Er inklusion muligt?

488 Views 0 Comment

Jeg har været en del af en autisme netværksgruppe i et år. Vi mødes altid en gang om ugen. Det gjorde vi også i den her uge. En del af vores program er, at vi altid snakker om et relevant emne i en time. De sidste par uger har det været autisme og kærlighed, madlavning og ferie. Vi plejer at sidde ved et rundt bord i et bestemt lokale. I den her uge var det dog så varmt, at vi valgte at sidde udenfor. Jeg synes tit, det er anstrengende at være i solen, fordi jeg er meget lysfølsom og får nemt hovedpine, men det gav mening for mig at sidde udenfor. Vi skulle jo nyde vejret.

Vi sad ved et langt bord midt i solen. Tæt på ligger der en stor vej og togskinner. Pigerne ved den anden ende af bordet begyndte at sige noget, men jeg kunne slet ikke høre det. Det var ikke kun, fordi de talte så lavt, men også fordi der kom så meget larm fra vejen. Jeg forsøgte virkelig at koncentrere mig, men jeg kunne ikke. Solen, varmen, larmen og det uvante sted var bare for meget for mig. Først tænkte jeg, at jeg bare skulle tage mig sammen, men så valgte jeg at sige det. Jeg fortalte de andre, at jeg ikke kunne overskue at sidde udenfor.

Jeg ventede på en reaktion, men ingen sagde noget. Det er selvfølgelig også en reaktion i sig selv. Jeg kan ikke vide, hvad de andre tænkte, men jeg fik følelsen af, at de var ligeglade. Derfor sagde jeg: ”Hvis jeg er den eneste, der har et problem med at sidde udenfor, er det jo lige meget”. Jeg ville skåne de andre for at blive nødt til at sige, at de ikke vil tage hensyn til mig. Jeg ville ikke gå indenfor og vente på de andre alene i en hel time, men jeg havde jo ikke andre muligheder. Så jeg gik alene indenfor.

Hvad er den rigtige beslutning i den her situation? Skal man gøre det, flertallet vil, eller skal man tage hensyn til den person, der har mest behov for det? Skal man blive udenfor og derved ekskludere mig eller skal man gå indenfor, selvom de andre hellere vil være udenfor?

For at være ærlig ved jeg ikke særlig meget om inklusion, men jeg tror, det er lige præcis det, det handler om i den her situation. Jeg forstår ved inklusion, at alle skulle have mulighed for at være en del af en gruppe, en event, et arbejde e.l. Jeg havde ikke mulighed for at være en del af samtalen. Jeg blev ikke inkluderet.

Min første reaktion i situationen var, at jeg følte, at de andre skulle have taget hensyn til mig. Vi skulle være gået indenfor. Men så tænkte jeg pludselig, at det var en egoistisk tanke. Hvorfor skulle flertallet opgive noget, kun fordi jeg er den eneste, der har et problem? Jeg begyndte at tvivle på min følelse. Men så tænkte jeg over inklusion og nu er jeg meget sikkert på, at det ville have været rigtigt at tage hensyn til mig.

Det vigtige at se i den her situation er, at de andre VILLE være udenfor, men jeg KUNNE ikke være udenfor. Det var ikke muligt for mig at tilpasse mig. Men de andre kunne vælge, om de ville hjælpe mig og inkludere mig.

Hvis man stadig er i tvivl om, hvad der er rigtig at gøre, skulle man også tænke på, at vi var i en netværksgruppe for autister. Vi skulle føle os trygge, accepterede og inkluderede der. Folk skulle tage hensyn til vores behov i gruppen og der skulle være plads til alle.

Jeg skrev i starten, at jeg følte mig egoistisk, fordi jeg havde ønsket mig, at de andre ville tage hensyn til mig. Mens jeg skrev den her tekst, blev jeg dog bevidst over, at det ikke er mig, der er egoistisk, men det er de andre. Jeg ved, at det er provokerende at skrive, at nogen er egoistisk, men sådan var det bare i den situation. De valgte, at deres ønsker var vigtigere end mine behov. De valgte ikke at inkludere mig. Overskriften af det her blogindlæg er: ”Er inklusion muligt?”. Mit svar er: Ja, men man skal ville det.

0 Kommentar/e

Kommentar schreiben