Nogle gange, når jeg skriver mine blogindlæg, kommer ordene bare til mig. Det kan ske meget pludseligt, at jeg bare ved præcis, hvad jeg vil skrive om og hvad sætningerne skal være. Jeg havde egentlig en plan om mine næste blogindlæg, men så kom der pludselig en ny idé til et indlæg.
Måske har I læst i ”Forandringer og stress”, at jeg har meget at lave lige nu og at der sker mange forandringer. Det hele sker snart eller jeg er faktisk midt i det og derfor vil jeg gerne dele med jer, hvordan det påvirker mig.
Jeg tror, at jeg virker ret positivt indstillet i min blog. Jeg har for eksempel fået mange overraskede kommentarer til min Video ”Jeg fik diagnosen Aspergers”, fordi jeg var så glad for at have fået diagnosen. Og i mit blogindlæg ”forandringer og stress” fortæller jeg egentlig kun om, at jeg er stresset, men jeg siger ikke mere om det. Det vil jeg prøve at gøre i dag.
Den første store nye situation er, at jeg jo skal få en ny kontaktperson. Der har åbenbart været nogle misforståelser omkring, hvornår der skulle være overdragelsesmøde. Så jeg fik pludselig besked i går, at det skal være i dag. Jeg kan slet ikke have at få besked om det så sent. Vi havde snakket om at mødes den dag tidligere, men så har jeg ikke hørt noget om det, så jeg planlagde noget andet. Så det skulle jeg pludselig lave om på. Da min kontaktperson sagde, at det her møde skulle være i dag, græd jeg bare. Jeg kunne slet ikke overskue det. Jeg kan ikke håndtere sådan nogle spontane situationer. Jeg var virkelig sur over, at jeg ikke fik det at vide tidligere. Men jeg var endnu mere irriteret over selve mødet. Som jeg havde forstået det, skulle det have været et møde med min nye og gamle kontaktperson, men sådan var det ikke. Min gamle kontaktperson og jeg skulle bare mødes med en fra autisme teamet. Men det var ikke nødvendigvis min nye kontaktperson. Så jeg kunne slet ikke se meningen i mødet. Og så var det også sådan, at hende fra autisme teamet sagde, at hun måske alligevel bliver min kontaktperson alligevel. Men jeg kender hende allerede lidt og jeg vil ikke have hende som kontaktperson. Kemien passer bare ikke for mig. Så jeg skulle forklare på en pæn måde, at jeg ikke vil have hende som kontaktperson. Hele mødet gjorde mig bare ret nervøs. Jeg har ingen idé om, hvornår jeg skal få min nye kontaktperson eller hvem det er. Og jeg er virkelig bange for, at jeg måske ikke kan lide hende. Så jeg var allerede nervøs bare efter det her møde, men jeg har ikke rigtig lagt mærke til det.
Bagefter skulle jeg dog til endnu et møde. Jeg skulle mødes med min studievejleder og det gik heller ikke godt. Altså jo, egentlig gik det godt, men jeg følte mig kritiseret på et tidspunkt og det kan jeg ikke glemme igen. Jeg sagde det faktisk til hende, at jeg følte mig kritiseret og hun sagde, at hun ikke mente det sådan. Det ved jeg også godt, men jeg kan bare ikke få det ud af mit hoved. Jeg har ingen idé, hvordan andre gør det, men for mig sidder det bare fast. Og derudover bliver jeg mere og mere nervøs over at skulle starte på mit studie igen. Jeg er bare bange for, at det kommer til at blive ligeså dårligt som sidste år.
Bare fordi det ikke er nok, har jeg også virkelig travlt de næste seks dage og jeg har ingen tid til rigtig at slappe af.
I aftes fik jeg det så pludseligt virkelig dårligt på grund af det hele. Det blev bare for meget. Jeg er stadig ikke god til at forklare følelsen, men jeg blev bare virkelig ked af det og følte mig, som om jeg vil gemme mig i min seng eller forsvinde. Selvom jeg ikke har skadet mig selv i lang til, kommer de her tanker automatisk også tilbage. Jeg har ting ligesom min blog, der tager mine tanker lidt væk, men det er bare ikke godt at have den her følelse. Så nu håber jeg bare, at jeg kommer igennem aftenen så godt som muligt og at det hele bliver bedre i morgen.