For noget tid siden fandt jeg serien Parenthood på Viaplay og blev helt forelsket i den. Serien har seks sæsoner og jeg er lige blevet færdig med at se den første. Parenthood handler om en storfamilie, som består af et ægtepar, deres fire voksne børn og deres børn. Et af børnebørnene er Max. Han er ca. 10 år gammel og bliver diagnosticeret med Aspergers syndrom i starten af serien. Jeg ved selvfølgelig ikke særlig meget om, hvordan det er for forældre, når deres barn bliver diagnosticeret med autisme, men serien virker meget realistisk og tæt på det virkelige liv. Adam og Kristina, Max’s forældre, er meget chokeret over diagnosen. De ønsker sig for deres søn, at han hurtigt bliver ”rask” igen. Hele familien ved ikke særlig meget om autisme til at starte med og de skal lige så stille lære at forstå det.
Man lærer i serien altså sammen med forældrene skridt for skridt de vigtigste ting om Aspergers syndrom. Der bliver også vist mange gode råd, hvordan man som forælder kan hjælpe sit barn med Aspergers og hvordan man kan lære sit barn nogle ting, der er en selvfølge for andre. Det er dejligt at se i serien, hvordan hele familien gennemgår nogle faser og vænner sig til diagnosen. Jeg kunne forestille mig, at det ikke er særlig anderledes i det ægte liv.
Jeg synes, at mange film og serier kun viser autister, der er meget påvirket af deres handicap. Det er virkelig synd, fordi der jo også er mange med Aspergers, hvor diagnosen ikke bemærkes så nemt. I Parenthood, synes jeg, er det virkelig dejligt, fordi man lærer Max som en ”normal” og sød dreng at kende, som bare har nogle udfordringer. Max er nogle gange meget lydfølsom, har brug for fast struktur, har svært ved at finde venner og tager tingene meget bogstavelige. Han er virkelig interesseret i insekter og har svært ved at snakke om andet. Alle sine egenskaber, udfordringer og interesser bliver beskrevet på en meget sød og sjov måde. I en episode lærer hans forældre ham, at han ikke bare må tage tingene af andre, men at han skal spørge først. Da han så virkelig gerne vil have sin kusines bold, spørger han hende, om han må tage bolden. Han ignorerer dog, at svaret er nej, og tager den bare. Hans forældre lærte ham jo kun, at han skulle spørge, men ikke, at han også skulle forholde sig til svaret.
Jeg synes, at serien er virkelig god og jeg kan klart anbefale den. Man kan på en nem og hyggelig måde lære meget om Aspergers.