Specialpædagogisk støtte (SPS)

1515 Views 1 Comment

Da jeg fik at vide, at jeg kunne få SPS timer under mit studie, havde jeg virkelig svært ved at forstå, hvad timerne ville kunne hjælpe mig med. Jeg har nu haft dem i nogle uger og tænkte, jeg vil dele mine erfaringer med jer.

SPS står for specialpædagogisk støtte og den støtte er til personer med en funktionsnedsættelse, der gør, at man ikke ville kunne klare et studie uden støtte. Det kan for eksempel være en person, der er ordblind, døv, blind, psykisk syg eller handicappet. På www.spsu.dk bliver det beskrevet sådan, at SPS skal sikre, at man kan uddanne sig på lige fod med andre, selvom man har en funktionsnedsættelse. Der er nogle betingelser, der skal blive opfyldt for at kunne få støtten. Dem kan man også finde på denne hjemmeside. Jeg har selv fået SPS timerne på grundlag af, at jeg har Aspergers syndrom.

Da jeg søgte ind på mit studie, kontaktede min kontaktperson studievejlederen og så havde vi et møde alle tre, hvor vi snakkede om, hvilken hjælp jeg kunne få under studiet. Lige efter jeg var blevet optaget og havde fået en lægeerklæring, kunne vi søge om SPS. Jeg skulle bare forklare min studievejleder, hvad jeg har svært ved, og så skrev hun ansøgningen. Efter nogle uger fik jeg bevillingen i eboks. Jeg får mine SPS timer igennem DUOS. De har også en virkelig god hjemmeside, hvor man for eksempel kan læse, hvad mentoren kan og ikke kan hjælpe med: http://duos.dk/kom-godt-gang-mentorstoette/ Jeg ved ikke, om det altid er sådan, men i mit tilfælde var det sådan, at vi enten selv kunne finde en mentor til mig eller at DUOS kunne finde en. Det er i hvert fald sådan, at jeg forstod det. Det var faktisk lidt forvirrende. Men efter noget tid fik jeg pludselig en mail fra min studievejleder, hvor hun skrev, at hun havde fundet en mentor til mig.

Da min studievejleder og jeg så havde et møde sammen med ham, som skulle blive min mentor, var jeg virkelig nervøs og usikker. Min mentor studerer det samme som mig, men han er bare på et højere semester. Det er selvfølgelig fedt, fordi han forstår, hvad jeg snakker om. Men for at være ærlig, var jeg ikke særlig begejstret over, at han også er studerende på vores uni. Jeg er vant til kun at snakke med pædagoger, sygeplejersker, læger eller også mine venner om mine problemer. Men nu skulle jeg fortælle en anden studerende om mine svagheder. Der er nok ingen, der gerne vil indrømme overfor en fremmed person, at de ikke kan klare deres studie uden hjælp. Jeg er en person, der gerne vil virke stærk og uafhængig, men jeg blev jo nødt til at være ærlig. En anden ting, jeg var bange for, var, at min mentor kunne tænke, at alle autister var ens. Han er også mentor for en anden autist, så det kunne være nemt for ham at tænke, at han nok skulle behandle os helt ens. Til sidst var der også lige det problem, at jeg slet ikke kunne overskue, at en anden person skulle bruge tid på kun at hjælpe mig.  Mødet med studievejlederen og min mentor gik dog faktisk ret godt. Min mentor spurgte også ind til, hvordan min autisme påvirker mig og hvordan han kan hjælpe mig. Han var meget forstånde og tog situationen seriøs. Jeg var stadig nervøs, men jeg ville i hvert fald gerne give ham en chance.

Da jeg så havde mit første møde alene med min mentor, forsvandt heldigvis alle mine bekymringer. Det første, han sagde, var nemlig, at han godt kunne se, at jeg og den anden autist er meget forskellige. Jeg var så lettet, da han sagde det. Hele mødet igennem var han også virkelig god til at tage ansvar og have styr på tingene. Jeg var bange for, at jeg måske ville få en mentor, der er lidt usikker. Og så ville jeg hele tiden blive nødt til at spørge ”Kan vi ikke lige gøre det? Og måske kunne vi gøre det sådan?”. Jeg har brug for en person, der selv siger: ”Nu kigger vi på din ugeplan og så planlægger vi alt, du skal læse!” Det skal ikke være sådan, at jeg skal hjælpe mentoren til at hjælpe mig. Min mentor virkede dog endda virkelig godt forberedt til vores første møde. Jeg var helt overrasket over det.

Nu skal jeg nok også fortælle jer, hvad min mentor egentlig hjælper mig med. På vores studie har vi tre fag og om torsdagen får vi altid en ugeseddel til den næste uge til alle tre fag. På ugesedlerne står der, hvad vi skal læse og hvad vi kommer til at lære om i den næste uge. De første uger, da jeg ikke havde en mentor, gik jeg altid i panik hver torsdag. Det var så overvældende at skulle læse så meget og jeg kunne ikke overskue at strukturere det. Så det er en af de ting, min mentor nu hjælper mig med. Jeg kigger altid først på ugesedlerne, når jeg mødes med min mentor og så planlægger vi sammen, hvornår jeg kan gøre hvad. Det er virkelig dejligt at have den her ugentlige time, hvor jeg ved, at jeg får styr på tingene. En anden ting, min mentor hjælper mig, er kommunikationen med lærerne. Vi fik for eksempel to nye lærere og jeg syntes, det ville være en god ide at fortælle dem om min Aspergers diagnose, men jeg kunne slet ikke overskue at sige det til dem. Så det gjorde min mentor for mig.

Selvom jeg var meget usikker i starten, er jeg blevet rigtig glad for min støtte. Og jeg føler heller ikke længere, at det er så mærkeligt, at der er nogen, der bruger en hel time på at hjælpe mig hver uge. Den forklaring, jeg skrev før med at man skal kunne studere på lige fod med andre, siger jo på en meget god måde, at jeg faktisk fortjener støtten.

1 Kommentar/e
  • Sif

    Svar

    Rigtig god beskrivelse af, hvordan det at have en mentor på uni kan gavne! Jeg havde selv en mentor (på baggrund af autismediagnose) de sidste halvandet til to år (husker ikke præcist) af mit studie, og det var en enorm hjælp. Jeg håber din beskrivelse hjælper andre til at turde bede om mentorstøtte så de også kan få gavn af det.

Kommentar schreiben