Studie – ja eller nej

I mange af mine sidste blogindlæg har jeg allerede fortalt, at jeg skal starte på mit studie igen efter sommerferien. Jeg har nu fået nogle informationer, der gjorde, at jeg er meget usikkert, om jeg virkelig er klar til det. Derfor tænkte jeg, at jeg lige skriver et helt blogindlæg om mit studie.

Jeg har været sygemeldt i ret mange måneder, men nu med Aspergers diagnosen skulle jeg egentlig få den rette hjælp til at kunne læse igen. Det er i hvert fald sådan, jeg har forstillet mig det. Men det er faktisk ikke lige så nemt. Som jeg skrev i mit indlæg ”Autisme gruppe, studievejledning og fritid”, er der jo de her SPS timer, man kan søge om. Det gjorde jeg så også sammen med min studievejleder. Så jeg troede, at det hele var godt og at jeg var klar til mit studie. Men så fik jeg pludselig en mail fra min studievejleder. Hun skrev, at der var nogle ting, vi blev nødt til at snakke om og at jeg skulle tage min kontaktperson med til mødet. Jeg blev så nervøs, at jeg begyndte at græde med det samme. Jeg havde selvfølgelig ingen idé, hvad mødet skulle handle om, men det var nok også det, der var så svært. Det lød nemlig, som om det var nogle dårlige nyheder. Nogle dage senere havde jeg så mødet med både min studievejleder og min kontaktperson. Og nyhederne var virkelig ikke gode.

Det første problem var, at jeg ikke vidste noget om den nye lov omkring dobbeltuddannelser. Hvis ikke I har hørt om det: Loven siger, at man ikke må tage en anden videregående uddannelse på sammen eller lavere niveau inden for seks år efter den første uddannelse. Så det betyder, at jeg virkelig skal være sikkert, at det her studie er det rigtige for mig. Og det er jeg ikke.

Det næste problem er, at vi skal på messe og jeg vil virkelig ikke. Der er så mange uforudsigelige ting. Jeg har ingen idé, hvor vi skal mødes hen, hvor lang tid vi skal være der, hvad vi egentlig skal på messen og om jeg har lært andre at kende, jeg kan gå rundt med sammen på messen. Det er bare et stort kaos.

Så er der også et tredje problem og det er det, der gør mig nok mest bange. Vi skal arbejde for to virksomheder. Det er sådan, at vi bliver delt op i to grupper, der skal konkurrere med hinanden. Vi får en ny opgave hver eneste dag og vi ved ingenting om det på forhånd. Når jeg fortæller folk om det eller også nu, når jeg skriver om det, føles det dumt, at jeg har et problem med det. Det føles, som om det er ingenting og som om det ikke skulle være et problem. Men jeg synes, det er noget af det værste, jeg kan forestille mig. Det er virkelig svært at acceptere, at jeg nogle gange har problemer med ting, der tit er helt ok til ikke-autistiske personer. Jeg synes allerede, det er svært bare at skulle hen til de her virksomheder og at arbejde i grupper. Men det med at få en ny opgave hver dag, gør det bare meget mere kompliceret. Så kan man slet ikke forberede eller vænne sig til noget.

Nu er spørgsmålet altså, om jeg skal fortsætte mit studie eller om jeg hellere skulle finde noget andet, måske noget mere struktureret. Jeg har ingen idé, hvad jeg skal gøre. Jeg har endda lavet en fordele/ulemper liste, men det har ikke hjulpet ret meget. Jeg føler, at min frygt vejer meget mere end alt andet. Jeg er bare bange for, at alle de her uforudsigelige ting og udfordringer fører til, at jeg får det lige så dårligt, som jeg havde det sidste år, da jeg blev sygemeldt. Jeg ved ikke, om jeg skal indgå denne risiko. Hvis jeg kunne være helt objektivt, skulle jeg beslutte mig for at fortsætte mit studie. Jeg kan jo stadig stoppe igen, hvis det ikke går godt og alt bliver for meget. Men jeg ved ikke, om jeg kan tage sådan en rational beslutning og ignorere mine følelser.

Så nu prøver jeg egentlig bare at glemme det her problem og nyde mine frie uger. Jeg har jo stadig nogle uger tilbage, indtil studiet starter igen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *