Aspergers eller personlighedsforstyrrelse?

351 Views 0 Comment

Aspergers eller personlighedsforstyrrelse?

For nogle dage siden skulle jeg printe mine diagnosepapirer fra psykiatrien ud. Jeg kiggede igennem min journal på sundhed.dk og læste faktisk en masse, jeg aldrig har set før. Jeg har læst nogle dele af min journal tidligere og jeg blev ret irriteret af det, fordi jeg føler, at der er alt for mange ting skrevet ned, som bare ikke passer. Da jeg kiggede journalen igennem den her gang, så jeg pludselig, at der var endnu flere behandlere, end jeg havde troet, som nævnte, at man skulle tjekke, om jeg ikke måske har en personlighedsforstyrrelse. Og det kan jeg blive så sur over.

Blev allerede udredt

Da jeg var teenager, var der allerede nogle læger, der havde en mistanke om, at jeg kunne have en personlighedsforstyrrelse. Men man kan ikke stille diagnosen, før man er voksen. Så jeg fik ikke nogen diagnose. Da jeg havde en depression for fire år siden, var der en læge og en ergoterapeut, der også fik mistanken om, at jeg kunne have en personlighedsforstyrrelse. Jeg blev derfor udredt af en psykolog, der havde speciel viden om personlighedsforstyrrelser og resultatet var meget tydeligt: Jeg har ikke nogen personlighedsforstyrrelse.

Jeg er bare autist

Jeg er jo ikke den første autist, der får at vide, at ens behandlere tror, at man har en personlighedsforstyrrelse. Det sker tit, at autisme forveksles med en personlighedsforstyrrelse. Og lige præcis derfor kan jeg ikke forstå, hvorfor der ikke var nogen af mine behandler, der fik en mistanke om, at jeg kunne have autisme. De var da nogenlunde tæt på at opdage det. Men det gjorde de aldrig. Det skete først flere år senere, at jeg selv fik mistanken om, at jeg kunne have autisme.

Mistanker af behandlere fortsætter

Man kunne tænke, at mine behandler havde forstået, at jeg ikke har en personlighedsforstyrrelse, efter jeg fik min Aspergers diagnose. Men det gjorde de ikke. For at jeg kunne få min diagnose, var min psykolog til møde med en læge. Lægen kendte mig ikke, men udefra de tests, min psykolog havde lavet med mig, blev de enige om, at jeg har Aspergers. Nogle måneder senere havde jeg så en tid ved den læge. Og efter kun en time skrev han så i min journal, at jeg var så modvillig og ikke samarbejdsvillig, at han nok hellere synes, det tyder på en personlighedsforstyrrelse end Aspergers.

Jeg blev så sur og tænkte bare: Hvor er denne læge bare dum! Jeg kunne ikke lide at snakke med ham og var måske ikke så høflig, men det var til 100% på grund af min autisme. Jeg fandt nemlig kun ved tilfælde ud af, at jeg overhovedet skulle have en tid ved den læge. Jeg fik heller ikke at vide, hvorfor jeg blev indkaldt. Og så stillede han en masse ukonkrete spørgsmål. Det var på ingen måde autismevenligt. Men i stedet for, at han forstår det, tolker han min opførsel, som om jeg nok skulle have en personlighedsforstyrrelse.

Jeg tænkte, at det bare var en enkel læge, der ikke havde nok viden om autisme. Men så læste jeg jo i min journal for nogle dage siden. Og der var endnu en læge, som vidste, at jeg var autist OG at jeg blev udredt for en personlighedsforstyrrelse, men som så skrev alligevel, at man skulle være opmærksom på, om jeg ikke havde en personlighedsforstyrrelse. Seriøst?! En personlighedsforstyrrelse er jo ikke noget, der bare dukker op. Så det skulle da være nok at være udredt én gang. Eller stoler de i psykiatrien ikke nok på hinanden, at én udredning er nok?

Jeg har ikke en personlighedsforstyrrelse

Når man læser det her og hører, at der har været mere end fem behandlere i mit liv, der tænkte, at jeg kunne have en personlighedsforstyrrelse, kunne man sikkert godt komme til at overveje, om de måske alligevel har ret. Jeg er hverken psykolog eller læge, men jeg kender mig selv bedst og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg på ingen måde har en personlighedsforstyrrelse. Min autisme forklarer alle ”underlige” sider af mig og resten af mig er fuldstændig ”normal”.

Ikke nok viden om autisme

Jeg er slet ikke i kontakt med psykiatrien længere, så jeg kunne være ligeglad med, hvad de tænker. Men jeg er bare så sur og skuffet. Jeg bliver ked af det, når jeg ser, hvor lidt viden der er om autisme i psykiatrien. Alle mine tidligere behandlere, der havde mistanken om, at jeg kunne have en personlighedsforstyrrelse, må jo have haft for lidt viden om autisme. Ellers ville de jo have opdaget, at jeg har autisme. Nogle af dem kunne ikke engang se og forstå autismen i mig, efter jeg fik min diagnose. Og det gør mig så vred, fordi det betyder, at de heller ikke kommer til at opdage autismen i andre. Jeg fik min diagnose så sent, fordi ingen havde nok viden til overhovedet at tænke over, at jeg kunne have autisme. Og sådan kommer det til at ske i fremtiden med andre. Hvis fagpersoner ikke kender nok til autisme, kan især piger og kvinder heller ikke blive diagnosticeret tidligere.

Hvad kan man gøre?

Jeg prøver at gøre opmærksom på autisme igennem min blog. Jeg er glad for, at jeg i det mindste gør en lille ting. Men det føles, som om der skal meget mere til for at sprede viden om autisme. Jeg ville ønske, der var mere, jeg kunne gøre.

0 Kommentar/e

Kommentar schreiben