I næste uge skal jeg deltage i en undersøgelse, der handler om sammenhængen mellem autisme og spiseforstyrrelser. Jeg har allerede fået spørgsmålene og et af dem er, om man ser spiseforstyrrelsen eller autisme som en del af sin identitet. Det synes jeg, er et virkelig spændende spørgsmål og jeg har tænkt lidt over det.
Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg aldrig har set min spiseforstyrrelse som en del af min identitet, men sådan passer det ikke helt. Jeg har haft psykiske problemer i mange år og det har hindret mig i mange ting. Det har indskrænket mig så meget, at det føltes, som om det blev en del af mig. På et tidspunkt følte jeg mig bare som den pige, der har psykiske problemer. Men en spiseforstyrrelse er bare en sygdom og man får det jo bedre efter noget tid. Derfor ser jeg spiseforstyrrelsen ikke længere som en del af min identitet.
Med Aspergers er det noget andet. Det ser jeg helt sikkert som en del af min identitet. Aspergers er jo et handicap, der altid er en del af mig. Min hjerne fungerer bare på en anden måde og det kan ikke ændres. Man ville ikke kunne tænke sig Aspergers væk. Jeg er selvfølgelig meget mere end kun Aspergers, men jeg føler, at Aspergers syndrom er noget grundlæggende. Jeg tror, hvis jeg havde et andet handicap, ville jeg ikke se det som en del af min identitet, men Aspergers er noget, der påvirker min måde at opleve verden og tænke på. Det, jeg synes, er virkelig svært og måske også umuligt, er, at finde ud af hvilken del af min identitet er sådan på grund af Aspergers og hvilken del bare er mig selv. Jeg er for eksempel meget logisk tænkende og det er mange med Aspergers. Men måske ville jeg også være sådan, hvis ikke jeg havde Aspergers. Man kan nok ikke forestille sig, hvordan man ville være uden Aspergers syndrom.