Lære at acceptere sig selv

1044 Views 0 Comment

Siden jeg er begyndt at skrive min blog, har jeg altid været meget positiv og mest glad og lettet over at have fået Aspergers diagnosen. Men det er selvfølgelig ikke altid så nemt. De tidspunkter, hvor jeg bare er irriteret og frustreret, vil jeg nu også fortælle jer om.

For kort tid siden lærte jeg en pige at kende, som også har Aspergers, og hun sagde, at hun kan alt, som alle andre kan. Nogle gange har hun bare brug for at gøre ting på en anden måde, fordi det ellers koster hende for meget energi. Det synes jeg, var meget interessant. Indtil nu følte jeg, at jeg skulle tilpasse mig andre og altid forholde mig ”normalt”. Men så lærer jeg pludselig andre autister at kende, der siger, at der er helt ok, hvordan jeg er og at det er ingen problem at gøre ting på en anden måde. At vide, at jeg er ok, som jeg er og at nogle af mine udfordringer bare hænger sammen med Aspergers, er stadig helt nyt for mig. Indtil nu troede folk jo bare, at jeg var psykisk syg. Bare for få måneder siden snakkede jeg med min psykolog om, at jeg stadig ikke har ret meget energi, selvom jeg jo var ud af depressionen. Hun sagde så, at hun troede, at det måske alligevel stadig hang sammen med depressionen. Men det er jo overhovedet ikke, som det var. Jeg er ikke længere depressiv, men min energi forsvinder bare hurtigere, fordi jeg har Aspergers. Det er selvfølgelig dejligt at vide, at jeg ikke er syg og at der ikke er noget forkert med mig.

Men nogle gange er det bare virkelig frustrerende at vide, at jeg altid vil have nogle udfordringer og at jeg skal planlægge mit liv omkring det. Jeg skal for eksempel acceptere, at jeg mister min energi hurtigt, når jeg er sammen med andre, og derfor altid skal planlægge nogle pauser. Nogle gange kan jeg derfor ikke bare gøre det, jeg vil, men jeg skal først overveje, om jeg har nok energi til det. Det er bare anstrengende! Måske bliver det nemmere med tiden og man planlægger automatisk, men lige nu har jeg stadig svært ved det.

Jeg har også problemer med, at jeg så tit har brug for hjælp. Jeg føler mig for eksempel, som om jeg virkelig har brug for støtten af mine venner og min kontaktperson. Teoretisk er det jo ikke noget problem, men jeg kan alligevel ikke lide det. Jeg vil gerne være helt selvstændig og vil kunne alt alene. Men jeg går ikke engang alene i butikker, jeg ikke kender. Altid, når jeg skal noget nyt i byen, venter jeg på, at jeg skal mødes med en veninde igen for at gøre det sammen med hende. Alene vil jeg være alt for nervøs. Og det hader jeg virkelig nogle gange.

Jeg synes også, at det virkelig er irriterende, at jeg ikke bare kan snakke med folk, jeg lige har mødt. Jeg tænker bare hele tiden over, hvad jeg kan sige. Jeg har bare ingen idé, hvad jeg kan snakke om. Det ser nok ud, som om jeg er genert eller uinteresseret. Men jeg vil jo gerne snakke med folk. Jeg ved bare ikke hvordan.
Det føles, som om jeg er langt fra at acceptere, at jeg mister min energi hurtigere end andre, at jeg skal gøre ting på en anden måde og at jeg nogle gange har brug for hjælp. Men jeg har jo først fået Aspergers diagnosen for ikke engang to måneder siden. Så det er nok ok, at jeg ikke er nået til den fulde accept endnu 😉

0 Kommentar/e

Kommentar schreiben