I bus og tog med et ledsagekort

I bus og tog med et ledsagekort

Når man har et ledsagekort , kan man rejse med børnebillet i bus, tog osv. Derudover skal ens ledsager også kun betale prisen for en børnebillet. Det er virkelig smart og jeg er også glad for det, men desværre går det ikke altid så nemt, som jeg ville ønske. Her kommer de gode og dårlige historier fra mine rejser med et ledsagekort.

Hvilken børnebillet
Første gang, jeg ville bruge en børnebillet, ville jeg købe billetten ved en af de der billetautomater. Så behøvede jeg ikke snakke med nogen. Troede jeg. Men det var alligevel ikke så nemt, som jeg havde regnet med. Der findes nemlig to slags børnebilletter, til børn mellem 0 og 11 år og til børn mellem 12 og 15 år. Hvordan skulle jeg nu vide, hvilken en jeg skulle vælge? Jeg blev desværre alligevel nødt til at snakke med nogen og spørge. Til dem der ikke vidste det: Man skal vælge en børnebillet til børn mellem 12 og 15 år.

I tog med ledsagekort
Jeg kan huske, at jeg var ret nervøs, første gang jeg skulle rejse med en børnebillet. Jeg var virkelig bange for, at DSB-medarbejderen kunne reagere dumt, fordi man jo ikke kan se på mig, at jeg er handicappet. Men nu er jeg rejst med børnebillet virkelig mange gange og der har aldrig været nogen, der har kommenteret på, at jeg ikke ser handicappet ud. For at undgå forvirring over, at jeg har en børnebillet, viser jeg altid med det samme ledsagekortet, når der bliver tjekket billetter. Og det har altid fungeret fint.

I tog med handicap-rejsekort
Når man har et ledsagekort, kan man også få handicap-rejsekort. Når man tjekker ind med det, betaler man automatisk kun for en børnebillet. Men hvordan er det så, når man tjekker en ledsager med ind? Det forvirrede mig ret meget i starten. Min ledsager er jo voksen. Skal jeg så tjekke en voksen ind og kortet kan selv finde ud af, at jeg har handicap-rejsekort, at min voksne medrejsende så er min ledsager og at en ledsager kun betaler for en børnebillet? Det kan det ikke finde ud af. Så jeg tjekker altid mig selv og et barn med ind og det har indtil videre fungerede fint. Så jeg går ud fra, at det er sådan, man skal gøre. Når jeg rejser med handicap-rejsekort i toget, spørger de faktisk heller aldrig om at se mit ledsagekort. Så vidt jeg ved, skal man have ledsagekortet med og de må gerne spørge om at se det, men det er aldrig sket for mig. Og ligesom med en børnebillet så har jeg heller aldrig haft dårlige oplevelser med handicap-rejsekort i toget. Altså jeg mener, at der aldrig har været nogen, der har sagt noget i retning af, at jeg jo ikke ser handicappet ud.

I bus med handicap-rejsekort

Nu har jeg fortalt om, hvor dejligt det virker med børnebilletter og handicap-rejsekort i tog, så man skulle tænke, at det var ligeså nemt i en bus. Men jeg kan ligeså godt sige det, som det er. Det er ikke nemt. I hvert fald er det det næsten aldrig for mig. Fordi hvad skal man sige, når man vil tjekke sin ledsager med ind. I starten sagde jeg altid, at jeg havde handicap-rejsekort og at min ledsager kunne rejse med en børnebillet, så jeg ville tjekke et barn med ind. For det første tager det alt for lang tid at forklare det. Og for det andet er der så mange buschauffører, der ikke forstår, hvad jeg siger. Mange buschauffører, som jeg er kørt med, er udlændinge og de forstår bare ikke, hvad jeg siger. Så enten stirrer de bare på mig eller også tjekker de alligevel en voksen ind. Når det er korte rejser, giver jeg for det meste bare op. Men på lange rejser gider jeg jo ikke at betale den dobbelte pris, så der skal jeg begynde at diskutere med buschaufføren og det er bare så træls. Hvis man bare kunne tjekke en voksen ind og kortet selv kunne finde ud af at lave det om til en børnebillet, ville det hele være meget nemmere.

Fordi jeg ikke gider lange diskussioner med buschauffører, er jeg nu begyndt at sige ”Kan jeg få en børnebillet med på kortet?”. Det fungerer godt oftere, end jeg havde regnet med. De kan jo godt se, at min ledsager ikke er et barn. Mange er ligeglad med det og gør bare det, jeg siger. Men selvfølgelig er der også nogle, der så stirrer på min ledsager og undrer sig over, hvorfor personen ikke er et barn. Så skal jeg forklare igen. Det kan gå godt eller også ikke. Ligesom i tog må buschauffører også gerne spørge om at se ledsagekortet. Det er sket nogle sjældne gange for mig. Men én gang kunne buschaufføren altså slet ikke finde ud af det. Jeg forklarede ham præcis, hvad han skulle gøre og hvorfor jeg skulle have en børnebillet med på kortet. Men så kom han alligevel hen til mig bagefter og spurgte, hvorfor min ledsager ikke havde ledsagekort. At det ikke er ledsageren, der skal have et ledsagekort men den handicappede, kunne han ikke helt forstå. I kan sikkert godt forstå, at jeg ikke er særlig vild med at tage bussen med handicap-rejsekort og tage en ledsager med på mit kort. Det er bare så anstrengende at diskutere og man ved aldrig, hvordan folk reagerer.

Mit ønske
Det kunne være så dejligt, hvis man med et handicap-rejsekort bare kunne tjekke en voksen ind og så omdannede kortet det automatisk til en børnebillet. Det ville gøre, at jeg kunne tage bussen og være meget mere afslappet. Eller også ville jeg bare ønske, at buschaufførerne var bedre uddannede og gode nok til dansk, at de kan forstå mig. I min drømmeverden skulle jeg bare vise mit ledsagekort, sige, at jeg skal have en ledsager med på kortet og så ville buschaufførerne automatisk vide, at de skal tilføje en børnebillet. I togene oplever jeg jo aldrig problemer. Så hvorfor skal det være så svært i bussen?