Boganmeldelse: Kvinder og piger med asperger

3452 Views 1 Comment

Da jeg havde mistanken om, at jeg kunne have Aspergers syndrom, læste jeg bogen “Kvinder og piger med asperger“. Den var virkelig god og i næsten hvert kapitel tænkte jeg “det er lige præcis sådan, jeg har det!”. Bogen gjorde, at jeg pludselig følte, at der var flere, der havde det på sammen måde som mig. Den hjalp mig også med at sætte ord på rigtig mange ting. Nu er der gået flere måneder, siden jeg først læste bogen. Så jeg tænkte, jeg ville læse den igen og skrive en boganmeldelse til jer.

Bogen starter med en lille introduktion, hvor der bliver forklaret, hvad autisme er og hvilke symptomer man har. Selvom jeg selvfølgelig ved rigtig meget om symptomerne, er det nogle gange meget svært at skulle forklare dem til andre. Men i bogen bliver der brugt så gode forklaringer, eksempler og sammenligninger, at man pludselig lærer at forklare autisme på en meget bedre måde.

Efter introduktionen kommer der fortællinger af elleve piger og kvinder med en autisme spektrum profil. Bogen starter med den yngste pige på tolv år og ender med den ældste kvinde på 49. I starten overvejede at springe historierne af de yngste piger over, fordi jeg jo allerede er 23. Men jeg læste dem så heldigvis alligevel. Deres måde at tænke på lignede mig så meget. Det var, som om nogen fortalte om mig, da jeg var lille. Det var virkelig dejligt at se, at jeg ikke er den eneste, der tænker på en lidt anderledes måde.

Jeg kunne også rigtig godt lide, at nogle af pigerne og kvinderne også havde en tillægsdiagnose. Der var for eksempel nogle med ADHD, en spiseforstyrrelse eller en depression. Jeg har jo selv (haft) andre diagnoser, så det var dejligt at se, at jeg ikke var alene med det. Selvom der er mange autister med tillægsdiagnoser, er der jo ikke ret mange informationer om det. I bogen er der også rigtig mange ting, de unge siger, som jeg kan genkende. Et af de mest interessante ting for mig var, at der også var en pige, der nogle gange var for træt til at tale. Det har jeg også nogle gange, men da det skete første gang, følte jeg mig helt mærkeligt og forkert. Jeg troede, at det slet ikke skete for andre. Men nu ved jeg pludselig, at jeg ikke er den eneste.

Det eneste, jeg er lidt skuffet over ved bogen er, at der ikke er særlig mange med et helt almindeligt job. Der er selvfølgelig ikke noget galt ved at have et flexjob eller være førtidspensionist, men jeg har altid haft drømmen om at have et godt job og arbejde på helt almindelige vilkår. De mange historier fra autister, der ikke kan arbejde fuldtid, skrammer mig derfor lidt. Man kan godt få følelsen af, at chancen for at kunne arbejde på almindelige vilkår ikke er særlig høj.

Alt i alt synes jeg synes, at jeg har lært rigtig meget af at læse den her bog. Det vigtigste er nok, at jeg fandt ud af, at det faktisk var ok at sige fra, når tingene bliver for meget. Tidligere var det altid sådan, at jeg gjorde alt det, der blev forventet af mig. Selv hvis det var for meget for mig. Nu ved jeg, at man godt kan lave ting på en anden måde.

1 Kommentar/e
  • Charlotte Hallenberg

    Svar

    Jeg vil gerne vinde bogen

Kommentar schreiben