Når ens behov bliver mødt

176 Views 0 Comment

Jeg har virkelig dårlige erfaringer med at spørge om hjælp, ændringer eller tilpasninger – især fra mit studie. Hver gang, jeg spurgte om noget, der var vigtig for mig pga. min autisme, følte jeg, at jeg var til besvær. Mine undervisere lod altid, som om JEG var et kæmpe problem. Det har nok gjort, at jeg er blevet lidt tilbageholdende med at spørge om hjælp. Men i går prøvede jeg alligevel. Og det endte så godt, at jeg endda begyndt at græde, fordi jeg var så taknemmelig.

Brugerrådet
En gang om ugen går jeg til en kommunal autisme gruppe. I den bygning, vi er i, mødes der også nogle med andre diagnoser. Fra hver gruppe blev der valgt to, der kan repræsentere gruppen i brugerrådet. Brugerrådet mødes nogle gange om året med ledelsen for at snakke om ændringer og planlægge arrangementer. Jeg er en af dem, der repræsenterer autismegruppen.

Møderne
Man kan forestille sig det sådan, at bygningen, vi mødes i, er delt op i to. På venstre side er der medarbejdernes kontor og nogle mødelokaler og på højre side er der lokaler til borgerne. Når vi holder brugerrådsmøde, er det altid i et mødelokale på medarbejdernes side. Og det er en kæmpe udfordring. Jeg synes, at det ligner en lille labyrint og jeg har bare ikke været der så tit. Så jeg er ret afhængig af, at den anden repræsentant fra vores gruppe også deltager og at jeg kan mødes med ham udenfor og følges med ham.

Næste møde
I går fik jeg en påmindelse om, at vi holder et møde i næste uge. Men så fandt jeg ud af, at den anden fra min gruppe ikke kunne deltage. Så vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg har aldrig deltaget i et brugerrådsmøde uden ham. Jeg overvejede virkelig meget, om jeg kunne tillade mig at spørge lederen, om vi ikke kunne rykke mødet over til borgernes side af bygningen. Der har jeg nemlig været rigtig mange gange og der føler jeg mig meget mere tryg.

Mails
Jeg skrev så til lederen og forklarede situationen. Jeg skrev også, at jeg har fuldt forståelse for, hvis det ikke kan lade sig gøre at rykke mødet til et andet lokale. Men det skader jo ikke at spørge… Jeg fik bare det sødeste svar. Hun mente, at det var noget, hun jo slet ikke havde tænkt over (at det kunne være en udfordring), og at hun bare ville booke et andet lokale. Det var ikke et langt eller mega spændende svar, men det betød så meget for mig alligevel. Jeg begyndte at græde med det samme, fordi jeg var så taknemmelig.

Når ens behov bliver mødt
Det var bare så rart at føle, at man ikke var et problem og at man ikke var til besvær. For mig som autist føles det tit, som om jeg har brug for ekstra hjælp, forklaring eller tilpasning… at jeg gør tingene lidt mere kompliceret, når jeg spørger om at blive mødt i mine behov. Men den her gang fik jeg bare at vide, at det ikke var et problem overhovedet at tage hensyn til mig. Det var bare den bedste følelse.

0 Kommentar/e

    Kommentar schreiben