To pile, der går i forskellige retninger. Tekst: Førtidspension på det foreliggende grundlag

Førtidspension på det foreliggende grundlag

For nogle måneder siden søgte jeg om førtidspension på det foreliggende grundlag. I det her blogindlæg fortæller jeg lidt om, hvad det betyder, og hvordan processen var for mig. 

På det foreliggende grundlag

De fleste, der søger om førtidspension, går (så vidt jeg ved) igennem et ressourceforløb eller noget lignende inden. Det vil sige, at der arbejdes en masse med at finde ud af, hvad borgeren kan og hvad den rigtige beslutning kunne være. Hvis man ikke har været i ressourceforløb, kan man dog også søge om førtidspension – på det foreliggende grundlag. Det vil sige, at ”Sagen behandles på baggrund af den dokumentation, der allerede foreligger.” (star.dk) Det er sådan, jeg har søgt om førtidspension. 

Sagsbehandlingstid

Fra den dag, man siger, at man vil søge om førtidspension, har jobcentret normalt tre måneder til at behandle sagen. Sagsbehandlingstiden kan dog sagtens overskrides. Det skete i mit tilfælde. Så får man en besked i e-boks, hvor sagsbehandleren skriver, at tidsfristen overskrides og hvad man kan forvente at regne med i stedet for. For mig var det så cirka fire til fem måneder i alt. 

Den faglige konsulent

Nu skal jeg lige se, om jeg kan huske hele processen rigtigt. Så vidt jeg ved, blev min sag som det første sendt til en faglig konsulent. Den person har ret til at afvise sagen med det samme, hvis de ikke synes, sagen ville have en chance ved rehabiliteringsmødet. Det skete så heldigvis ikke for mig. Hvis sagen ikke bliver afvist med det samme, fortsætter man i processen. Vi udfyldte så som det næste den forberedende del til rehabiliteringsmødet. 

Den forberedende del

I den forberedende del har man selv mulighed for at kommentere sin sag. Der er masser af spørgsmål omkring ens erfaringer med arbejde/uddannelse og hvordan ens hverdag ser ud osv. Man kan finde den forberedende del på STARs hjemmeside, hvis man vil se nogle af spørgsmålene inden. Det var ikke 100% de samme spørgsmål, jeg skulle svare på, men nogenlunde. 

Screening

Samtidig med at udfylde den forberedende del, indhentede vi også en ekstra status fra min psykiater, fordi det var noget, den faglige konsulent syntes, ville være en god idé at have med. Da vi var færdige med det hele, blev sagen sendt tilbage til den faglige konsulent til en slags screening, hvor personen kunne se, om alt var med i sagen og om det hele gav mening. 

Rehabiliteringsmødet

Som det næste venter man så til at komme til mødet med rehabiliteringsteamet. Jeg skriver kun lige kort om det, fordi der er et ekstra blogindlæg om det her. I hvert fald handler mødet om, at der er en gruppe mennesker med faglig passende baggrund, der kigger på ens sag og laver en indstilling, om du skal have førtidspension eller ej. (Der findes også rehabiliteringsmøder i forbindelse med ressourceforløb, men det har jeg ikke selv erfaring med.) En indstilling betyder så ikke, at det er den endelige beslutning, men det er mere en anbefaling for pensionsudvalget. Jeg glemte næsten at skrive, at rehabiliteringsteamet indstillede mig til førtidspension. Men det kunne man måske også gætte sig frem til. 

Pensionsudvalget

Cirka 1,5 uge efter jeg var til rehabiliteringsmøde, kom min sag til pensionsudvalget. Man har mulighed for at komme til det møde, hvis man mangler at sige noget, men det er overhovedet ikke et krav. Jeg har fået at vide, at det er meget sjældent, borgerne kommer til det møde. Pensionsudvalget besluttede, at de gerne vil godkende pensionen. Jeg fik mundtlig besked af min sagsbehandler nogle dage efter og seks dage efter mødet af pensionsudvalget kom der også den skriftlige afgørelse. 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *