Aspergers diagnose i voksenalderen
Jeg har først fået min Aspergers diagnose for to år siden. På det tidspunkt var jeg 22. Jeg var færdig med gymnasiet, var flyttet fra Tyskland til Danmark og boede selvstændig i min egen lejlighed. Jeg troede, at jeg var på en god vej til at finde ud af, hvem jeg er. Men så kom der pludselig min Aspergers diagnose og den ændrede alt. Det var, som om jeg på ny skulle opdage, hvem jeg egentlig er. I det her blogindlæg vil jeg skrive om, hvordan det er at få en Aspergers diagnose som voksen og hvad der er positivt og negativt ved det.
Nye udfordringer
Når man vokser op, lærer man, hvilke styrker og svagheder man har. Man indretter livet efter det. Som voksen tænker man så, at man kender sig selv og sine behov. Det troede jeg i hvert fald. Men da jeg fik min Aspergers diagnose, opdagede jeg lige pludselig, at jeg havde mange flere udfordringer, end jeg overhovedet vidste. Udfordringerne har selvfølgelig også været der før, men jeg har nok ubevidst dækket over dem. Så jeg kendte ikke til de her udfordringer. Jeg synes, det var ret chokerende lige pludselig at blive bevidst over alle de udfordringer, som Aspergers giver en.
Mindre støtte
En af de grunde til, at jeg synes, at det er svært først at få sin Aspergers diagnose som voksen, er, at man er alene. Man er jo selv ansvarlig for alt i ens liv. Hvis mine forældre havde vidst tidligere, hvilke udfordringer jeg havde, kunne de have lært mig, hvordan jeg bedst kan håndtere dem. Selvfølgelig vil mine forældre stadig gerne hjælpe mig, men jeg bor jo ikke hjemme hos min familie længere. Så nu står jeg sådan set alene med mine udfordringer. Nu skal jeg have hjælp af mine kontaktpersoner for at lære alle de ting, jeg kunne have lært tidligere, hvis jeg havde fået min Aspergers diagnose som barn.
Psykiske problemer
Jeg er sikker på, at jeg har skrevet om det før, men nu kommer det lige igen. Jeg er virkelig sikker på, at jeg kunne have undgået en masse psykisk sygdom, hvis jeg havde fået min diagnose tidligere og havde lært at leve med den. Jeg havde alt for mange psykiske problemer i mit liv. Jeg havde problemer med selvskade, en spiseforstyrrelse og en depression. Og lige nu er jeg i behandling for angst.
Man kunne selvfølgelig sige: ”Nu har du haft din diagnose i to år. Hvorfor har du så stadig psykiske problemer?” Man tror måske ikke lige, at det giver mening. Men det gør det på en måde alligevel. Jeg tror nemlig, at jeg stadig ikke har indrettet mit liv autisme-venligt nok og derfor har jeg fået angst. Selvfølgelig kan enhver blive syg og en diagnose i børnealderen beskytter nok ikke mod psykisk sygdom. Men jeg tror stadig, at den kan forebygge det.
Hensyn fra andre
Det her afsnit havde jeg næsten glemt, selvom det er noget af det vigtigste, synes jeg. Hvis man ikke får sin diagnose som barn, er der for det meste heller ikke nogen, der tager hensyn til de udfordringer, man har. Det skulle ikke være nødvendigt at have en diagnose for at kunne få hjælp og støtte, men sådan er det desværre tit alligevel. Jeg har for eksempel haft det virkelig svært i gymnasiet. I stedet for at have min faste klasse, blev vi nemlig delt ud i forskellige kurser, hvor der var forskellige mennesker blandet sammen til hvert fag. Der var mange lærere, der vidste, at jeg havde det svært i gymnasiet, men der var aldrig nogen, der prøvede at hjælpe mig. Jeg er sikker på, at jeg kunne være kommet igennem gymnasiet på en meget bedre måde, hvis jeg allerede havde haft min Aspergers diagnose. Så ville der i det mindste have været håb for at få lidt støtte.
Det positive
Efter at have snakket om alle de negative aspekter ved at få Aspergers diagnosen som voksen, vil jeg nu fortælle om det positive ved det. Jeg er sikker på, at jeg har oplevet meget mere i årene op til min diagnose, end jeg havde oplevet, hvis jeg havde fået min diagnose tidligere. Jeg tænker mest på min flytning til Danmark. Til dem, der ikke ved det: Da jeg var 19 tog jeg på højskole i Danmark. Bagefter havde jeg ikke lyst til at tage tilbage til Tyskland endnu, så jeg besluttede mig for at blive i Danmark og her er jeg så stadig endnu. Nu hvor jeg har min diagnose, ville jeg aldrig flytte til et andet land igen. Det ville være noget andet at flytte tilbage til Tyskland, men jeg ville aldrig flytte til et fremmed land igen.
På grund af min Aspergers er det bare for svært for mig at have for store ændringer i mit liv. Derfor siger jeg heller ikke, at det positive ved at have fået en sen diagnose, er, at jeg turde at flytte til Danmark. Det var virkelig hårdt lige pludselig at leve i et andet land uden min familie og mine venner. Men alle de ting, jeg har lært og oplevet, siden jeg er kommet til Danmark, er ekstremt positive. Hvis jeg allerede havde fået min diagnose i Tyskland, ville jeg aldrig have lært og oplevet så meget. Så delvist er jeg faktisk ret taknemmelig for først at have fået min Aspergers diagnose som voksen.