Kvinder forholder sig anderledes

Da jeg fik tilbagemeldingen fra min psykolog omkring udredningen for Aspergers, fortalte hun mig, at det tit er svært at erkende Aspergers i piger og kvinder. De er bare bedre til at kigge på, hvordan andre forholder sig, og gøre det på sammen måde. De er bedre skuespillere. Derfor ser de ud som alle andre og Aspergers forbliver ubemærket. Forskellen mellem dem, der har Aspergers, og dem, der ikke har det, er bare, at man kan godt træne at forholder sig ”normalt”, men det meste af tiden føles det bare ikke naturligt for folk med Aspergers. Den følelse kender jeg godt.

Da jeg stadig boede i Tyskland, var jeg gymnastiktræner. Mange spørger mig nu, hvordan jeg egentlig kunne klare det, fordi man jo er sammen med rigtig mange mennesker og det var noget helt nyt for mig. Men det var egentlig ikke så svært for mig, fordi jeg startede meget langsomt med at følge andre træner og så kunne jeg lære, hvordan jeg skulle gøre det hele. Sådan nogle situationer, hvor man først skal lære, hvordan man forholder sig på et nyt arbejde, kender bestemt også mange, der ikke har Aspergers. Jeg ville sige, at man kan forestille sig Aspergers sådan, at man ikke kun har brug for at lære ny adfærd i nye arbejdssituationer men hele tiden også i almindelige hverdagssituationer.

For nogle måneder har jeg været til Ventilen, et mødested til ensomme unge mennesker. I starten var der ingen, der sagde noget. Jeg vidste heller ikke, hvad jeg skulle sige. Men så var der en af de frivillige, der spurgte os om, hvordan vores weekend havde været. Der lærte jeg så, at jeg kan stille sådan et spørgsmål, hvis jeg kommer i den samme situation igen. Det gør jeg egentlig også nu, men det føles bare ikke naturligt. Det er hellere sådan, at jeg mærker, at jeg skal sige noget, og så tænker jeg over, hvad for nogle spørgsmål og emner jeg kan vælge imellem og så siger jeg først noget. Det fungerer bare ikke automatisk for mig, men jeg skal altid tænke det hele igennem.

For mig er det ikke kun vigtigt at være sammen med andre i nogle situationer for at finde ud af, hvordan man forholder sig rigtigt, men også fordi jeg hader nye situationer. Da jeg for eksempel var til fitness for første gang, havde jeg en veninde med. Ellers ville jeg have været alt for bange, fordi jeg ikke vidste, hvor jeg skulle hen og hvad jeg skulle lave og så videre. Jeg ville ikke være gået derhen alene. Det var også sådan for mig, da jeg var lille. Selv hvis vi bare havde undervisning i et andet værelse i skolen, og jeg vidste ikke helt hvorhen, var jeg altid nødt til at følge mine venner. Jeg tror, det er ret normalt at være nervøs i ukendte situationer. Det ekstreme for mig er bare, at jeg tit undgår de her situationer, hvis de er uforudsigelige og ubehagelige for mig.