Aspergers og kommunikation

I den seneste tid har jeg ikke haft særlig meget energi. Det er ikke noget nyt, at jeg er udfordret med at fordele min energi på en god måde. Men nu er jeg også flyttet, har været på ferie og er startet på et nyt semester på mit studie. Så det gør, at jeg har endnu mindre energi, end jeg plejer. For at finde ud af, hvad der ellers gør, at min hverdag tager så meget energi, er min kontaktperson og jeg begyndt at kigge på, på hvilke områder jeg er mest ramt af min autisme og hvad der giver mig flest udfordringer. Igennem det er jeg begyndt at tænke meget over, hvad der gør kommunikation for mig som autist sværere end for andre.

Tilegnet kommunikation
Min kontaktperson spurgte mig, hvor svært jeg har ved at have en samtale med folk, jeg ikke kender. Min første tanke var, at jeg egentlig er blevet ret god til at snakke med andre og alt det, der har med small talk at gøre. Jeg kan godt starte en samtale med andre, hvis jeg virkelig skal det. Men så kom jeg til at tænke på, at jeg jo aldrig ville kunne starte en samtale med fremmede mennesker, hvis jeg ikke aktivt gik nogle steps igennem i mit hoved, hvor jeg undersøger, hvad jeg kan/skal sige. Jeg kunne godt forestille mig, at det tager meget energi.

Manglende forståelse
Når folk gør eller siger noget, som jeg synes, er dumt, irriterende eller bare forkert, har jeg virkelig svært ved at sætte mig ind i deres sted. Tit er det faktisk overhovedet ikke muligt for mig. Jeg har for eksempel nogle lærere på mit studie, der er så dårlige til at kommunikere. Og jeg har ingen forståelse for, hvorfor de ikke kan blive bedre til det. Det kan jeg blive meget sur over. Og mit største problem ved det er, at jeg jo ikke må vise, hvor sur jeg er.

Kamp for at opretholde filteret
Når jeg sidder i undervisningen på mit studie og mine lærere opfører sig på en måde, som, jeg synes, er virkelig irriterende, ville jeg bare ønske, at jeg kunne råbe ad dem. Jeg bliver så sur. Mine lærere ved udmærket godt, at jeg har et problem med deres måde at undervise på. De kan bare ikke undervise på en måde, der i det mindste er nogenlunde autismevenligt. (Men det er så et helt andet emne.) I hvert fald siger jeg jo tit, at jeg er utilfreds, men jeg skal hele tiden minde mig selv om, at der er mange ting, jeg ikke må sige. Jeg tror, neurotypiske har et filter, der automatisk beslutter, hvad de må sige og hvad de ikke må sige, fordi det ville være uhøfligt eller for direkte. Når jeg sidder i undervisningen, skal jeg hele tiden tænke: ”Må jeg sige det her eller er det for direkte? Er jeg uhøflig, hvis jeg siger det her? Bliver folk sure eller irriterede, når jeg siger det her?” Jeg vil bare gerne sige, det jeg tænker. Men der er jo nogle uskrevne sociale regler, der siger, at man ikke må sige alt det, man tænker. Men jeg har virkelig svært ved ikke at fortælle åbent om, hvad jeg tænker og føler, især når jeg er sur.

Begejstring for at snakke
Så er der noget helt andet. Men det har selvfølgelig også med kommunikation at gøre. Jeg elsker at snakke, når der sker noget spændende i mit liv. Jeg vil gerne fortælle alle om det med det samme. Da min kontaktperson og jeg snakkede om det hele med, på hvilke områder jeg er mest udfordret, spurgte hun mig også, hvor god jeg er til at fornemme dynamikken af en samtale. Jeg er god til ikke at afbryde folk og jeg kan godt mærke, hvis nogen ikke er interesseret i at høre om det, jeg snakker om. Men jeg kom også til at tænke på, at jeg inderst inde nogle gange virkelig godt bare kunne tænke mig at snakke ligeså meget, som jeg har lyst til. Så jeg skal faktisk altid minde mig selv om også at give andre plads til at være med i samtalen og spørge ind til deres liv. Jeg er jo meget interesseret i at høre om mine venners, min kærestes og min families liv. Men jeg kan også rigtig godt lide at fortælle om mine egne nyheder. Når jeg er virkelig optaget af, hvad der sker i mit eget liv, skal jeg altid minde mig selv om at overholde de sociale regler og også vise, hvor interesseret jeg er i den anden person.

Kommunikation og energi
Når man kun kigger på, hvor god jeg er til at kommunikere, ville man sikkert ikke med det samme tænke, at jeg var autist. Men problemet for mig er, at jeg skulle lære så mange ting om kommunikation og jeg skal minde mig selv om at overholde alle sociale regler hele tiden. Og det tager virkelig meget energi. Jeg opretholder jo hele tiden en facade for at virke så neurotypisk som muligt. Og det er jeg god til. Men det kræver også virkelig meget af mig.