Gæsteindlæg: Er autisme et handicap?

Dette gæsteindlæg er skrevet af Janine på Verdens-Autisme-Dag, den 2. april. Teksten er derfor allerede lidt ældre, men jeg synes, det er så godt, at jeg bare rigtig gerne vil dele det med jer. Teksten er oprindeligt skrevet på tysk.

Verdens-Autisme-Dag
Jeg har læst om en kampagne, der vil have autister til at præsentere deres styrker, men jeg tænker: ”Hvordan skal det bidrage til et samfund, hvor autister kan føle sig tilpas, fordi der i det mindste bliver taget lidt hensyn?” Folk ville jo kun se styrkerne. Jeg bliver allerede set som arrogant (som mange andre autister). Nu stiller vi os hen og fortæller, hvor gode vi er… NEJ! Alle mennesker har styrker og svagheder. Der er vi alle ens. Forskellen ligger bare ved typen og styrken, lige meget om man er autist eller neurotypisk.

Autisme som superkraft?
Jeg vil hellere fortælle om to oplevelser i dag. Nogen fortalte mig, at han havde læst, at autisme er et handicap, men han vidste ikke hvorfor. Det kan jeg godt forstå, fordi der er så mange mennesker der beskriver autisme som en superkraft. Medierne bidrager derudover med historier fra ekstremområder som i filmen ”Rain Man” eller lignende.

Eller autisme som handicap?
Jeg kan sige for mig selv: Autisme er helt sikkert et handicap. Det hindrer mig i at nyde mit liv, fordi hver lyd er for høj. Min mand er begyndt at købe husholdningsmaskiner afhængig af hvor høje lyde de laver. Til jul fik jeg støjreducerende høretelefoner. (TAK!!! De er fantastiske.) Kun med dem var det muligt for mig at være med til bowling med min familie og judoforeningen. At handle ind er smertefuldt for mig, det er højt og lyst, og det overvælder mig. Jeg bliver vred og kan ikke koncentrere mig.

Lysoverfølsomhed
Jeg kan næsten ikke gå en tur, når solen skinner, fordi det er for lyst og gør ondt i mit hoved og mine øjne, sådan at jeg bare hurtigt vil hjem igen. Solbriller med styrke i er dyre og gælder som luksus. Det vil sygeforsikringen ikke hjælpe med. Derfor er autisme også et økonomisk handicap for os, fordi der er nødvendigt at anskaffe ting for at lave noget sammen med familien, som ikke er nødvendige for andre mennesker.

Kommunikation
Det er også et handicap for mig, at jeg ikke kan forstå ironi eller sarkasme. Jeg kan ikke genkende sprogmelodier. Kommunikation er derfor kun afslappet sammen med mennesker, der ved, hvordan de skal tale, sådan at jeg kan slappe af under samtalen.

Jeg har været gift med min mand i næsten 12 år og jeg kan hverken tyde stemmen eller ansigtsudtrykket af ham. Igen og igen bliver jeg nødt til at spørge, hvad han mener. Det er frustrerende for mig. Hvordan kunne jeg sige, at det ikke er et handicap for mig?

Hvordan kunne jeg sige, at det ikke er et handicap for mig, når jeg ikke kan lære noget, som virker nemt og som en selvfølge for andre? Det er ligegyldigt, hvor tit og hvor lang tid og med hvor meget anstrengelse jeg prøver at lære det.

Autister – mennesker uden følelser?
Den anden oplevelse: Jeg sagde, at jeg var Aspergers autist og spurgte, om den anden person vidste noget om det. Svaret: Det er da dem, der ikke har nogen følelser. Bare at sige sådan noget viser da følelseskulde ved objektiv betragtning. Jeg ville aldrig antage, at en anden person ikke har følelser.

Selvfølgelig har jeg følelser. Mange flere og mere intensiv, end jeg er i stand til at forklare. I mit liv eksisterer der ikke ligegyldige ting. Når jeg er glad, så er det som et lille barn, overvældende, ubremset. Jeg går igennem skoven og dufter den søde duft af blomsterne, mens jeg i dette ene øjeblik bliver stående og fordyber mig i det. På grund af al den nydelse løber jeg i det næste øjeblik løs for at udtrykke min glæde. Jeg kunne råbe. Men jeg er bange for, hvad andre og min familie så kunne tænke om mig. Jeg tør kun være mig selv, når jeg er hjemme. Og heller ikke altid der.

Skrevet af Janine Kaden, oversat af Nici – ubemærket.eu