Jeg har angst

682 Views 0 Comment
Angststörung bei Asperger

Jeg har angst

Jeg har angst. Eller skulle jeg hellere sige, at min læge tror, at jeg har angst? Både min egen læge og min psykiater er ret enige om, at jeg nok har panikangst. Men jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg tror. Jeg ved heller ikke lige, hvordan jeg skal starte det her blogindlæg. Men jeg har tænkt over, at det kunne være godt at skrive mine tanker ned. Og hvis jeg skriver dem ned, kan jeg jo ligeså godt dele dem med jer. Nåh, men jeg skal nok starte forfra og fortælle hele historien.

Den første lægetid

Jeg havde en lægetid for nogle uger siden. Jeg skulle snakke med lægen om min medicin, fordi jeg følte, at jeg fik mareridt som bivirkning. Jeg har taget min medicin i flere år, fordi jeg på et tidspunkt havde en depression. Og så var det svært at trappe ud af medicinen igen, fordi mit humør og min energi altid er ret ustabile. I hvert fald var min læge og jeg allerede enige om, at jeg nu endelig skulle trappe ud af min medicin. Men det skete så alligevel ikke.

Min kontaktperson var nemlig med til læge og vi havde aftalt, at vi også skulle fortælle min læge om, at jeg i de forrige uger flere gange er gået lidt i panik. Da vi fortalte min læge om det, endte det så med, at jeg alligevel ikke fik lov til at trappe ud af min medicin, men jeg fik en henvisning til en psykiater i stedet for. Min læge mistænkte nemlig, at jeg havde panikangst.

De første panikanfald

Jeg kan ikke helt huske, hvornår jeg havde mit allerførste panikanfald. Men det skete i hvert fald flere gange, at jeg bare sad sammen med min kæreste og lavede lektier eller spillede computerspil og så gik jeg pludselig i panik. Jeg følte, at jeg ikke kunne trække vejr. Det var, som om nogen var ved at kvæle mig. Jeg fik kvalme. Og jeg var pludselig virkelig bange, men jeg vidste ikke hvorfor.

Henvisningen til psykiateren

Jeg var meget heldig og fik en tid ved psykiateren allerede to uger, efter jeg havde fået henvisningen. Jeg fortalte psykiateren så om de her panikanfald, eller hvad jeg overhovedet skulle kalde dem. Og han var enig med min læge, at det ligner panikangst. Før vi vil gå i gang med at behandle angsten, blev vi dog enige om, at vi skulle prøve at få mig til at komme af med min medicin. Jeg havde taget den i tre år og jeg kunne jo slet ikke mærke, om den overhovedet stadig hjalp mig. På den ene side er jeg nogle gange forvirret over, at vi har taget mig af medicinen.

Nogen er ved at udvikle panikangst og reaktionen er at tage medicinen fra den person…Det virker nok ikke så logisk. Men på den anden side giver det også virkelig meget mening for mig. Hvis man tager medicin, men man har slet ikke brug for den længere, ville det jo være dumt at fortsætte på den og måske endda tilføje en tredje slags medicin, fordi man har panikangst.

Den første udtrapning

Alt det, jeg fortæller om her, er sket indenfor den sidste måned. Så det er slet ikke lang tid siden, men jeg har alligevel lidt svært ved at huske det hele. Men jeg prøver lige at fortælle alt det, jeg faktisk kan huske. Jeg har i de sidste år taget to slags medicin. Det første skridt var så at stoppe på den ene og tage den halve dosis af den anden. Det gik desværre ikke lige så godt. Jeg havde jo mareridt i forvejen, men efter den første medicinændring blev det endnu sværere for mig at sove.

Hvordan det påvirkede min hverdag

Jeg fortsat med at gå i skole hver dag, men det var virkelig hårdt. Jeg følte, at jeg var ved at falde i søvn hele tiden. Hvis jeg havde givet mig selv lov til at lukke mine øjne, ville jeg nok være faldet i søvn med det samme. Jeg havde svært ved at følge med i undervisningen og om eftermiddagen var jeg så træt, at jeg skulle sove i stedet for at kunne lave lektier.

Næste skridt af udtrapningen

Efter en uge havde jeg igen en tid ved min psykiater. Jeg fik lov til også at stoppe med at tage den medicin, der stadig var tilbage. Men vi skulle jo få mig til at sove igen. Så jeg skulle tage sovepiller i en uge. Det løste ikke det hele. Jeg sov stadig ikke ligesom jeg gjorde før. Men det blev bedre.

Grædeanfald i skolen

Man kunne tænke, at det så også gik bedre i skolen, men det gjorde det faktisk ikke rigtigt. Jeg har ikke følt mig godt tilpas i skolen i virkelig mange uger nu. Det sker desværre også ret tit, at jeg går i panik i skolen. Der var en dag, hvor jeg gik væk fra undervisningen tre gange, fordi jeg bare ikke kunne holde op med at græde. Jeg ved ikke, om det var panikanfald eller ”bare” grædeanfald, eller hvad man nu skulle kalde dem. I hvert fald gemte jeg mig altid i et andet lokale og græd og græd og græd. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre.

Ny medicin

Ugen op til min næste tid ved psykiateren gik virkelig ikke godt. Min sovemedicin hjalp mig med at sove godt om natten. Men tidligt om morgenen begyndte jeg alligevel altid at få mareridt. Og hvis jeg sov om eftermiddagen, havde jeg også altid mindst to mareridt. Nogle gange skete det, at jeg stod jeg op om morgenen og gjorde mig klar til at tage i skole og så begyndte jeg lige pludselig at græde. Jeg vidste slet ikke hvorfor, men jeg kunne ikke stoppe det. Jeg var meget urolig hele dagen og følte mig nervøs og lidt bange. Da jeg snakkede med lægen igen, var det eneste, jeg kunne sige, at jeg ikke kunne holde til det længere. Jeg havde det så dårligt hele tiden. Derfor fik jeg noget ny medicin. Jeg tager den kun midlertidig, fordi det ikke er noget medicin, man egentlig tager imod angst. Men den skal lige hjælpe mig med at få mit angstniveau ned om dagen og så skal den hjælpe mig med at sove bedre om natten. Vi er også stadig i gang med at finde den rigtige dosis, men det virker, som om det i det mindste hjælper lidt.

Vores plan

Min psykiater og jeg har snakket om, hvad planen er. Men jeg har alligevel ikke helt styr på det. Jeg har haft det så dårligt, at jeg bare sagde ja til alt det, lægen foreslog. Sådan som jeg har forstået det, skulle jeg lige få den her medicin for at være lidt mere stabil. Og så er planen, at vi finder noget mere passende medicin bagefter. Problemet er bare, at det kan tage noget tid, inden angstmedicin virker. Derfor skulle jeg lige få noget andet til at hjælpe akut.

Jeg har meget regelmæssige tider ved min psykiater, så der kommer sikkert til at ske mange ting i de næste par uger. Hvis I er interesseret i at høre om, hvordan min angstbehandling fortsætter, holder jeg jer i hvert fald opdateret. Der er bare allerede nu sket så meget, at jeg tænkte, at det var på tide at skrive et blogindlæg om det.

0 Kommentar/e

Kommentar schreiben