En linje, der fører hen til et icon, der symboliserer et sted. Tekst: Rehabiliteringsmøde. Min vej til førtidspension

Rehabiliteringsmøde

Jeg håber ikke, jeg kommer til at forvirre nogen med mine erfaringer med rehabiliteringsmødet. Mit rehabiliteringsmøde foregik nemlig lidt anderledes, end det plejer at være. Men jeg vil gerne dele mine erfaringer, sådan at andre måske ikke er lige så bange for mødet længere. 

Min vej til førtidspension som autist

Jeg søgte om førtidspension i sommeren 2022 og fik tilkendt førtidspension i december 2022. Som en del af ansøgningsprocessen skulle jeg til mødet med rehabiliteringsteamet – også kaldt rehabiliteringsmøde. 

Indkaldelsen 

Jeg fik indkaldelsen til mødet lidt over en måned inden selve mødet. I brevet stod der, hvor og hvornår man skulle møde, hvem der deltog i mødet og hvordan man kunne forberede sig til mødet. Jeg ved ikke, om der altid deltager de samme slags mennesker til et rehabiliteringsmøde, men mit rehabiliteringsteam bestod af en mødeleder fra jobcentret, en sekretær, en læge, en socialrådgiver fra myndighedsafdelingen, en sundhedsfaglig uddannet og muligvis en ungdomsvejleder. Det stod i hvert fald i brevet, men jeg ved ikke, om ungdomsvejlederen deltog. 

Den normale proces

Som jeg har fået at vide, foregår mødet normalt på den måde: Man kommer ind og de forskellige medarbejdere præsenterer sig. (Man må gerne have en ledsager med. De bliver så også bedt om at præsentere sig.) Efterfølgende stiller de én spørgsmål til ens sag, ens hverdag og helbred – alt det, de stadig er i tvivl om, efter at have læst din sag. Når de har fået alle informationer, bliver du bedt om at forlade lokalet, sådan at de kan tage en beslutning om, hvad de indstiller dig til. Når du kommer ind igen, får du den mundtlige indstilling. Mødet skulle vare mellem 30-45 minutter. 

Mit rehabiliteringsmøde

Mit møde foregik en lille smule anderledes. Jeg kom ind og de præsenterede sig. I stedet for at begynde at stille spørgsmål, sagde mødelederen dog, at min sagsbehandler havde fortalt dem, at jeg var meget nervøs. Derfor og fordi sagen var tydelig nok for dem, ville de give mig indstillingen med det samme. Så jeg fik indstillingen to minutter, efter jeg trådte ind i rummet. Det var en kæmpe lettelse. Mødet var færdigt efter 5-10 minutter, ville jeg sige. 

Pensionsudvalget

Den endelige afgørelse får man dog først nogle dage/uger efter, når pensionsudvalget har truffet en beslutning. 

Læs mere

Du kan læse mere om hele mit forløb med førtidspensionen her.

2 kommentarer til “Rehabiliteringsmøde”

  1. Hej
    Har du et sted på din blok, hvor man kan læse om din vej og evt. din sygehistorie, som er gået forud for din beslutning om at søge FP på fet foreliggende grundlag…???
    Mvh.
    Jane

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *