Er jeg anderledes?

1841 Views 0 Comment

Allerede som barn tænkte jeg mange gange, at jeg var anderledes eller mærkelig. Nu er jeg sikkert på, at meget af det hænger sammen med Aspergers, men selvfølgelig ikke alt. Alle er jo bare lidt anderledes. Det er faktisk allerede det første, hvor jeg tror, at jeg tænker på en anden måde. Jeg siger tit, at jeg er mærkelig eller anderledes, at jeg er en freak eller lidt skør. Men 90% af tiden ser jeg det ikke som noget negativt. Det tog mig virkelig lang tid, at finde ud af, at andre ikke forstår, at det for mig bare er et udsagn om, at jeg måske er lidt anderledes end de fleste andre. Alle andre tror, at jeg taler og tænker dårligt om mig selv. Der har faktisk været mange psykologer, der har prøvet at få mig til at lave være med at sige, at jeg er mærkelig. Men jeg siger det jo bare og mener det ikke negativt.

En af de ting, hvor jeg altid har været meget ekstremt, var mad. Jeg er virkelig meget kræsen. Jeg har lige læst i en Aspergers gruppe, at der er mange autister, der er kræsne. Det var jeg glad for at læse. Så er jeg ikke den eneste. Allerede i børnehaven kunne de ikke få mig til at spise noget, jeg ikke kunne lide, og det har ikke ændret sig til i dag. Jeg tvinger mig virkelig til at smage nye ting, men jeg er stadig den mest kræsne person, jeg kender.

Den næste erindring af at være anderledes end andre børn har jeg fra, da jeg var mellem seks og tolv år. Min mor prøvede altid at få mit til at starte på nogle fritidsaktiviteter. Jeg hadede næsten alle og stoppede dem, nogle endda uden at fortælle min mor om det. 😉

Den eneste sport, jeg har dyrket i mange år og hvor jeg også blev træner i, var gymnastik. I dag ved jeg også hvorfor. Det er her Aspergers giver en forklaring. Som jeg har skrevet i mit blogindlæg ”Kvinder forholder sig anderledes”, har jeg i alle nye situationer brug for en, jeg kan se på, hvordan jeg skal forholde mig. Jeg har brug for at på en måde kunne kopiere adfærd fra andre. Til de fleste fritidsaktiviteter, jeg har prøvet, var jeg alene uden at kende nogen. Selvfølgelig var der en masse andre børn, som jeg kunne have kopieret adfærd af, men sådan fungerer det desværre ikke. Jeg har altid brug for nogen, jeg kender og stoler på. Og sådan var det til gymnastik. Der havde jeg mine bedste venner med.

Da jeg var cirka 12 år, lagde jeg mærke til endnu noget mærkeligt. Alle var virkelig glade for at mødes med deres venner. Derimod begyndte jeg at lyve og sige til min veninde, at jeg ikke havde tid til at mødes med hende. Jeg kan ikke huske det hele, men jeg er ret sikkert på, at det var, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle få hende til at gå igen, hvis jeg ikke havde lyst til at være sammen med hende længere. Og her kommer Aspergers forklaringen igen. Vi autister ved nogle gange bare ikke, hvad vi skal sige. Tidligere troede jeg, at jeg bare var mærkelig. I dag ved jeg i det mindste hvorfor 😉

Som jeg her skrevet i mit indlæg ”At føre samtaler kan man lære”, har jeg lærte nogle bestemte sætninger, man tit har brug for, men de her sætninger, man skal bruge for at vise en anden, at man gerne vil være alene igen, kender jeg stadig ikke.

Da jeg kom i teenage årene følte jeg mig virkelig anderledes og det var ikke på en god måde. Jeg var virkelig deprimeret i mange år. Jeg ved stadig ikke, om det var en depression eller om det hang sammen med, at jeg ikke vidste, at jeg har Aspergers og derfor ikke passede godt nok på mig selv, eller om det var noget helt andet. Men jeg var bare ikke som mine venner. Jeg var ked af det og havde ingen energi til at mødes med mine venner og begyndte at hade skolen.

Da jeg begyndte at se en psykolog, lagde jeg så mærke til endnu noget mærkeligt. Jeg var utrolig dårlig til at snakke om følelser. Det var, som om min psykolog ville have mig til at tale et sprog, jeg ikke kendte. Jeg kunne sige, at jeg havde det dårligt, men jeg havde ingen idé, hvad det præcis betød. Jeg er blevet bedre til det til i dag, men jeg er stadig ved at lære det.

Noget der også er anderledes for mig og har med følelser at gøre, er, at jeg synes at logik er meget mere spændende. Det lyder nok, som om jeg ikke har nogen følelser. Jeg har følelser ligesom alle andre, men jeg er hellere et fornuftsmenneske. Logikken betydet tit mere for mig end følelser. Men der er selvfølgelig også undtagelser. Måske har I allerede læst i mit blogindlæg ”Spiseforstyrrelse og selvskade”, at jeg havde problemer med det og det er selvfølgelig ikke særlig godt gennemtænkt, hvis man kan sige det sådan.

Noget andet, der måske er lidt anderledes for mig, er, at jeg ikke kan lige nye ting eller forandringer. For nogle år siden har jeg jo været på en højskole og vi var på udflugter eller ferie mange gange eller vi havde nogle hovedfags- eller temauger. Og jeg hadede det så meget! Der var endda nogle udflugter, jeg ikke engang tog med.

Er jeg nu anderledes? Det tror jeg faktisk. Men mange ting har jeg jo nu en forklaring for, fordi jeg fik Aspergers diagnosen og det er jeg virkelig glad for. Som sagt kan jeg godt lide logiske ting og at jeg har Aspergers giver bare mening.

0 Kommentar/e

Kommentar schreiben