At komme igennem en praktik som autist

Mange af jer har sikkert allerede læst på Facebook, at jeg for nyligt afsluttede min næsten seks måneder lange praktik. I dag vil jeg dele lidt om, hvordan det var for mig som autist at være i praktik.

Min praktik
Hvis I kender mig og min blog en lille smule, ved I sikkert allerede, hvorfor jeg overhovedet skulle i praktik. Men her er historien lige igen. Jeg er i gang med et studie, der tager fem semestre. Og en del af det femte semester er at være i praktik. Normalt er man i praktik i tre måneder, men jeg søgte om dispensation for at arbejde deltid, fordi jeg ikke kan arbejde fuldtid. Derfor skulle jeg forlænge min praktik på den dobbelte tid, seks måneder.

Jobsamtalen
Da jeg begyndte at skrive ansøgninger, var jeg virkelig plaget af min angst. Jeg var så bange for at ringe til firmaer og komme til en jobsamtale. Heldigvis skulle jeg kun til en enkel jobsamtale, fordi den gik så godt, at vi med det samme blev enige om, at jeg ville starte der. Men før samtalen var jeg virkelig nervøs. På grund af min angst havde jeg hele tiden kvalme og min allerstørste frygt var, at jeg kunne kaste op til jobsamtalen. Det skete selvfølgelig ikke. Men til gengæld var jeg virkelig tæt på at spilde vand fra mit glas, fordi jeg rystede så meget.

I hvert fald gik jobsamtalen virkelig godt alligevel. Jeg skulle ikke engang sige særlig meget. Min chef fortalte bare om virksomheden og så sagde han, at han godt kunne lide mig og min ansøgning, så jeg fik tilbudt praktikpladsen. Det var meget nemt.

De første dage
Jeg begyndte min praktik i starten af januar og jeg klarede det faktisk ret godt ikke at tænke for meget over det omkring jul og nytår. Men på et tidspunkt kom min nervøsitet selvfølgelig frem. Jeg var dog meget, meget heldig, fordi en fra min klasse havde fået en praktikplads i samme virksomhed. Så jeg havde en slags sikkerhedsnet. Når jeg er et nyt sted, men har nogen med, som jeg kender, tager det nemlig virkelig meget af min angst.

Nye rutiner, nye mennesker
Det, der var sværest for mig i starten, var, at der hele tiden var nye kollegaer og at næsten alle arbejdede forskellige dage. Jeg synes, det var meget stressende og anstrengende. Jeg skulle altid lytte rigtig meget og spørge ind til det for at vide, hvornår der var hvilke kollegaer på kontoret. Mange tænker sikkert, at jeg kunne være ligeglad med at vide det, men det kan min Aspergers ikke have.

Jeg vil helst vide alt og være 100% forberedt. Og en del af det er at vide, hvem der kommer på arbejde den næste dag eller endda hele den næste uge. Med tiden fik jeg lidt mere styr på de andres rutiner, men det holdt aldrig op med at være svært for mig, at ikke alle havde faste arbejdstider. En af dem, der heldigvis kom på arbejde hver dag, var dog ham fra min klasse. Så det hjalp mig rigtig meget.

Mit arbejde
Noget af det mest udfordrende under hele min praktik var mine arbejdsopgaver. Det giver nok god mening, fordi man jo er i praktik for at lære noget nyt og det kan være svært. Men det var nok lidt mere udfordrende for mig end det er for de fleste andre. Jeg gik nemlig ret meget i panik, hver gang jeg fik en ny opgave. Når jeg ikke kan se en løsning på noget allerede i starten af opgaven, kommer der alle mulige katastrofetanker og jeg føler, at jeg aldrig kommer til at løse det. Med tiden blev det lidt bedre, fordi jeg lærte, at jeg godt ville kunne løse opgaverne alligevel, men det er stadig noget jeg kæmper med. Jeg skal helst vide allerede i starten, hvad der kommer til at ske i løbet af en opgave.

Det sociale
Noget, der selvfølgelig også fyldte meget under min praktik, var alt det sociale. Jeg synes, det ”værste” var frokostpauserne. Jeg ville for det meste rigtig gerne snakke med mine kollegaer, men jeg vidste ikke altid, hvad man kunne snakke om. Så jeg brugte rigtig meget energi på at tænke over, hvad jeg skulle sige og hvornår jeg skulle sige noget.

Hjemmearbejde under Corona
Jeg tror, det var cirka halvvejs under min praktik, at vi blev sendt hjem fra vores arbejde pga. Corona. Det, jeg virkelig nød i den tid, var, at mine sociale udfordringer ikke var der længere. Jeg kunne endelig fokusere udelukkende på mit arbejde og bruge al min energi på det, fordi jeg jo ikke skulle snakke med mine kollegaer så tit længere.

I starten var det selvfølgelig svært ikke at have mine kollegaer i nærheden, fordi jeg ikke kunne spørge om hjælp så nemt. Men jeg lærte at løse de fleste problemer alene efter noget tid. Og hvis der var noget, jeg ikke kunne komme videre med, kunne jeg jo chatte med mine kollegaer. Alt i alt nød jeg i hvert fald at arbejde hjemmefra. Det tog bare noget tilvænningstid.

Jeg er stolt
Jeg synes, der var ret mange udfordringer under min praktik. Jeg nåede ikke at skrive om det hele, fordi ellers ville det være blevet en hel bog, men I kunne jo læse lidt om det. I hvert fald er jeg super stolt af, at jeg klarede det og at jeg lærte så mange ting. Det er helt vildt, at de her seks måneder lige pludselig er omme.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *