I det her gæsteindlæg skriver Tia om, hvordan det er at leve med flere forskellige diagnoser. Tia er tysker, så hendes originale tekst er på tysk. Hvis I undrer jer over fejl i teksten, er det bare mig, der har oversat forkert. Jeg blev desværre også nødt til at udelade nogle små dele af teksten, fordi jeg ikke engang selv kunne forstå de tyske ordsprog og det var umuligt for mig at oversætte det til dansk. Men indholdet betyder stadig det samme.
AD(H)D og autisme – Hvordan passer det sammen?
Ifølge det aktuelle ICD-10 udelukker den ene diagnose den anden. Selvom tyske læger ikke har ret i, at de to forstyrrelser ikke kan optræde sammen, har de ret i en ting. Diagnoserne passer ikke helt sammen. Velkommen i mit hoved. Der passer det hele heller ikke helt sammen. I hvert fald ikke altid. Mine sær-effekter, som jeg selv godt kan lide at kalde dem, er ikke harmoniske. De handler kontrære til hinanden og har mest en dårlig effekt på hinanden. Jeg kan ikke lide at kalde alle ting, der er forskellige fra normen, forstyrrelser. Men i min egen ”realitetstunnel” er det nogle gange ret forstyrret. Min fuldstændige diagnose er ADD/ADHD (blanding), særlig sensitivitet og autistiske træk i sansningen. Jeg har først fået diagnosen i en alder af 30.
Hvordan havde jeg det før?
Det skulle I nok ikke spørge om. At jeg nu nogenlunde har fået styr på tingene, skyldes mine pårørende, der for det meste er empatiske og/eller hjælpsomme, min kæreste og vores lille datter. Vores datter er atypisk-infantil autist med mistanke om ADHD. Uden hende ville jeg nok ikke have klaret at få ryddet kaosset i mit liv op. Hun er det hele værd. Hvis det kun handlede om mig, ville jeg ikke have taget al den stress på mig. Desværre er min delvis manglende struktur forfærdelig for hende. Jeg gør mit bedste og det bliver langsomt bedre, men det er virkelig frustrerende.
Hvordan føles de forskellige diagnoser?
Der er altid to modsætninger. ADHD har altid brug for nye impulser og entertainment. Helst 24 timer hver dag, hele ugen, 365 dage om året. Der er næsten ikke noget værre for ADHDen end at kede sig. Min særlig sensitivitet og mine Aspergers træk gør, at jeg har brug for meget ro. De to ting gør, at jeg er udmattet af alle sanseindtryk: lyset, der altid er for skarpt, larmen fra storbyen, der bliver så voldsomt, at man næsten ikke kan skelne de forskellige lyde. Og så kommer der også følelserne af andre. Elendigheden i vores verden er forfærdelig for mig at mærke og hver lidelse, jeg mærker direkte, føler jeg så intensiv, som om det var min egen smerte. Mine høje idealer, min sans for retfærdighed og forventningerne til mig selv er mindst en ligeså stor udfordring som at blive påvirket af menneskerne omkring mig.
Mit behov for harmoni og accept
Jeg forstår ikke, hvorfor man sjældent accepterer og respekterer andre, som de er, og fokuserer på deres styrker i stedet for at fokusere på deres svagheder. Mennesker er bare forskellige og i mine øjne er det det, der først gør livet interessant. Den manglende sensibilitet og den misundelse, folk viser, strider imod mit behov for harmoni og gensidig accept. Der er dage, hvor det virkelig er svært for mig ikke at blive desperat. Mine følelser er altid forstærkede, positive og negative. I går og i morgen tæller ikke, jeg lever altid i nuet. Når jeg går over en bro på dårlige dage, føler jeg, at dybden er fascinerende og tiltrækkende. Jeg har ikke et ønske om at dø. Det føles anderledes. Det er mere trangen til at få ro. Ro, som jeg har brug for, men som jeg ikke kan være i. Heldigvis er små ting allerede nok til at få mig ud af sådan et hul: et ægte smil, en hjælpende hånd, nogen der lytter eller lidt opmærksomhed fra en sød person. Det er allerede nok til at få mig til at huske, at jeg ikke er alene og at der findes mennesker, der forstår mig og værdsætter mig.
Få hastigheden af mit liv ned
Jeg er kommet derhen, hvor jeg har kunne sætte hastigheden af mit liv lidt ned. Det er ikke roligt. Det bliver det sikkert aldrig, men det er heller ikke et totalt kaos længere. Jeg er begyndt at kunne lide at være alene nogle gange, fordi jeg ikke føler mig ensom. Og så er der virkelig gode dage. Der bobler energien og entusiasmen. Jeg får lyst til at lave en masse og kan slet ikke stoppes. Det kan desværre blive meget ekstremt, ikke altid men nogle gange: for det meste sker det i en tilstand, men kalder hyperfokus.
Hyperfokus og dens følger
For nyligt har jeg læst, at det ligner et slags program, hjernen bruger i nødstilfælde. I faser, hvor kaos og uro fylder det hele, har hjernen brug for noget, man kan fokusere hele opmærksomheden og den resterende energi på. Desværre bliver sanseindtryk som sult, tørst, træthed etc. heller ikke sendt videre nok. Sådan nogle tilstande kan få karakter af tvang og de er næsten umulige at styre. Det ender tit med nervesammenbrug og/eller en udmattelses-depression. I dette tilfælde virker depressionen mest helbredeligt, fordi kroppen indhenter den ro, den har brug for. Når man er opmærksom på de her mønstre, kan man dog holde øje med tidlige symptomer og reagere på forhånd.
Det positive ved mine diagnoser
Når jeg kigger på mennesker, der gælder som neurotypiske (altså normale), er jeg glad for ikke at være sådan. Jeg kan godt lide at tænke anderledes. Det gør mig kreativ og viser løsninger, som andre ikke kan se. Jeg kan godt lide, at jeg nemt bliver begejstret og at jeg kan motivere andre. For det meste kan jeg også godt lide min sensitivitet. Det hjælper mig med at mærke menneskerne omkring mig og få et indtryk af dem. Man kan bygge et intenst bånd og man kan glæde sig over små ting. Det er sikkert ikke altid nemt, men ligesom mange andre, der er lidt anderledes, har jeg et godt hjerte og jeg forsøger at hjælpe dem omkring mig, så godt jeg kan. Egentlig ville det være godt for verdenen, hvis der fandtes flere af os.