Verdens Autisme Dag

Verdens Autisme Dag

Hvert år er der World Autism Awareness Day – Verdens Autisme Dag den 2. april. Denne dag bliver der kæmpet ekstra meget for at skabe mere opmærksomhed omkring autisme. Og det betyder virkelig meget for mig. Jeg håber, at andre kan få deres diagnose tidligere end mig, hvis der bliver delt mere viden om autisme. Og jeg håber, at alle autister bliver behandlet på en mere ligeværdig måde og at de bliver accepteret og respekteret mere, hvis andre lærer mere om autisme.

Tidligere diagnose
Som mange af jer sikkert ved, har jeg først fået min diagnose, da jeg var 22. Hvis jeg skulle leve mit liv en gang til og jeg kunne vælge, om jeg kunne få min diagnose tidligere, ville jeg nok ikke gøre det. Jeg har oplevet så mange ting i mit liv, som jeg nok ikke ville have oplevet, hvis jeg havde haft min diagnose tidligere. Og dem vil jeg ikke undvære. Havde jeg haft min diagnose tidligere, ville jeg for eksempel aldrig været flyttet alene fra Tyskland til Danmark. Men jeg er alligevel sikkert på, at man har et nemmere liv, hvis man får sin diagnose tidligere. Og det ønsker jeg mig for andre. Jeg skulle igennem så mange hårde ting i mit liv. Jeg begyndte at selvskade, da jeg var 15. Jeg havde en spiseforstyrrelse og en depression. Og bare for nogle måneder siden begyndte jeg at få problemer med angst. Jeg er sikker på, at jeg kunne have undgået mange af de her problemer, hvis jeg havde fået min diagnose tidligere. Fordi så kunne jeg også tidligere have lært, hvordan jeg kan indrette mit liv på en mere autisme venlig måde. Hvis man gør mere opmærksom på autisme, kan andre måske få deres diagnose tidligere og lære at indrette deres liv mere passende allerede i en tidlig alder.

Mindre fordomme

Som autist skal man tit retfærdiggøre sig selv og sin diagnose, forklare diagnosen og kæmpe imod fordomme. Da jeg havde mistanken om, at jeg kunne have Aspergers, sagde en af mine venner også: ”Det kan da slet ikke passe!” Og det gør en usikker, eller også sur, skuffet. Hvorfor skulle vi kæmpe med sådan nogle ting? Når nogen har kræft, får de heller ikke at vide: ”Jeg tror godt nok ikke på, at du har kræft. Din læge har sikkert ikke ret.” Autisme og kræft har ikke noget med hinanden at gøre. Det er måske en dårlig sammenligning. Men hvis man ikke skal retfærdiggøre sig selv for andre diagnoser, hvorfor skal autister så altid kæmpe for forståelse og accept? Jeg ønsker mig så meget, at alle i verden i det mindste vidste så meget om autisme, at vi kunne lægge fordommene fra os og at vi som autister kunne blive mødt med lidt mere forståelse.

Kamp imod fordomme på facebook

For at kæmpe lidt mere imod fordommene om autisme deler jeg fem fordomme i løbet af ”World Autism Awareness Week” (Uge 14 – 1.April-7.April 2019) på min facebook side. https://www.facebook.com/LivMedAspergers/ I må gerne kigge forbi og dele billederne.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *