Hvad nu, hvis man fandt årsagen til autisme?

Hvad nu, hvis man fandt årsagen til autisme?

Det sker oftere og oftere, at man finder artikler, der siger, at forskningen er kommet tættere på at finde årsagen til autisme. Nogle gange bliver der endda skrevet, at forskerne er tæt på at finde en helbredelse til autisme. Helt personligt tror jeg ikke, at man kommer til at finde årsagen til autisme i den nærmeste fremtid. Men jeg er ret sikker på, at årsagen kan findes på et eller andet tidspunkt. I det her blogindlæg vil jeg skrive om, hvilke konsekvenser det kunne have for autister og hvad jeg personligt synes om det.

Tidlig diagnosticering under graviditeten

Lad os antage, at man på et tidspunkt finder ud af, hvorfor nogle af os har autisme. Er sandsynligheden så ikke også stor for, at man finder ud af, hvordan man kan diagnosticere autisme under graviditeten? Hvad sker der så til autister? Lad os lige sammenligne autisme med trisomi 21. Trisomi 21 er også et handicap, som der ikke findes en helbredelse for. Hvad sker der med de fleste foster, der bliver diagnosticeret med trisomi 21 under graviditeten? Forældrene får en abort. Er det også fremtiden for autister, hvis årsagen til autisme bliver fundet?

Årsag er lige med helbredelse?

Kun fordi årsagen til autisme muligvis kan findes på et tidspunkt, betyder det selvfølgelig ikke, at der også bliver fundet en helbredelse. Men hvad nu, hvis der bliver fundet en? Ikke alle autister ønsker sig overhovedet at blive helbredt. Bliver vi så presset af samfundet til at få fjernet vores autisme? Kommer der overhovedet til at være støttemuligheder for autister i fremtiden eller kommer folk bare til at sige: ”Jamen du kan jo blive helbredt!”

. Jeg er sikker på, at der findes par, der ville få en abort, hvis de fandt ud af, at deres barn var autist. Men hvad med folk, der ville få barnet? Ville de så med det samme få helbredt deres barn eller ville de i det mindste give barnet valgmuligheden, når barnet er gammelt nok?

Ønske for helbredelse eller tidlig diagnosticering?

Nu kommer den kritiske del af det her blogindlæg. Jeg vil nemlig gerne dele min holdning med jer. Jeg ved, at vi aldrig alle sammen er enige, men jeg håber, at I kan acceptere og respektere, hvis jeg har en anden holdning.

Ville jeg ønske mig en helbredelse for autisme? Ja og nej. Jeg kan faktisk slet ikke forestille mig, at der nogensinde bliver fundet en helbredelse. Autisme er flettet så tæt sammen med vores personlighed. Og det gør, at det virker umuligt for mig at fjerne autismen. Den største del af mig selv siger: Autisme er en del af min personlighed. Den gør mig til det menneske, jeg er. Det vil jeg ikke undvære. Jeg kan godt lide min personlighed. Men en anden del af mig tænker, at det kunne være rart at komme af med nogle udfordringer. Jeg er for eksempel sikker på, at jeg mangler så meget energi i min hverdag, fordi jeg er autist. Hvis man kunne ændre det uden at fjerne en del af min personlighed, synes jeg, det ville være fedt.

Lad os komme til den sværeste del af det her indlæg: Ville jeg ønske mig tidlig diagnosticering under graviditeten og ville jeg få en abort, hvis jeg vidste, at mit barn var autist? Jeg ved det ikke. Min kæreste og jeg har faktisk allerede snakket om, at sandsynligheden for at vores børn kommer til at få autisme, er ret stor. Hvis vores børn bliver ligeså autistiske som mig, ville det slet ikke være noget problem, synes jeg. Jeg har udfordringer, men jeg har også et godt liv. Men hvad nu, hvis vores børn blev så autistiske, at de aldrig ville kunne leve selvstændige og hvis de var fuldstændige overvældede af verden? Kan børnene så overhovedet nyde livet?

Jeg tror, så længe man ved en tidlig diagnosticering ikke også kan finde ud af, hvor hårdt ramt barnet er, ville jeg aldrig få en abort. Og selv hvis det var muligt, ved jeg ikke om jeg ville kunne få en abort, ”kun” fordi barnet var handicappet.

1 kommentar til “Hvad nu, hvis man fandt årsagen til autisme?”

  1. Jesper Pedersen

    Hej Nici.
    Godt blogindlæg du her har skrevet. Jeg ville synes det ville være uretfærdigt hvis jeg var blevet fjernet ved en abort hvis man havde set dengang jeg var foster, at jeg var autist. Jeg har den holdning, at alle fostre har ret til livet.
    Kærlig hilsen
    Jesper

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *