose og jeg tog den i Tyskland. Så jeg ved ikke, hvordan det egentlig fungerer i Danmark og når man har diagnosen, inden man tager køreprøven. Er du autist og har taget kørekort i Danmark? Så må du meget gerne kommentere og fortælle om dine erfaringer. Generelt er jeg meget nysgerrig på at høre, hvad andre ville svare på de her spørgsmål. Så du må gerne kommentere.

Kan autister lyve
Jeg kan godt lyve, men jeg har det på ingen måde godt med det. Det er sket for mig flere gange, at jeg løj og til sidst sagde jeg alligevel til personen, at jeg ikke havde sagt sandheden. Jeg ved faktisk ikke, hvordan andre autister har det med det. Det må jeg da lige spørge mine autistiske venner om.

Kan autister være sociale
Det synes jeg godt, jeg kan. Jeg er måske ikke til fester og høj musik, men det behøver man jo heller ikke for at være social. Det er rigtig nok, at de fleste autister har svært ved sociale situationer og social interaktion, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi ikke kan.

Kan autister have empati
Det store empati spørgsmål… Alle, der har hørt om autisme, har nok også hørt om spørgsmålet, hvorvidt vi kan føle empati. Som sagt, er jeg ikke særlig vild med at svare på andres vejene, så jeg svarer bare for mig selv. Jeg kan godt have empati. Jeg tror, nogle gange er jeg ikke særlig nuanceret i at kunne forstå, hvilken præcise følelse en anden oplever, men jeg kan godt mærke, når de har det dårligt. Det er bare sådan, at jeg af og til for eksempel skal spørge min kæreste om han bare er udmattet eller om han er ked af det, men jeg synes ikke, at det betyder, at jeg ikke har empati.

Kan autister drikke alkohol
Det er igen et af de spørgsmål, som jeg ikke helt kan forstå. Tror folk, der er en lovgivning, der siger, at man ikke må drikke alkohol, når man har en autisme diagnose? Jeg kender i hvert fald ikke til sådan en lov. Jeg kender masser af autister, der drikker alkohol. Jeg er nok den eneste af dem, jeg kender, der ikke drikker alkohol. Men det har ingenting med min diagnose at gøre. Jeg kan bare ikke lide smagen af alkohol.

”Kan autister…?”
Jeg synes, det er vildt spændende at gå igennem de her spørgsmål og forsøge at svare på dem. Det viser virkelig, hvor forskellige autister er og at man ikke kan svare for alle. I hvert fald kan man se, at autisme ikke betyder, at alle autister ikke kan en bestemt ting. Det er hellere sådan, at nogle har udfordringer med en ting og andre med en anden.

2 kommentarer til ““Kan autister…?” – de mest googlede spørgsmål”

  1. Jeg har stillet dig et lignende spørgsmål før, men jeg er stadig nysgerrig; tror du folk på spektrummet opfatter mere abstrakte ting såsom kunst, musik og humor på en anderledes måde en folk uden en diagnose?
    Og hvordan mærker du i så fald denne forskel?
    Rigtig godt opslag! 😀

    1. Hej 🙂
      Ja det tror jeg nok. Jeg kender mange neurotypiske (uden autisme diagnose), der tolker rigtig meget i kunst og musik, men det kan jeg overhovedet ikke. For mig betyder sådan nogle ting bare ikke rigtig noget. Og humor….jeg tror, at mange autister har humor og kan forstå deres egen humor, men at vi har svært ved at forstå den neurotypiske humor.
      Nici

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *