Der findes virkelig mange fordomme om autisme. Mange af dem har med følelser og kærlighed at gøre. Det kunne for eksempel være, at autister ikke har nogle følelser, at de ikke kan forelske sig eller at de aldrig finder en partner. Det, der er svært med fordomme er, at folk tit siger, at ALLE er på én måde. Og det passer næsten aldrig på nogen som helst gruppe af mennesker, fordi alle er unikke. Men det nemme ved de her fordomme er, at man kun behøver et enkelt eksempel for at modbevise dem, fordi så er det ikke rigtigt længere, at ALLE er på én måde. Jeg kender mange autister, der har fundet kærlighed. Så den fordom kan jeg i hvert fald modbevise. I det her blogindlæg vil jeg give jer et lidt bedre indblik i, hvordan det kan være at finde kærlighed som autist. Jeg kan selvfølgelig ikke tale for alle, men jeg kan bruge mig selv som eksempel. Mange af jer ved jo sikkert allerede, at jeg har en kæreste. Det har jeg skrevet om før. Men nu er der kommet kæmpestore nyheder. Min kæreste friede nemlig til mig for nyligt og vi er nu forlovede.
Udfordringer ved at date
Der er jo en grund til, at det kan være svært for autister at finde kærlighed. Jeg kunne forestille mig, at det hænger sammen med, at vores diagnose jo medfører, at vi har udfordringer indenfor socialt sammenspil og kommunikation. Alt, der har med sammenværet med andre mennesker at gøre, kan være svært for autister. Jeg har for eksempel svært ved at holde øjenkontakt, tyde ansigtsudtryk, holde en samtale kørende og overhovedet starte en samtale. Når det så kommer til dating, er der endnu flere udfordringer. For mig var det sværeste, at jeg ikke kunne finde ud af, om min kæreste flirtede med mig eller ej.
Hvordan min kæreste og jeg kom sammen
Måske kender I allerede historien om, hvordan min kæreste og jeg kom sammen, så jeg prøver at holde det kort i det her indlæg. Da jeg begyndte at studere, skulle jeg have mentorstøtte. Det betyder, at for eksempel en fra et højere semester bliver ens mentor og hjælper en med blandt andet at strukturere opgaver og hjemmearbejde. Efter nogle måneders mentorstøtte spurgte min mentor mig, om jeg ikke havde lyst til at mødes til en kop kaffe på et tidspunkt. Jeg troede, at han ville være venner. Og jeg syntes, han var virkelig sød, så jeg sagde ja. Som I måske allerede kan regne ud, var han interesseret i mere end bare at være venner. Vores kaffe-aftale var hellere en date for ham og kort tid efter faldt jeg også for ham og vi blev kærester.
Udfordringer i parforholdet
Mange, der er interesseret i autisme og min livshistorie, spørger mig tit, hvilke udfordringer jeg så har i mit parforhold med min kæreste. Og jeg har altid svært ved at svare på det, fordi jeg synes, at vores forhold er helt perfekt. Men der er faktisk nogle ting, der kan være udfordrende. Noget af det er, at jeg ikke altid kan tyde, hvordan min kæreste har det. Især hvis han er udmattet, kan jeg misforstå det og tænke, at han er sur på mig. En anden udfordring kan være, når min kæreste gør noget anderledes, end jeg ville gøre det. Det kan for eksempel være, at han sætter nogle skåle i det ”forkerte” skab. Hvis jeg så i forvejen mangler energi og er udmattet, kan jeg blive ret sur på ham. Og han har jo ikke rigtig gjort noget forkert, så jeg synes egentlig ikke, jeg har ret til at være sur på ham. I sådan nogle tilfælde bliver jeg så nødt til bare at trække mig og vente til, at jeg har fået det bedre igen.
Vores styrker
Jeg synes faktisk, at min autisme også giver noget godt til vores forhold. Noget af det bedste i vores forhold er nemlig, at vi er virkelig åbne overfor hinanden. Og det tror jeg, vi er, fordi jeg er autist. Allerede da vi begyndte at date, kunne min kæreste jo mærke, at han skulle være meget direkte og fortælle, hvad han synes om mig, for at jeg kunne forstå, at han flirtede med mig. Så han vænnede sig til at være meget åben omkring sine følelser, tanker og overvejelser. Og det er jeg selvfølgelig også. Så det synes jeg, er en kæmpe styrke i vores forhold.
Der er en til alle
Jeg er et godt menneske. Jeg er kærlig, omsorgsfuld og støttende. Men jeg kan også være anstrengende at være sammen med, kunne jeg forestille mig. Der går for eksempel næsten aldrig mere end et halvt år, hvor jeg ikke fejler et eller andet. Først var det spiseforstyrrelsen og selvskade. Nu er det mere angst og depression. Og det kan være hårdt for et forhold. Men jeg har virkelig den perfekte kæreste. Han tager mig, som jeg er, og han føler aldrig, at jeg er en belastning. Det, jeg vil sige med det, er, at jeg virkelig tror på, at der findes en for alle, uanset hvilke udfordringer man har i livet. Jeg ved godt, at det nok lyder lidt naivt eller drømmeagtigt for nogle, men det er det, jeg tror på.
Det var en god artikel.