Mine første studiedage

771 Views 2 Comments

Det føles, som om det er virkelig lang tid siden, at jeg sidst har skrevet et blogindlæg. Det er nok ikke alt for lang tid siden, men jeg plejer i hvert fald at skrive oftere. Måske kan I huske fra et blogindlæg for flere uger eller endda måneder siden, at jeg har overvejet at starte et nyt studie. Det gjorde jeg faktisk nu, så derfor har jeg været lidt stresset de sidste to uger. Jeg er i starten af februar begyndt på et IT-studie.

I 2015 startede jeg allerede et studie, men på det tidspunkt havde jeg ikke haft min Aspergers diagnose endnu. Derfor vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle tage hensyn til for at gøre mit studie nemmere for mig. Det førte så til, at det ikke gik særlig godt og efter at have været sygmeldt i flere måneder, besluttede jeg mig for at droppe ud. Jeg håber, at mit nye studie er lidt mere struktureret og at jeg bedre kan klare det. Jeg tror i hvert fald, at en IT-uddannelse er bedre end mit sidste studie, fordi der er flere regler og konkrete ting, vi skal lære.

Efter at jeg søgte ind på studiet, var jeg virkelig nervøs. Jeg havde ikke engang lyst til at snakke om det. Da jeg for eksempel fik introprogrammet, fortalte jeg ikke engang min familie om det. Og jeg plejer at dele alt, jeg oplever, med min familie. Før studiestart havde jeg heldigvis et møde med studievejlederen og hun kunne svare på rigtig mange af mine spørgsmål. Det beroligede mig lidt. Hun fortalte mig også, at der var nogle ting, de kunne hjælpe mig med. Jeg kunne for eksempel søge om SPS timer. Det fortæller jeg jer lidt mere om, når jeg har haft mine første timer. Og så sagde hun også, at jeg kunne få lov til at arbejde alene i de fleste projekter, hvis det blev for meget for mig at være i en gruppe.

Jeg var egentlig virkelig bange for den første dag, men jeg forsøgte at skubbe det lidt væk og det hjalp faktisk virkelig meget. Jeg var alligevel stadig lidt nervøs, om jeg ville kunne finde ud af, hvor jeg skulle hen den første dag. Jeg kunne også se i programmet, at vi skulle være mange forskellige steder hen. Og det var jeg ikke særlig glad for. Jeg føler mig bare ikke tryg, når jeg er i nye omgivelser. Men det hele gik faktisk virkelig godt. Jeg fandt tutorerne, som skulle vise os vejen, med det samme. Mine medstuderende er virkelig søde. Og endda ice breaker spillene kom jeg godt igennem.

Den første virkelige udfordring for mig var fredagsbaren. Jeg er ikke så vildt med small talk og jeg drikker ikke, så jeg glædede mig ikke rigtig til fredagsbaren. Men jeg tænkte, det kunne være en god idé at være der første gang og lære de andre bedre at kende. Min Aspergers og fredagsbaren passede dog ikke særlig godt sammen. I starten sad vi bare rundt om et bord og snakkede sammen. Det synes jeg allerede, var anstrengende, fordi de fleste i min klasse snakker ikke særlig meget. Altså måske plejer de at snakke mere, men de første par dage var de ret stille. Og det stresser mig virkelig meget, fordi så tænker jeg hele tiden over, om og hvordan jeg kunne starte en samtale. Få minutter senere begyndte de også at spille musik. Det var allerede svært at forstå de andre i forvejen, fordi vi var så mange. Men med musikken oveni kunne jeg slet ikke holde ud at være der. Jeg besluttede mig så for at tage hjem.

Efter nogle dage fandt jeg så ud af, at der var en anden autist i min klasse. Efter den første dag troede jeg allerede, at han var autist, men jeg kunne jo ikke være sikkert på det, før han fortalte mig det. Jeg synes, det er virkelig godt at have ham i klassen, fordi det sker så tit, at han stiller lige præcis de spørgsmål, jeg tænker men ikke tør at stille. Så han gør det hele meget nemmere for mig, når han spørger meget.

Efter nogle dage besluttede vi os for, at vi vil fortælle vores klasse om vores diagnose. Jeg følte, at jeg ikke kunne være mig selv de første dage, hvor de andre ikke vidste noget om min Aspergers diagnose. Jeg var også bange for, at de ville få et helt forkert billede af mig. Efter fredagsbaren var jeg for eksempel virkelig bekymret, om de måske ville tænke, at jeg ikke vil have noget med dem at gøre, fordi jeg tog af sted så tidligt. Men de reagerede virkelig godt, da vi fortalte om vores diagnose. Generelt er alle i min klasse virkelig søde, forstående og hjælpsomme. Der var for eksempel en gang, hvor jeg ikke forstod noget og i pausen kom der pludselig en af de andre hen til mig og spurgte, om han ikke skulle forklare mig det igen. Jeg spurgte ham ikke engang om det, men han kom bare af sig selv. Noget, der dog kunne blive en udfordring, er en af mine lærere. Han virker som en virkelig god lærer, men han har bare en helt anden opfattelse af struktur end jeg har. Tingene, der giver mening for ham, er et kæmpe kaos for mig. Han sagde for eksempel, at vi skulle læse noget på en hjemmeside. Jeg spurgte, hvad vi præcis skulle læse og hans svar var: “Bare læs lidt”. Jeg kan ikke forestille mig, hvad “lidt” betyder. Det er bare ikke et svar for mig.

Noget, der også er svært for mig på mit studie, men slet ikke hænger sammen med min Aspergers, er, at jeg nogle gange føler mig virkelig dum. Jeg er en af de eneste, der slet ikke har erfaring med at programmere og IT generelt. Og det kan jeg tit mærke, fordi jeg bare ikke forstår tingene lige så hurtigt som de andre. Det kan selvfølgelig også godt være, at de andre heller ikke forstår det, men bare ikke siger noget, men det ved jeg jo ikke. Jeg er bare ikke vant til at være den person, der forstår mindst.

Alt i alt synes jeg dog, at mit studie virkelig er spændende og interessant. Hver gang, jeg forstår noget eller lærer at programmere en ny linje, er jeg overlykkelig. Så jeg glæder mig virkelig til de næste uger og måneder.

2 Kommentar/e
  • Joyce Tan Thomsen

    Svar

    Nå.. Så stolt af dig søde. Jeg er glad for at høre at det gik godt på skolen. Jeg håber at det bliver bedre hver dag for dig. ❤️😘

  • Nici

    Nici

    Svar

    Tak, Joyce 😘

Kommentar schreiben