Må autister stille krav?

Jeg føler tit, at samfundet forventer, at vi som autister skal tilpasse os alle andre. Det er jo os, der er anderledes. Men hvor meget er det egentlig, at vi selv skal tilpasse os alle andre og hvor høje krav må man stille til andre, at de tilpasser sig os?

”Velfungerende”?

Udadtil virker jeg nok, som om jeg har helt styr på mit liv. Jeg har opnået meget i mit liv og jeg er meget selvstændig. Jeg bor alene, har styr på min økonomi og klarer mig godt på mit studie. Mange ville nok kalde mig meget velfungerende. Men jeg føler, at mange kun ser denne ene side af mig. De ser en ting, som jeg kan klare meget godt, og så forventer de, at jeg også kan alt andet. Hvis jeg for eksempel klarer mig fagligt godt på mit studie, så tror folk, at der nok ikke kan være andre problemer for mig på uddannelsen. Men sådan er det bare ikke i virkeligheden. Selvom man er ”velfungerende”, betyder det ikke nødvendigvis, at man ikke også har brug for hjælp og støtte til nogle ting.

Jeg gør mit bedste

Især på mit studie er jeg virkelig meget i tvivl om, hvor meget jeg skal tilpasse mig, og hvor mange krav jeg må stille til min uddannelse, mit studie og mine undervisere. Jeg synes, at jeg gør mit bedste for at have en god oplevelse på mit studie. Jeg har søgt om SPS (specialpædagogisk støtte) og tager imod den støtte. Jeg bruger tit min kæreste for at snakke om faglige ting, fordi jeg ikke vil irritere andre med for mange spørgsmål i undervisningen. Jeg siger fra, når der er noget, som jeg ikke kan på grund af min autisme. Og jeg spørger, hvis mine undervisere ikke kommunikerer tydeligt nok. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at tilpasse mig en undervisning, der er målrettet til neurotypiske studerende. Men alligevel synes jeg tit ikke, at det hjælper nok.

Må jeg stille krav?

Jeg har også brug for, at mine undervisere tilpasser sig mine behov. Den sætning prøver jeg faktisk altid at undgå, fordi så får man at vide: ”Jamen underviserne ved jo ikke noget om autisme og den her uddannelse er ikke specielt indrettet efter autister og vi har jo ikke ressourcerne til det…”. Og så kommer der en lille stemme i mit hoved, der siger: ”Nåh ja undskyld, det har I jo også ret i. Jeg skulle nok ikke have så mange forventninger”. Men NEJ, jeg skulle ikke undskylde! Jeg skulle ikke have dårlig samvittighed over at stille krav! Ja, jeg er handicappet og har måske flere behov end andre, men derfor skulle jeg stadig have de samme muligheder i mit liv som alle andre uden handicap! Det er jo det, inklusion handler om.

Inklusion på videregående uddannelser

Hm… Inklusion… Hvordan fungerer det egentlig på en videregående uddannelse? I mit tilfælde ville jeg nok sige ”slet ikke”. Jeg har en studievejleder og en pædagog på min skole, der gerne vil hjælpe mig. Men de undervisere, der egentlig skulle hjælpe mig, gør bare ingenting. Jeg har faktisk lige haft en samtale med pædagogen på vores skole og da jeg begyndte at snakke om inklusion, sagde hun, at den tanke jo nok ikke er nået til videregående uddannelser endnu.

Jeg har virkelig mange diskussioner med mine undervisere, fordi jeg ikke føler, at mine behov bliver mødt. Pædagogen, jeg snakkede med i dag, spurgte så, om jeg overhovedet skulle bruge min energi på det. Jeg mangler jo energi hver dag, så jeg skulle nok passe godt på den. Men jeg føler, at jeg bliver nødt til at stille krav, have diskussioner og påpege, at noget skulle ændres. Hvis inklusionstanken ikke er nået frem til videregående uddannelser, så må os studerende jo kæmpe for det.

Hvilke krav har jeg?

I undrer jer sikkert, hvilke krav jeg overhovedet stiller til mit studie, undervisningen og lærerne. Og det er virkelig ikke mange. Det eneste jeg ønsker, er nemlig bare tydelig kommunikation, svar på spørgsmål og god planlægning. Det er da ikke for høje forventninger, vel? Det kan de andre studerende endda også få noget ud af. Desværre er det bare tit sådan på min uddannelse, at jeg stiller meget enkle spørgsmål og jeg får enten ingen svar, et forkert svar eller et, der bare ikke hjælper mig.

Ingen Happy Ending

Jeg har desværre ikke en positiv og glad slutning til det her indlæg. Jeg har haft de her problemer på mit studie, siden jeg startede, og det virker ikke, som om det bliver bedre. Men jeg synes virkelig, at autister gerne må og skulle stille krav, selvom det er nogle andre krav, end andre har. Derfor vil jeg også selv fortsætte med at stille krav og håbe, at det på et tidspunkt hjælper.