For nogle uger siden stillede en af mine veninder mig nogle spørgsmål om min skoletid. Hun skulle nemlig holde et oplæg om autisme på sin læreruddannelse. Da jeg svarede på spørgsmålene, lagde jeg mærke til, at jeg aldrig har skrevet om min skoletid her på bloggen. Så det vil jeg gøre nu. Da jeg gik i skole, havde jeg faktisk ikke min Aspergers diagnose endnu. Nogle gange undrer jeg mig over, hvordan det kan være, at der ikke var nogen, der opdagede det. Når jeg tænker tilbage til folkeskoletiden, så har der nok ikke været så mange tegn på Aspergers. Men på gymnasiet udviklede jeg virkelig mange problemer.
Tre forskellige folkeskoler
Jeg gik på tre forskellige folkeskoler, fordi vi flyttede ret mange gange. Man kunne tænke, at det var et stort problem for mig, men det var det faktisk slet ikke. Jeg tror, at jeg som barn ikke havde så svært ved nye ting, fordi som barn skal man aldrig lave noget alene. Man bliver altid ledsaget af sine forældre. Og hver gang, jeg startede i en ny skole, var der også altid nogle piger, der viste mig rundt og hjalp mig med alt muligt. Da jeg startede i fjerde klasse, var der for eksempel en pige, jeg med det samme blev rigtig gode venner med. Og hende var jeg så sammen med hele tiden. Så det var nemt for mig. Jeg ved ikke, om andre bemærkede noget tidligere, men når jeg tænker tilbage, var det i fjerde klasse, jeg kan se, at jeg for første gang var anderledes end de andre børn. Vi havde et bordfodboldbord i vores klasselokale og i pauserne spillede alle selvfølgelig. Jeg havde også rigtig meget lyst til at spille bordfodbold, men jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle gøre det. Altså jeg vidste godt, hvordan man spillede det, men jeg kunne ikke finde ud af det sociale ved at spille sammen. Jeg havde for eksempel ingen ide, hvem jeg skulle sige til, at jeg også gerne ville spille, eller hvornår det ville have været min tur. Situationen var helt naturlig for alle de andre børn, men jeg manglede på en måde nogle instruktioner for, hvad jeg skulle gøre.
Kun få problemer på gymnasiet
Jeg gik i skole i Tyskland. Og der er det sådan, at man starter på gymnasiet i femte klasse. Så gymnasiet blev min fjerde skole. Min bedste veninde kom i sammen klasse som mig, så det var igen ikke noget problem at skifte skole. Jeg har hørt, at mange autister bliver mobbet i skolen. Men sådan nogle problemer har jeg aldrig haft. Jeg var virkelig glad for at gå i skole. Jeg nød det faktisk, fordi der var så meget struktur. Vi havde altid det samme skema hver uge, vi var altid de samme mennesker i en klasse og jeg havde nok venner. Pauserne var heller ikke noget problem, fordi vi altid gjorde det samme. Det eneste lille problem, som lærerne også altid kommenterede på, var, at jeg aldrig rakte hånden op. Jeg ved ikke, om det hænger sammen med Aspergers, men jeg kunne bare ikke, selv hvis jeg kendte svarene. Jeg synes stadig, det er svært at forklare, hvorfor jeg ikke kan. Men jeg rækker i hvert fald stadig ikke hånden op. På en måde hænger det sammen med, at man jo aldrig ved, om man får lov til at sige noget, når man rækker hånden op. Den der uvished kan jeg ikke lige. Jeg ville føle mig virkelig mærkeligt, hvis jeg rakte hånden op og læreren valgte en anden elev. På universitetet skal vi ikke længere række hånden op, så der er det helt ok for mig at sige noget. Der skal jeg jo bare vente på, at der ikke er andre, der siger noget.
Nye kurser med nye elever
Bortset fra det med aldrig at række hånden op gik de første ti skoleår virkelig godt for mig. Men da jeg startede i 11. klasse, var der slet ikke noget, der gik godt længere. Skolesystemet er forskelligt i de forskellige regioner i Tyskland, men der, hvor jeg boede, skulle man vælge forskellige fag i 11. og 12. klasse og så blev der sammensat nye klasser. Vi havde en ”hovedklasse”. De elever, man var sammen med i hovedklassen, havde man undervisning med i tysk, matematik, geografi og måske et eller to fag mere. Men i alle andre fag havde man altid forskellige klassekammerater. Jeg var meget uheldig med min hovedklasse. Alle mine bedste veninder kom sammen i en hovedklasse. Bortset fra mig. Jeg kom i en hovedklasse, hvor jeg kun snakkede med tre andre og slet ikke følte mig tryg. Mine veninder har altid været mit sikkerhedsnet og pludselig blev det taget fra mig. Og det var ikke kun hovedklassen, jeg ikke følt mig tryg i. Jeg havde heller ikke nogen venner i næsten alle de andre fag. Men det var ikke nok. Pauserne blev også virkelig ubehagelige for mig. Mine bedste veninder fandt selvfølgelig nye venner i deres klasser og dem var de sammen med i pausen. Jeg vidste ikke engang altid, hvor jeg kunne finde mine venner i pauserne. Der var ingen struktur eller rutiner i vores pauser og jeg følte mig tit helt alene. Jeg havde ingen ide, hvordan de andre kunne så hurtigt blive venner. På grund af mine dårlige small talk evner fandt jeg kun en eneste veninde over de to år.
Nægtede at gå til eksamen
Det sociale var helt sikkert den største udfordring for mig de sidste to år på gymnasiet. Men noget, der også var svært for mig, var nye former af eksamener. I spansk skulle vi for eksempel læse en bog og skrive noget om bogen bagefter. Det var ingen problem. Jeg var virkelig god til spansk og fik nok noget, man kan sammenligne med et dansk 12 tal. Men den anden del af eksamenen var en mundtlig prøve. Men skulle snakke sammen med læreren i et andet lokale og svare på nogle spørgsmål. Spørgsmålene ville jo ikke have været noget problem. Men det med at skulle sidde sammen med læreren i et andet lokale kunne jeg slet ikke overskue. Jeg vidste ikke, i hvilket lokale vi skulle have været og hvordan eksamenen skulle være foregået. Og jeg hadede tanken om, at jeg ville have skullet holde øjenkontakt med min lærer. Jeg havde det så dårligt med at skulle tænke på den eksamen, at jeg valgte at sige til min lærer, at jeg ikke ville deltage i eksamenen. Jeg kan ikke huske, hvordan min lærer reagerede på det, men jeg fik i hvert fald den dårligste karakter, man kunne få.
Underskrev fraværssedler selv
Fordi der var så mange nye ting og jeg savnede mine venner som sikkerhedsnet, begyndte jeg at hade at gå i skole. Jeg havde det allerede psykisk dårligt i forvejen, men det blev så bare værre og værre. Da jeg kom i 12. klasse, blev jeg 18. Så det betød, at jeg selv kunne underskrive mine fraværssedler. Det førte så til, at jeg kun tog i skole højst fire dage om ugen. Det var en virkelig hård tid. Men jeg kom igennem det og blev student med endda et ret godt karaktergennemsnit.
Hvad lærere skulle vide om Aspergers
Jeg tror, det kunne have hjulpet mig ret meget, hvis jeg havde fået min diagnose, da jeg gik på gymnasiet. Måske kunne lærerne have taget lidt mere hensyn til mine behov. I mit næste blogindlæg skriver jeg om, hvad lærere skulle vide om Aspergers og hvordan de kan hjælpe autistiske elever. Hvis I ikke vil gå glip af indlægget, kan I abonnere min side på Facebook: https://www.facebook.com/LivMedAspergers/