Tilbageblik – Jeg kunne have Aspergers

For et par måneder siden, før jeg fik min diagnose, var jeg virkelig frustreret over, at jeg kunne have Aspergers. Jeg skrev alt ned, for at sortere mine tanker:
I dag er det præcis en måned siden, at jeg begyndte at tænke over, at jeg kunne have Aspergers. Efter noget tid tænkte jeg så også over, hvad det egentlig ville betyde at have diagnosen.

I starten var jeg bare fascineret, at kunne genkende mig i det, jeg læste fra andre med Aspergers. Det kan være, at der er en forklaring på, hvorfor jeg føler mig anderledes og har svært ved nogle ting. Det kan være, at jeg har Aspergers. Det ville være en virkelig stor lettelse at have en forklaring på min adfærd, mine tanker og mine følelser.

Efter den første lettelse begyndte jeg så at få en masse bekymringer. En diagnose ville give en forklaring. Men det er også noget permanent. Aspergers syndrom er ikke en sygdom, man bliver rask af, som en depression eller en forkølelse, men det er et handicap, man skal lære at leve med. Det gør mig nok lidt bange lige nu. Jeg har tit hørt om forældre af handicappede børn, der sørgede over tabet af drømme og planer, når de har fået diagnosen, fordi børnene ikke kan nå drømmene på grund af deres handicap. Sådan føler jeg mig lidt. Hvad nu, hvis jeg ikke kan tage tilbage til mit studie som fuldtidsstuderende? Eller hvis jeg kan klar mit studie, men ikke kan få et arbejde? Hvad nu, hvis jeg aldrig finder en kæreste, fordi jeg er mærkelig? Hvad nu, hvis jeg ikke kan have et almindeligt liv? Egentlig er jeg ikke så pessimistisk, men lige nu kan jeg ikke glemme alle de her ”Hvad nu, hvis”-spørgsmål.

Så er der selvfølgelig også muligheden, at jeg ikke har autisme. Det ville betyde, at jeg ikke har et permanent handicap. Og det ville jo være dejligt. Men hvad er det så? Jeg føler mig anderledes og forstår mig selv tit ikke. Der må jo være en forklaring på det.

Jeg tror, lige nu er der ikke noget, jeg vil være glad for. Aspergers eller ej, begge dele indebærer noget negativt.