Bidiagnoser

Mange med Aspergers har også andre diangoser (bidiagnoser). Eksempler på det kunne for eksempel være ADHD, OCD, angst, depression, spiseforstyrrelser etc. I løbet af de sidste år har jeg også fået nogle af de her diagnoser. De fleste af dem fik jeg, inden jeg fik min Aspergers diagnose, men jeg er alligevel sikker på, at de hænger sammen med min Aspergers. I det her blogindlæg vil jeg fortælle lidt om, hvordan det er at leve med de forskellige diagnoser.

Selvskade
Selvskade er ikke en diagnose i sig selv, men for mig var det det første tegn på, at der var noget galt i mit liv. Derfor synes jeg, at det er vigtigt at tage det med i det her indlæg. Jeg begyndte at selvskade, da jeg var 15, og problemerne fortsatte i syv år. Jeg tror, at jeg havde brug for en udvej, hvis mine følelser var for overvældende. Jeg ville ønske, at jeg havde en inspirerende historie om, hvordan jeg kom ud af det. Men min historie er faktisk ikke så spændende. Min kontaktperson sagde altid til mig, at jeg skulle blive i mine følelser og at det ikke var en løsning at løbe væk fra dem og selvskade. På et tidspunkt forstod jeg det lige pludselig. Mine følelser er ikke farlige. De kan godt være ubehagelige at være i, men jeg skal være i dem for at få dem til at forsvinde igen. Selvskade er bare en midlertidig løsning.

Spiseforstyrrelse
To år efter jeg begyndte at selvskade, fik jeg en spiseforstyrrelse. Jeg troede, at jeg bare ville tabe mig og være tynd, men det, det egentlig handlede om, var, at jeg ville have kontrol. Hver gang mine følelser var uoverskuelige eller livet blev for meget for mig, holdt jeg op med at spise og begyndte at motionere. Jeg ved ikke, om man kan sige, at jeg er helt rask i dag. Siden jeg forstod, at selvskade ikke hjælper mig, gik det også godt med spiseforstyrrelsen.

Selvskade og spiseforstyrrelsen hænger nemlig meget sammen for mig, fordi jeg bruger begge strategier, når livet virker uoverskueligt. Jeg kan stadig godt have nogle tilbagefald engang imellem. Men heldigvis er jeg så glad for mad, at tilbagefaldene aldrig varer længe.

Depression
Desværre var problemerne med selvskade og spiseforstyrrelsen ikke nok. Da jeg var 20, fik jeg også en depression. Jeg vidste ikke, at jeg havde autisme og at jeg ikke kunne håndtere ændringer i mit liv særlig godt. På det tidspunkt havde jeg masser af forandringer i mit liv og derfor reagerede jeg nok med en depression. Jeg prøvede terapi, men jeg havde det så dårligt, at det ikke hjalp. Derfor startede jeg på noget medicin. Der var mange op og nedture og jeg var syg i virkelig lang tid.

Men til sidst kom jeg ud af det. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg har lært mig selv og mine følelser bedre at kende igennem terapi og derfor fik jeg det bedre. Men det er ikke sandheden. Jeg blev kastet rundt i systemet og efter jeg havde fået min medicin, fik jeg aldrig rigtig terapi igen. Så det, der virkelig reddede mig, var medicinen.

Angst
Da jeg fik min Aspergers diagnose, troede jeg, at jeg aldrig ville blive psykisk syg igen. Jeg troede, at jeg endelig havde lært, hvordan jeg skulle passe bedst på mig selv. Men det fungerede ikke helt sådan. Da jeg var 24, fik jeg angst . Mit første angstanfald kom helt pludselig. Jeg er ikke engang sikker på, hvorfor jeg har fået angst. Hvis jeg skulle gætte, ville jeg nok sige, at mit liv stadig ikke var indrettet autisme-venligt nok. Jeg var stresset og overvældet og havde ikke nogen strategier til at håndtere det. Verden er ikke lavet til autister, så vi skal bruge mange flere strategier til at kunne fungere. Men det havde jeg åbenbart ikke og derfor fik jeg nok angst.