For meget ansvar

684 Views 0 Comment

Det plejer at være sådan, at jeg planlægger mine blogindlæg og jeg tager nogle bevidste valg. Jeg sidder ned og skriver noget, hvor jeg ved, at det kommer online. I dag er det lidt anderledes. Jeg har ingen idé, om jeg overhovedet deler den her tekst med nogen. Jeg er bare stresset, jeg synes, livet virker uoverskueligt og jeg føler, at jeg har for meget ansvar i mit liv. Jeg har bare brug for at komme af med de her følelser og tanker og tænkte, det ville være en god idé, at skrive det hele ned.

For ca. en uge siden hørte jeg et foredrag om autisme. Det var virkelig godt, men jeg blev også ret ked af det efter foredraget. En af foredragsholderne fortalte, hvor meget støtte hun havde i sit liv og hvor meget hun fik hjælp af sin familie. Da jeg hørte det, følte jeg mig pludselig virkelig alene. Selvfølgelig har jeg familie, som altid gerne vil hjælpe mig, men de bor jo bare ikke i Danmark. Så jeg kan ikke få hjælp af dem i min hverdag. Jeg har nogle venner her i Danmark, som altid gerne vil hjælpe mig. Men for det første får jeg virkelig dårlig samvittighed, hvis jeg spørger dem om hjælp. Og for det andet koster det mig også ret meget energi at organisere det og spørge om hjælp. Og selv hvis jeg får hjælp, så er ansvaret jo stadig mit. Det sker ikke tit, at andre kan overtage ansvaret.

Få dage efter autisme foredraget hørte jeg også et foredrag om spiseforstyrrelser. Foredragsholderen der fortalte også, hvor godt det var med en familie, der støttede en så meget, som hendes familie gjorde. Og igen følte jeg mig virkelig alene. Jeg har jo selv en spiseforstyrrelse, der nogle gange slet ikke påvirker mig og nogle gange giver mig store problemer. Men jeg føler ikke, at jeg har mange, jeg kan snakke med om det. Jeg har to kontaktpersoner, jeg kan snakke med. Men ellers har jeg egentlig kun én veninde, jeg snakker med om spiseforstyrrelsen. Jeg ved, at jeg bare ville bekymre alle andre eller de ville ikke vide, hvad de skulle sige. Det er fedt i det mindste at have én veninde, jeg kan snakke med, men vi kan heller ikke mødes så tit. Så for det meste kan vi kun skrive sammen.

Det føles, som om alt er blevet for meget for mig de sidste par dage. Jeg vil gerne gemme mig i min lejlighed og slet ikke tage ansvar for noget som helst. Det første, der stresser mig, er mit studie. Jeg elsker mit studie og det gør mig også glad, hvis jeg ikke lige bliver irriteret af en opgave, jeg ikke kan løse. Men jeg har stadig ikke vænnet mig til mit studie. Hver dag er stadig som en overraskelse for mig og min autisme kan ikke lide overraskelser. Jeg mødes med min SPS mentor en gang om ugen og han hjælper mig i hvert fald, men det er stadig mit ansvar at få læst det hele og sørge for, at jeg forstår alt og er forberedt. De andre ting, der stresser mig, er nok småting. Men der er så mange af dem, at det alligevel bliver for meget for mig. Jeg skal for eksempel få min cykel repareret, men jeg kan ikke overskue at tage til butikken alene. Jeg skal også få styr på noget med min blog, fordi der er nogle mærkelige nye regler. De er åbenbart meget komplicerede, men også vigtige, men jeg forstår ingenting af det. Jeg bliver også bare stresset af hverdagsting som at lave mad, gøre rent og vaske tøj. Endda positive ting som at mødes med venner eller være i netværksgruppen kan være en udfordring. Men jeg skal alligevel igennem alle de her udfordringer hver dag og det koster bare virkelig meget energi. For flere måneder siden skrev jeg et blogindlæg om mit energi batteri. Dagen plejer at starte med 100% energi. Men for mig føles det, som om mine dage tager mig for meget energi. Derfor bliver der altid taget 1% energi for meget hver dag. På et tidspunkt startede min dag med 100% energi. Så blev der taget 1% for meget og den næste dag startede kun med 99%. Dagen efter var der kun 98% tilbage og så videre. I starten lægger man ikke mærke til det, fordi der er jo kun 1% forskel. Men nu føles det, som om jeg er nået derhen, hvor energiniveauet er så lavt, at det bliver et problem for mig.

Jeg ved ikke, om jeg bare har en lille krise lige nu og jeg får det fint igen om nogle dage eller om jeg er nået derhen, hvor jeg bliver nødt til at ændre noget i mit liv. Men jeg ved heller ikke, hvad løsningen kunne være. Jeg kan jo egentlig godt lide mit liv, som det er. Jeg kan især godt lide at være selvstændig. Og jeg ved heller ikke, hvordan jeg overhovedet skulle få mere hjælp. Når man er voksen, har man jo bare meget ansvar. Selv hvis jeg spurgte om mere hjælp, ville det være svært for mig. Det ville føles som et skridt tilbage, jeg ville skamme mig og føle mig svag. Jeg skulle nok ikke være så kritisk overfor mig selv, men jeg har bare brug for at komme af med mine tanker, ligesom de er i mit hoved.

Jeg tror i hvert fald, at det kunne være en god idé at tage en lille pause fra min blog. Jeg vil gerne fortsætte med at uploade billeder. Men hvis jeg planlægger at tage en lille pause fra mine blogindlæg, kunne det måske fjerne lidt ansvar. Lige nu er det sådan, at jeg har en plan om altid at skrive ét blogindlæg om ugen. Og jeg holder fast i mine planer, selv hvis jeg har en stressende uge. Men hvis jeg tager en pause, kan jeg tage spontane beslutninger om, hvornår jeg har tid og energi til at skrive. Mine pauser plejer ikke at vare længe, fordi jeg elsker min blog jo, men måske kunne det give mig lidt ro.

0 Kommentar/e

Kommentar schreiben