Autisme og jul

Jeg elsker jul og juletiden. Pynt, dekorationer, varm kakao, småkager, julekalender… Det er så dejligt! Men alligevel kan december-måneden og især juleaften også være en udfordring for mig. Jeg ved, at mange autister har det på den måde – børn og voksne. Derfor ville jeg rigtig gerne skrive dette blogindlæg i år. Jeg vil fortælle jer lidt om de ting, der kan være svære i juletiden. Og så deler jeg også nogle gode råd, der kan gøre december-måneden lidt nemmere.

Adventstiden
Ugerne op til jul er altid ret fyldte for mig. Måske har I det på sammen måde. Jeg vil i hvert fald altid gerne bage småkager, købe gaver, være kreativ, besøge familie og venner… Tit er der slet ikke nok weekender til at nå det hele. Og oftest er der så heller ikke nok tid til at overholde sine rutiner. Stress og manglende rutiner kan være et stort problem for mig. Mit første råd er derfor: Prøv at bibeholde så mange rutiner så muligt og husk pauserne. Uden pauser ville jeg i hvert fald ikke kunne komme igennem adventstiden og julen.

Besøg
De sidste år har jeg kun holdt jul med den nærmeste familie. Det gjorde, at mange udfordringer slet ikke var der. Men da jeg var yngre, holdt vi tit jul med en større del af familien. Og der kommer min autisme hurtigt frem og jeg har tusind spørgsmål i mit hoved: Hvordan hilser jeg på folk? Har folk faste siddepladser ved aftensmad? Hvad skal jeg snakke med de andre om? Jul handler jo meget om at være social, hygge sig og snakke en masse. Men der er ikke nødvendigvis min største styrke og jeg tror, at mange autister har det på den måde. Mit personlige råd er: Snak med dine nærmeste om dine bekymringer. Der er tit noget, man kan tilpasse, hvis man først har snakket om det, der er svært.

Dagstruktur
Den 24. december ser tit fuldstændig anderledes ud end alle andre dage året rundt. Man skal måske tage pænt tøj på og forberede maden, hvis man har gæster. Eller man skal køre til sin familie, når man er inviteret hos dem. Den almindelige dagsstruktur falder bare fuldstændig væk. Ved store fester er min første tanke tit: ”Hvor lang tid skal jeg blive (hvis jeg er inviteret) eller hvor lang tid bliver mine gæster (når jeg er værten)?”. Det er slet ikke ondt ment. Jeg nyder at bruge tid sammen med familie og venner. Men jeg skal tilpasse min energi alt efter, hvor lang tid jeg skal være sammen med andre. Mit råd for at give dagen lidt struktur: Planlæg så meget som muligt. Sæt jer ned og skriv på en seddel, hvad der skal ske hvornår. Måske kan I endda have nogle af de rutiner i jeres dag, som I plejer at have, f.eks. jeres morgenrutine eller aftenritualer.

Maden
Mad har altid været udfordrende for mig. Jeg er meget kræsen og nu har jeg også været vegetar i nogle år. Det vil sige, at der er mange ting (såsom traditionel julemad), som jeg ikke kan spise. Noget, der irriterede mig meget som barn, var, at min familie hele tiden skulle kommentere på, hvad jeg spiste. Hvis I har et autistisk barn, der har svært ved mad, kunne det måske være en god ide at snakke med jeres familie inden juleaften og aftale, at det er noget, man ikke skal kommentere på den dag. Ellers er mit råd: Hvis I er inviterede et sted, prøv at snakke med værten på forhånd, hvad der skal spises den dag, om der er alternativer eller om du kan tage noget mad med. Julemad behøver ikke være traditionel. Det vigtigste er, at I synes, det smager godt og at I er tilfredse med det.

Gaver
Jeg elsker at give gaver til andre, men det med selv at få gaver, er stadig noget af det sværeste for mig. I må ikke misforstå det: Jeg bliver virkelig glad for at få gaver. Men det hele er mere kompliceret, end man lige regner med. Jeg har nemlig tusind tanker i hovedet: Hvordan skal jeg reagere på gaverne? Hvad nu, hvis man ikke kan se min begejstring, og den anden tror, at jeg ikke kan lide gaven? Og hvordan siger jeg tak for gaven? Det er jo tit forskelligt afhængigt af, hvilken relation man har. Og det allersværeste: Hvis jeg får en gave af nogen, der ikke er med til festen, skal jeg så ringe til personen bagefter og sige tak? Jeg hader at snakke i telefonen. Kan jeg så undgå det ved for eksempel at skrive et julekort, hvor jeg siger tak? Som I kan se, er der mange ting, man kan tænke over. Nu skulle der komme et godt råd, ikke også?

Det bedste råd, jeg lige kan finde på, er: Snak om det hele med din familie. Det er ikke det mest spændende råd, men jeg har heller ikke selv løst ”problemet” endnu. Noget, jeg dog har hørt fra forældre med autistiske børn, er, at nogle aftaler, at deres børn får at vide på forhånd, hvad de får i gave. Så kan de nemmere komme igennem dagen. Måske er det et godt råd, I kan bruge.

Andre udfordringer
For mig er de ovennævnte udfordringer de sværeste, men der er autister, der også har svært ved andre ting. Nogle autister har for eksempel en anden måde at opleve sanser på. Derfor kan mange lys og julemusikken være et problem.

Alle autister er i hvert fald forskellige og det er ikke alle, der har de samme udfordringer. Derfor er mit afsluttende råd til jer som autister eller som forældre til autistiske børn: Snak åbent om jeres behov og tilpasse julen jeres ønsker. Jeg synes, det er meget vigtigt, at julen skal være hyggelig for jer som familie. Så det er lige meget, hvor meget eller hvor lidt traditionel den er.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *