Da jeg var yngre og begyndte at få nogle problemer, snakkede jeg aldrig med nogen om det. Jeg var ked af det, depressiv, havde ikke lyst til at lave noget og vidste ikke, hvordan jeg skulle tackle det. Men jeg snakkede ikke engang med min familie om det. På den ene side var jeg ikke vant til at snakke om følelser. På den anden side føltes det også som et tabu at snakke om psykiske problemer. Det gjorde det ikke nemmere, at være åbent omkring mine følelser.
Da jeg så kom til Danmark, var jeg på en højskole. Og det var virkelig mærkeligt for mig, hvordan lærerne håndterede problemer der. Det var det fuldstændige modsatte, af det jeg nogensinde har oplevet før eller forestillet mig. Alle lærere på den skole vidste om alle større problemer, eleverne havde. På et tidspunkt besluttede jeg mig for at fortælle en af mine lærere om min spiseforstyrrelse, fordi det gik virkelig dårligt de første par uger. Næste dag vidste alle lærere om det. Og sådan gik det hver gang, jeg havde nogle problemer. Nogle gange vidste endda alle andre medarbejdere på skolen om mine problemer. Skolen tror åbenbart, at det er bedst, når alle medarbejdere ved om elevernes udfordringer. Jeg er stadig ikke glad for, at personalet på højskolen deler så mange informationer, men nogle gange kan jeg i det mindste se meningen med det. Jeg synes, det er meget ekstremt, men det fik mig i hvert fald til at tænke. Jeg har lært, at det kan hjælpe at være åbent omkring sine problemer og diagnoser. De sidste år er jeg derfor begyndt at være meget mere åbent omkring min spiseforstyrrelse, depression og Aspergers og jeg har kun fået positive reaktioner.
En af de første situationer, hvor jeg besluttede mig for, at min spiseforstyrrelse ikke længere skulle være en hemmelighed, var faktisk på højskolen. Vi spiste jo altid sammen og det skete så flere gange, at de andre elever eller nogle fra personalet sagde noget mærkeligt om det, jeg spiste. Lærerne vidste jo, at jeg havde en spiseforstyrrelse, men det gjorde de andre ikke. Derfor kommentere de altid på, hvor lidt jeg spiste og spurgte, hvorfor jeg ikke spiste noget andet og så videre. Det gjorde så bare, at jeg overhovedet ikke ville spise længere og ikke kunne overskue at sidde med dem. På et tidspunkt besluttede jeg mig så for at fortælle de elever, der sagde noget ”dumt” om min mad, at jeg havde en spiseforstyrrelse. Og jeg spurgte en af lærerne, om hun ikke kun snakke med personalet om det. Siden da var det hele fint. Jeg fik ikke nogle kommentarer til min mad længere og måltiderne var meget mere afslappede for mig.
Da jeg så fik en depression, arbejdede jeg på højskolen. Det var altid kun få timer om dagen, men det var alligevel virkelig hårdt for mig. Mine kollegaer vidste, at jeg var syg og det hjalp virkelig meget. Så vidste de bare, at de nogle gange skulle hjælpe mig lidt mere og at jeg tit havde brug for nogle flere pauser.
Jeg snakker også meget åbent om min Aspergers diagnose. Jeg fortalte allerede om min første oplevelse med det i mit indlæg ” Folk skulle lade være med at dømme andre”. For noget tid siden var der så også en situation på mit arbejde, hvor det virkelig hjalp at fortælle om min diagnose. Måske kan I huske mit blogindlæg ”Mit sommerjob”. Jeg fortalte, at jeg havde nogle kolleger, jeg ikke kendte så godt. De ville altid snakke og det havde jeg ikke energien til. I køkkenet er der bare allerede så meget larm. Så jeg har alligevel svært ved at koncentrere mig. Jeg tænkte så meget over, om jeg skulle fortælle min nye kollega, at jeg har Aspergers. Jeg tog beslutningen om at gøre det. Jeg fortalte ham, at jeg har Aspergers og at jeg derfor er meget lydfølsom og ikke kan overskue at snakke så meget. Og det reagerede han meget godt på. Han var meget forstående og sagde, at han nok skal lade mig arbejde alene så. Det hjælper mig også meget, at han ved det, fordi nu føler jeg heller ikke, at det er mærkeligt, når jeg stiller tusind spørgsmål om, hvordan jeg skal for eksempel skære noget 😉 Fordi uden at vide præcis, hvad jeg skal, kommer jeg ikke langt.
I de få år, jeg nu har været åbent omkring mine diagnoser, har jeg altså virkelig kun fået godt feedback. Og det åbner faktisk også tit for andre samtaler. Der er så mange, der har en diagnose og gerne vil snakke om det, men bare ikke tør.
Man kunne nok sige, at jeg er gået fra det ene ekstrem til det andet. Tidligere snakkede jeg overhovedet ikke om mine problemer og nu fortæller jeg offentligt om mine diagnoser på min blog. Det behøver man selvfølgelig ikke at gøre, men jeg håber virkelig, at flere begynder at være mere åbent omkring psykiske problemer og diagnoser. Jeg tror virkelig på, at det kan hjælpe mange at bryde tabuet omkring psykiske diagnoser og handicaps.