30 dage autisme – del 2

265 Views 0 Comment

I hele april (april 2020) har jeg et projekt på Facebook, hvor jeg skriver om noget autisme relateret hver eneste dag. I kan følge mig på Facebook ved at finde ”Ubemærket.eu – et liv med Aspergers” https://www.facebook.com/LivMedAspergers/ . Hvis I ikke har Facebook, så kan I følge med her. Del 1 kan I finde her: https://www.unbemerkt.eu/da/30-dage-autisme-del-1/ Del 3 deler jeg den 30.april eller kort efter.

11.april: Hvad kan jeg mindst lide ved min autisme?

Som jeg allerede har nævnt for nogle dage siden, har jeg ikke så meget energi som folk uden autisme. Det, synes jeg, er lidt trist nogle gange, fordi jeg altid skal indrette min hverdag efter det. Derudover synes jeg, at det af og til kan være svært, at der er nogle ting, jeg ikke kan intuitivt. Det sker især ved social interaktion og kommunikation. Jeg kan for eksempel ikke automatisk holde øjenkontakt, men jeg skal for det meste tænke over det og næsten tvinge mig selv til det. Jeg er heller ikke altid særlig god til at tolke ansigtsudtryk. Det vil sige, at der nemt kan opstå misforståelser. Generelt tror jeg, at man kan sige, at der er ret mange ting, jeg har svært ved. Men det gode er, at jeg har vænnet mig til det og lært at leve med det. Så det er slet ikke så ”slemt”.

12.april: Hvad er jeg mest stolt af?

Det er virkelig nemt for mig at svare på det her spørgsmål. Jeg er stolt af mange ting. Jeg studerer, bor sammen med min kæreste, har en ret godt kørende blog og jeg har endda allerede været i fjernsynet. Men det, jeg virkelig er allermest stolt af, er helt sikker, at jeg for seks år siden flyttede til Danmark. De fleste af jer kender nok ikke engang historien bag det. Det var meningen, at jeg bare skulle være på en højskole i et halvt år. Jeg var 19 og lige færdig med gymnasiet. Men ja, så skete der noget helt andet. Et halvt år blev til et helt år og bagefter blev jeg bare i Danmark.
Det er virkelig ikke nemt at flytte til et andet land, især når man er alene. De første dage i Danmark græd jeg hver aften og jeg fortrød så meget, at jeg var taget afsted. Det, der gjorde det endnu sværere, var, at jeg ikke havde min Aspergers diagnose på det tidspunkt. Så jeg vidste ikke, hvad der var vigtigt for mig og hvad jeg havde brug for. Men selvom det ikke var nemt, var det det hele værd og jeg føler mig virkelig hjemme i Danmark nu.

13.april: Kender jeg andre autister?

Jeg kender faktisk ret mange autister. Jeg går til en kommunal autisme gruppe i den by, jeg bor i. Der mødes vi en gang om ugen…når der ikke lige er lukket pga Corona selvfølgelig 😉 På mit studie har jeg også mødt nogle autister. Mit studie handler om IT, så der kan man næsten ikke undgå at møde andre autister. 😉 Som en del af mit studie skal jeg jo også være i praktik og der er der faktisk også flere autister. Og til sidst har jeg været med til at stifte en lokalafdeling af foreningen Autisme Ungdom. Derigennem møder jeg selvfølgelig også rigtig mange autister. Jeg tror faktisk, at jeg næsten har med flere autister at gøre end med neurotypiske (ikke-autister) i mit liv. Og så ”kender” jeg jo også rigtig mange autister igennem min blog og den virtuelle verden.
Jeg synes, det er virkelig dejligt at kende andre autister, fordi man føler sig forstået på en anden måde og det kan nogle gange være nemmere at udveksle erfaringer.

14.april: Får jeg støtte i hverdagen?

Jeg får paragraf 85 støtte to gange om ugen. Det betyder, at jeg har to pædagogiske vejledere, som hver især kommer hjem til mig en gang om ugen. De hjælper mig for eksempel med at strukturere min hverdag. Men det kan også være mere praktisk hjælp som for eksempel at klare telefonopkald eller være med, når jeg skal til læge. Det handler om, at der tit opstår misforståelser mellem mig og andre, fordi vi har forskellige måder at kommunikere på. Så mine vejleder kan være en slags tolk, sådan at der ikke opstår misforståelser. Tit handler vejledningen også om, at jeg bare har brug for at snakke for at komme af med bekymringer.

15.april: Har jeg været til en selvhjælpsgruppe før?

Jeg ved ikke rigtig, om de grupper, jeg har været til, kan kaldes selvhjælpsgrupper. Jeg var i hvert fald i en gruppe for et år siden cirka. Det handlede meget om psykoedukation, dvs. at vi skulle lære vores diagnose bedre at kende og at vi skulle lære at håndtere den bedre. Jeg tror, det nok er den gruppe, der ligner en selvhjælpsgruppe mest. Men jeg synes, at vi lavede mange flere øvelser, end jeg ville forestille mig ved en almindelig selvhjælpsgruppe. Den anden gruppe, som jeg stadig går til, er den autisme gruppe, som jeg nævnte for nogle dage siden. Det er et aktivitetstilbud fra vores kommune og man mødes bare for at hygge sig sammen. Det handler ikke nødvendigvis altid om autisme, men alle, der er der, er autister (undtagen personalet selvfølgelig). Nogle gange snakker vi faktisk også om autisme, men for det meste handler det om, at vi kan lave nogle ting sammen.

Jeg tror faktisk, at jeg er meget mere glad for den her autisme gruppe, end jeg ville være for en rigtig selvhjælpsgruppe. Jeg kan ikke rigtig lide, når man er i en gruppe, hvor det kun handler om én diagnose, fordi man så nogle gange ikke ser hele mennesket. Men det er selvfølgelig kun min holdning.

16.april: Har jeg god støtte fra venner og familie?

Jeg har virkelig den bedste støtte, som man kunne ønske sig. Min familie, mine venner, min kæreste og min kærestes familie er der altid for mig, når jeg har brug for dem. Det kan godt være, at jeg ikke beder så tit om hjælp, men det gode ved mine venner og min familie er, at jeg ved, at de altid støtter mig og at jeg kan stole på dem. Min familie bor for eksempel ikke i Danmark, men jeg ved, at alle med det samme ville komme herop, hvis jeg havde brug for dem. Det er virkelig dejligt at vide, at man har mennesker omkring en, der er der for en.

17.april: Hvad har jeg det sværest ved?

Det er godt nok et interessant spørgsmål. Og sikkert noget, man skulle være bevidst om. Jeg tror, det, jeg har det sværest ved, er at inddele min energi og planlægge mine dage sådan, at jeg har nok at lave men også nok pauser. Jeg har jo allerede nævnt nogle gange, at jeg mister min energi virkelig hurtigt. Det betyder, at jeg altid skal passe på med, hvordan jeg inddeler min energi. Især når der sker noget nyt i mit liv og min hverdag forandrer sig, skal jeg passe på, at jeg ikke bruger for meget energi. Lige for nyligt havde jeg faktisk et problem med det. I januar startede jeg jo i praktik og min hverdag ændrede sig fuldstændig. Det var ret svært for mig. Men jeg tror, at jeg nu har fundet en god ny rytme.

18.april: Hvordan hjælper min autisme mig?

Min autisme gør min hverdag nogle gange sværere, men der er også situationer, hvor min autisme hjælper mig. Noget af det, jeg bedst kan lide ved min autisme, er jo, at jeg er så struktureret. Og det hjælper mig ikke kun på mit arbejde. Som jeg har nævnt for nogle dage siden, er jeg jo også frivillig i en forening. Min opgave er at være kasserer. Så der hjælper det virkelig meget at kunne beholde et overblik og være ansvarsbevidst.

19.april: Hvorfor startede jeg min blog ubemærket.eu?

Da jeg fik min Aspergers diagnose for tre år siden, var jeg ret chokeret over, at jeg havde været autist hele mit liv, men ikke vidste det. Jeg fandt jo kun ud af det, fordi jeg havde set dokumentaren ”De skjulte talenter” og kunne genkende så meget af det, de sagde. Jeg tror faktisk, at dokumentaren var en stor grund til, at jeg besluttede mig for at starte en blog. Jeg tænkte, at jeg vil være med til at hjælpe med at sprede viden om autisme. Jeg havde og stadig har et håb om, at der måske er nogle autistiske kvinder eller piger, der ikke har fået diagnosen endnu og der kan genkende noget af det, jeg skriver. Så ville deres diagnose muligvis ikke forblive ubemærket i endnu længere tid. Derfor også navnet ”ubemærket”.

20.april: 3 år ubemærket.eu

I dag er det præcis tre år siden, at jeg startede min blog ubemærket.eu. Jeg havde et håb om, at jeg kunne hjælpe mange mennesker, men jeg troede aldrig, at jeg ville nå så langt. Objektivt set har jeg nået virkelig meget. Min blog er på tre sprog, jeg har over 1.500 følgere på Facebook, jeg var i avisen og har skrevet mange gæsteindlæg på andre sider. De ting betyder virkelig meget for mig, fordi jeg kunne og kan nå ud til rigtig mange mennesker og derved kan jeg også hjælpe rigtig mange. Men det, der betyder endnu mere for mig er kontakten til mine følgere…til jer. I løbet af de sidste tre år har jeg fået så mange søde beskeder fra autister, forældre, pårørende og interesserede. Det gør mig så glad at høre fra jer, udveksle erfaringer og måske endda hjælpe jer. Jeg håber, I ved, at I altid gerne må skrive til mig.

0 Kommentar/e

Kommentar schreiben