For nogle dage siden var jeg virkelig stolt af mig selv og der havde jeg pludselig ideen, at jeg kunne skrive et blogindlæg om det. Jeg synes nemlig, det er alt for sjældent, at man er stolt af sig selv eller anerkender sig selv for noget. Derfor vil jeg kun fokusere på positive ting i det her indlæg. Der er nogle ting, jeg er ekstra stolt af, fordi de er sværere for mig på grund af min Aspergers diagnose, men nogle ting er jeg også bare generelt stolt af.
Det første, jeg er virkelig stolt af, er, at jeg kom så godt igennem min skoletid og fik nogle ret gode karakter. Da jeg gik i skole, havde jeg jo ikke min Aspergers diagnose endnu, så der blev selvfølgelig ikke taget hensyn, hvis jeg havde svært ved noget. De sidste to år på gymnasiet (gymnasiet starter i femte klasse i Tyskland) var derfor virkelig svære for mig. Jeg har planer om at skrive et blogindlæg om min skoletid en af de næste par uger. Så der kan I læse mere om det. Men jeg er i hvert fald meget imponeret over, hvor godt jeg klarede mig, selvom jeg havde det virkelig dårligt de sidste år på gymnasiet.
Det andet og nok største i mit liv, jeg er meget stolt af, er, at jeg flyttede til Danmark for fire år siden og bor meget selvstændigt her nu. Til dem, der ikke ved det: Jeg er født og opvokset i Tyskland og kom til Danmark alene. Min plan var dog egentlig ikke at flytte permanent. Det skulle egentlig bare have været et højskoleophold på et halvt år. Men så blev det først til et år og bagefter blev jeg bare i Danmark. At flytte alene til et andet land, man kun har været i en gang før, lyder ikke særlig autisme venligt. Og det er det hellere ikke. Så derfor er jeg endnu mere stolt af mig selv. Jeg organiserede det hele selv, sparede pengene og lærte sproget. Det med sproget er jeg også meget stolt af. Næsten al dansk har jeg nemlig selv lært uden undervisning, selvom vi for det meste talte engelsk på højskolen. Jeg tror godt, man kunne sige, at dansk var min særinteresse, da jeg flyttede her. For nogle dage skrev jeg med en dansker og selv efter flere beskeder kunne han ikke mærke, at jeg var tysker. Det betød så meget for mig. Men tilbage til det med at flytte: Når man flytter alene til udlandet, står man virkelig selv for det hele. Selvfølgelig har jeg fundet nogle venner, der tit hjælper mig, men jeg har alligevel altid ansvar for alt. Når jeg tænker over, hvor meget jeg allerede har opnået, er jeg faktisk ret imponeret. Et af mine mest autistiske træk er jo, at jeg har meget brug for forudsigelighed og planer. Så jeg hader egentlig nye ting. Men alligevel er jeg her i udlandet, hvor alt var nyt i starten. Jeg skulle finde en ny læge og tandlæge, jeg skulle til kommunen osv., jeg gik på forskellige nye skoler, lærte masser af nye mennesker at kende og meget mere.
Det tredje, jeg er virkelig stolt af, er, at jeg egentlig er ret god til at tage mig af mig selv. Er det sådan, man siger på dansk?! Jeg er stadig ikke altid god til at mærke, hvornår noget bliver for meget for mig. Men i det hele taget har jeg opnået meget. I de sidste år har jeg jo haft virkelig mange problemer. Jeg havde en depression, problemer med selvskade og selvmordstanker og så er jeg stadig på vej ud af en spiseforstyrrelse. Men jeg har selv sørget for at få hjælp for det hele. Jeg har selv sørget for at blive tilknyttet psykiatrien, finde en psykolog, få støtte i skolen og få mine kontaktpersoner. Og jeg fik psykologen til at udrede mig for Aspergers. Jeg er faktisk virkelig god til at tage ansvar for mig selv.
For nogle dage siden havde jeg så de to små ting, jeg var stolt af og som gjorde, at jeg fik ideen til det her blogindlæg. Den første lille ting var noget, der hænger kun lidt sammen med Aspergers. I starten var jeg meget stolt af, hvor meget jeg allerede forstår på mit studie. Der var endda en dag, hvor jeg kunne hjælpe en af de andre. Det førte så til, at jeg også blev virkelig stolt af, hvordan jeg generelt klarer mit studie. Jeg synes nemlig, at undervisningen er virkelig anstrengende, fordi der altid er så meget larm i vores klasse. Altså det er ikke, fordi folk larmer, men jeg kan jo blive forstyrret af de mindste ting. Men jeg klarer mig åbenbart godt nok for at kunne følge med i det hele.
Den anden lille ting, jeg var stolt af, er faktisk slet ikke lille for mig. Jeg gik nemlig alene til læge. Det gør nok alle i min alder, men for mig er det virkelig svært. Måske har I læst i nogle af mine andre indlæg, at jeg endda synes, det er svært at gå til læge, hvis jeg kun skal snakke med ham. Men den her gang skulle jeg også undersøges. Så det var tusind gange værre. Selv da jeg kom til læge, var jeg ikke sikkert om, om jeg overhovedet lader mig undersøge. Det kunne godt være sket, at jeg var kommet ind til lægen og gået hjem igen med det samme. Men jeg tog mig sammen og klarede det fint. Så det var jeg meget stolt af.
Hvad er I mest stolt af i jeres liv? Jeg glæder mig til at læse jeres kommentarer.